- MIDAS -

Sortehavet til Vadehavet

Kunstnersymposium

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tir, 16. jul 2013, 12:45

HØJER. »Sortehavet møder Vadehavet« er overskriften på et kunstnertræf, som Georgiens Venner i Danmark og Sydslesvig holder i Højer den næste måneds tid.

En gruppe på fem georgiske kunstnere ankom i går til Kiers Gaard i Højer. Her skal de bo og arbejde frem til den 14. august sammen med den tysk-georgiske kunstmaler Petre Bobgiaschwili, der bor i Berlin og er udnævnt som kunstnerisk ansvarlig for projektet.

Fra dansk side deltager kunstneren Merete Diness fra København, der blandt andet har fået til opgave at fastholde stemninger fra projektet fotografisk. Resultatet af hendes arbejde forventes at blive en selvstændig fotoudstilling. Denne vil først blive vist i Højer og senere i byen Batumi i Georgien.

Derudover deltager en kvindelig tolk, der er professor i tysk ved universitetet i Batumi. I løbet af den første uge vil gruppen blive introduceret til området.

- De georgiske kunstnere er meget bevidste om, at de skal bo og male i »Noldes Landskab«, derfor skal de naturligvis på tur til Seebüll en af de første dage under opholdet, fortællker Torben Ravn, der er formand for Georgiens Venner.

- Kunstmalerne har bedt om at få stillet cykler til rådighed, så de selv frit kan bevæge sig rundt i marsklandskabet ved Højer, her vil de så søge inspiration, siger Torben Ravn.

Fra den 23 juli til den 10. august vil der blive arbejdet intensivt i atelieret Østerhuset på Kiers Gaard. De synlige resultater af projektet »Sortehavet møder Vadehavet« vil blive vist ved den afsluttende fernisering søndag den 11. august på Kiers Gaard. Denne udstilling vil klokken 14 blive åbnet af tidligere folketingsmedlem Bente Dahl (R) fra Løgumkloster.