- FL-Arena -

søndag, 29.05. 2016 13:47, Tilla Rebsdorf (tr@fla.de)

Tveir ligger ved kajen

Der blev roet godt til, da den tonstunge kopi af Nydambåden med 30 mand og kvinder ved årene lørdag eftermiddag kom ind i Flensborg Fjord.

Historie

Flensborg. Nydambåden Tveir er en nøjagtig kopi af jernalderskibet, der blev fundet i Nydam Mose i 1863, og som i dag ligger sikkert og godt i bådehuset på Gottorp Slot.

Den er en af de ældste robåde, vi kender til, bygget ca. 320 e. Kr., længe inden vikingerne fandt på at sætte sejl. Kopien Tveir, som Nydambådens Laug har brugt rigtig mange år på at bygge, er af noget yngre dato, men et imponerende fartøj. Derfor vakte den store båd med 30 mænd og kvinder ved årene da også gevaldig opsigt, da den omkring kl. 14 kom ind i Flensborg havn, drejede rundt ved Havnespisen og lagde til ved Skibbroen. Tveir, som kopien er døbt, har sin faste plads i Sottrupskov tæt ved Sønderborg, og det er et besøg hos venskabsklubben Flensburg RuderKlub, der har fået båden til fjordbyen. Med ved årene sad da også roere fra den tyske roklub, mens den danske Flensborg Roklub fulgte Tveir ind i havnen fra egne både.

Tveir bliver liggende til søndag eftermiddag, og det er muligt at komme med på en tur.

- Annonce/Anzeige -
 Flensborg Avis Offset - Tryksager i topkvalitet / Drucksachen in Topqualität
 AboPlus+
 Sydslesvigkalenderen