- MIDAS -
Udklip fra Jydske Tidende i 1978, da aviserne begyndte at trevle den uhyggelige sag op. (Foto: FlA)

Tysker blev likvideret i Sønderjylland

Historie

Tysk soldat i Danmark blev henrettet af sine egne - to dage efter befrielsen. Ny bog fortæller om den bizarre begivenhed i Sønderjylland.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

lørdag, 22.03. 2014

SYDALS. I juli 1978 bragte de sønderjyske dagblade en række artikler om en henrettelse af en tysk soldat i landsbyen Hjerndrup ved Christiansfeld den 7. maj 1945 - to dage efter Danmarks Befrielse.

Henrettelsen skete nær forfatteren Ove C. Kronborgs hjem. Nu har han udsendt bogen »Et hjørne af en hærs sammenbrud« om begivenheden

Selvom han ingen personlig erindring har om det, hørte han gennem sin barndom jævnligt om henrettelsen fra forældrene, der boede på »Sognegården« i Hjerndrup, hvor tyske soldater var indkvarteret, ligesom soldatens lig blev ført dertil.

Efter mere end syv års research er han nu i stand til at fortælle hele historien om, hvad der skete dengang i den tyske militære enhed samt i de ni forudgående måneder.

På tæt hold følger bogen en tysk militærenheds soldater fra dens oprettelse kun ni måneder før krigens afslutning. En af dens underenheder blev oprettet i Bjerringbro, en anden i Haderslev. Man får man et tæt indblik i den tyske hærs sammenbrud set indefra. Også soldaternes uddannelse følges, herunder de vordende befalingsmænd, der begyndte uddannelsen allerede i 14-års alderen. Gennem hele opvæksten var de blevet stærkt påvirket af nazismen.

Kun få overlevede

551. Grenaderdivision var en ganske normal division som alle andre, der blev opstillet i sommeren 1944 på et tidspunkt, hvor Tysklands personelle, materielle og forsyningsmæssige reserver var svindende, og divisionen led af store mangel på både personel og materiel. Den deltog i nogle af krigens hårdeste og blodigste kampe under tilbagetoget gennem Litauen i efteråret 1944, i Østpreussen i vinteren 1944-45 og foråret 1945.

Tilfældigt krydsede nogle af soldaternes vej også resultatet af en af dødsmarcherne fra koncentrationslejrenes helvede. En af landevejene var oversået med lig af kvindelige fanger, der blev dræbt under marchen af de ledsagende SS-folk og deres hjælpere. Det, soldaterne så på vejen, var kun begyndelsen til en endnu mere forfærdelig afslutning, der stort set har været ukendt.

Kun få af denne divisions soldater og officerer overlevede krigen, fordi de slap ud af østfrontens helvede til Bornholm og senere til Sønderjylland, hvor en af soldaterne på den mest brutale vis blev henrettet i den sønderjyske landsby Hjerndrup.

Værkets forfatter, pensioneret politiinspektør Ove C. Kronborg, har en livslang interesse for historie. Han har studeret historie ved University of Virginia, USA, Universiteit Leiden, Holland, og Københavns Universitet.

Rejser i Østeuropa

Forfatteren fandt frem til og interviewede mange af de overlevende soldater, civile beboere og flygtninge, der kunne fortælle om deres egen del af denne meget blodige afslutning af 2. Verdenskrig.

Ove C. Kronborg fandt og anvendte alle eksisterende skriftlige kilder og al litteratur fra divisionen, dens kadrer, overordnede myndigheder, naboenheder og fjenden. Han gennemrejste alle de områder i Østeuropa, hvor divisionen og senere dens rester var indsat.

»Et hjørne af en hærs sammenbrud« har forord af den kendte militærhistoriker ved Forsvarsakademiet, tidligere brigadegeneral Michael H. Clemmensen.

Bogen sælges på internettet fra Forlaget Als på forlaget-als.dk og Forlaget Go-publi.sh på gopubli.sh samt fra boglader i hardcover og softcover udgaver samt som ebog. (FlA)