- MIDAS -
Dette foto stammer fra Aabenraa Skofabrik og er afbildet i bogen »De mange muligheders land« om Sønderjyllands Erhvervsråd og egnsudviklingens historie 1945-1975. (Arkiv)

Udkantsdebat i et historisk perspektiv

Bogudgivelse

Historisk Samfund har udgivet en ny bog om Sønderjylland som de mange muligheders land.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

mandag, 07.10. 2013 17:43

AABENRAA. »De mange muligheders land. Sønderjyllands Erhvervsråd og egnsudviklingens historie 1945-1975« er titlen på en ny bog, som netop er udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland.

Nutidens udfordringer med at skabe vækst i det såkaldte Udkantsdanmark er ikke noget nyt. Allerede i 1940'erne indså ledende personligheder i sønderjysk erhvervsliv og politik, at der måtte gøres en særlig indsats for at fremme væksten i landsdelen. Fra industrien var navnlig direktør Jes Christiansen, Sønderjyllands Højspændingsværk i Aabenraa, bedre kendt som »skirren Jes«, fremtrædende - fra landbruget forstander Frederik Heick, Store Jyndevad Forsøgsstation.

I 1947 blev Udvalget til Fremme af Erhvervsmulighederne i Sønderjylland nedsat. Det blev i 1950 omdannet til Sønderjyllands Erhvervsråd, som snart blev et kraftcentrum for egnsudviklingen i grænselandet. Oprettelsen af Sønderjyllands Erhvervsråd og rådets arbejde med at få nyetableret og lokaliseret virksomheder i Sønderjylland, blandt andet Ecco, behandles i lektor Morten Andersens nye bog om de mange muligheders land. Det sker ikke mindst for at give et nuanceret, historisk perspektiv til nutidens udkantsdebat.

Bogen er på 246 sider, indbundet og fyldigt illustreret. Den koster 168 kroner for medlemmer af Historisk Samfund. I boghandelen er prisen 248 kroner. Se mere på www.hssdj.dk