- MIDAS -
Tine Bruhn fotograferet under en af sine koncerter i Flensborg.

Tine Bruhn fotograferet under en af sine koncerter i Flensborg. (Foto: Martina Metzger)

Tine Bruhn er ude med nyt album

Jazz

Sydslesviger fandt sin pianist ved et tilfælde. Han kom med på et afbud. Deres duo-samarbejde udmønter sig i et album.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

fre, 12. apr 2013, 14:49

NEW YORK. Sydslesvigeren Tine Bruhn har udsendt en ny jazz-cd med sin pianist, amerikaneren Johnny O Neal.

»Nearness« hedder albummet, der er indspillet i New York, hvor Tine Bruhn har boet i 12 år.

Tine Bruhn begyndte sit duo-samarbejde med Johnny O Neal for halvandet år siden. Det skete lidt tilfældigt. Hendes dengang faste pianist meldte afbud og sendte Johnny O Neal som reserve.

Jazz-standarder

Albummet byder på arrangementer af en række jazz-standarder af blandt andre Victor Young, Ned Washington, Cole Porter, Raymond Evans og Jay Livingston.

Tenorsaxofonisten Stacy Dillard medvirker i numrene »But Beatiful«  »»The Hearness of You«, »If I Should Lose You« og » »All Of You«.

Tine Bruhn fik sin cd-debut med »Entranced« i 2009. Det opnåede tre ud af fem stjerner i en anmeldelse i musikmagasinet Gaffa: »Ganske vist er Entranced et habilt og gennemført smukt album bestående af stilfærdige jazzballader. Ganske vist viser Tine Bruhn sig både at være en god fortolker, en god sangskriver og en god komponist. Men i en verden bestående af mange talenter inden for nævnte hverv er hun i hård konkurrence om opmærksomheden, og på dén scene er hun nok for anonym«, hed det blandt andet i anmeldelsen.

Indspillet på en dag

Mens hun gik på Duborg-Skolen i Flensborg var hun kendt for sit engagement i a cappella-kvartetten »Kvart i Fire«. Hun var med i de udvalgte kor LandesJugendChor Schleswig-Holstein og Jugend Kammer Chor Flensburg/Kiel. Senere flyttede hun til USA og tog en uddannelse på Berklee College of Music i Boston.

Albummet er indspillet på blot en dag i studiet Acoustic Recording i Brooklyn. Hver sang har krævet blot to forsøg. Johnny O Neal har optrådt med blandt andre Dexter Gordon og Lionel Hampton og spillet som åbningsnavn til en Oscar Peterson-koncert i Carnegie Hall. Tine Bruhn optræder fast på Robert Restaurant i New York.

»Nearness« er udkommet på Burner Records. Man kan læse mere på tinebruhn.com.

Hans Christian Davidsen

hcd@fla.de