- MIDAS -
Maleri af Sönke Büsen.

Maleri af Sönke Büsen. (Foto: FlA)

Sydslesviger maler igen efter 21 års pause

Udstilling

Sydslesvigeren Sönke Büsen udstiller malerier, tegninger og digte i Aktivitetshuset i Flensborg.

Hans Chrsitian Davidsen (hcd@fla.de)

man, 04. feb 2013, 13:00

FLENSBORG. Frem til den 28. marts 2013 udstilles der malerier, tegninger og digte af sydslesvigeren Sönke Büsen i Aktivitetshuset i Flensborg.

Sönke Büsen er bosat i Sønderborg og har læst flere semestre kinesisk på Københavns Universitet med fokus på klassisk kinesisk og traditionel kinesisk kunst.

I 1985-1986 deltog Sönke Büsen i basis­året på Sønderjyllands Kunstskole og modtog undervisning af Martin Quist. I 1988 var han elev på AOF kunstdagshøjskolen i København. Mellem 1990 og 2011 lagde han kunsten stort set på hylden. Først i slutningen af 2011 afholdt Sönke Büsen i forbindelse med udgivelsen af heftet »Kunst som svar over for kulturens Kamp, eller, er alternativt Sønderborg Manifest« sine første udstillinger på det tyske og danske bibliotek i Sønderborg.

Inspiration fra kinesiske hængeruller

På udstillingen på Aktivitetshuset vises der akrylmalerier, kinesisk inspirerede tuschmalerier samt tegninger med tekster og digte. Sönke Büsen er i sine kunstværker inspireret af de traditionelle kinesiske hængeruller, som både består af et maleri og et digt, som bliver udført kalligrafisk.

I forbindelse med udstillingen holder Sönke Büsen et oplæg om udstillingen mandag den 18. februar klokken 19 i Aktivitetshusets Café. Oplægget har titlen »Traditionel kinesisk landskabsmaleri som et spejl for den kinesiske filosofi«. Her vil forbindelsen mellem det traditionelle kinesiske landskabsmaleri og de forskellige kinesiske filosofiske tilgange beskrives. Oplægget vil give et indblik i både de traditionelle kinesiske verdensbilleder, samt en beskrivelse omkring vanskeligheden om at forstå og formidle en anden kultur.

Tilmelding er ikke nødvendig.