- MIDAS -
Tønder Festival er kommet op af det hul, som festivalen havnede i i 2011. Her er det Nicola Joyce fra det irske band The Whileaways, der var et af navnene på årets festival.

Tønder Festival er kommet op af det hul, som festivalen havnede i i 2011. Her er det Nicola Joyce fra det irske band The Whileaways, der var et af navnene på årets festival. (Foto: Martina Metzger)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Sol og sorte tal

Tønder Festival

Festivalledelsen i Tønder har svært ved at få armene ned. Festivalen ser ud til at være kommet op af det hængedynd, den havnede i for to år siden.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

man, 26. aug 2013, 16:45

TØNDER. Årets Tønder festival var svøbt i sol, varme og store musik­oplevelser. Det økonomiske barometer på festivalen viser også sol. Publikum strømmede til, og tallene på bundlinjen er sorte.

Allan Buus er administrativ leder af festivalen, og han har svært ved at få armene ned.

- Solen var mere end gavmild på himlen over årets festival. Stemningen på festivalpladsen og til de mange koncerter har været helt i top. Vi kan se tilbage på en særdeles vellykket festival, siger Allan Buus.

Han kan konstatere en solid fremgang på alle fronter. Salget af armbånd gik godt - også i dagene op til festivalen og under festivalen. Der blev solgt 8475 armbånd. Det er lidt færre end sidste år, men til gengæld var langt de fleste partoutarmbånd. Det betyder en entreomsætning på godt otte millioner kroner, og det er en markant fremgang i forhold til sidste år, da entreomsætningen var på 5,8 millioner kroner.

Det gode vejr sikrede også en massiv fremgang på salg af mad og drikke på festivalpladsen. En foreløbig optælling viser en omsætning på 7,3 millioner kroner. Det er en fremgang på 20 procent i boder og barer i forhold til sidste år.

Foryngelsesproces

Samlet set var omsætningen på Tønder Festival 16,4 millioner kroner, og det er en fremgang på 3,7 millioner kroner i forhold til sidste år. Musikbudgettet var i år på fem millioner kroner, og det flugter med sidste års. I år var de største internationale navne Sinead O'Connor, The Avett Brothers, Billy Bragg, Flogging Molly, Mariza, Adam Cohen og Pokey LaFarge.

Stig Bang Mortensen, formand for Tønder Festival Fond, tør godt konkludere, at festivalens ny strategi er lykkedes. Festivalen indledte sidste år første fase af en fornyelses- og foryngelsesproces, der groft sagt skal gøre arrangementet mere indbydende for et yngre publikum uden samtidig at gøre et større indhug i antallet af gamle stamgæster, end årenes gang i forvejen har gjort.

- Vi har nået vores mål, og vi er meget glade for publikums opbakning til den fornyelse, festivalen har satset på. Succesen i år viser, at det er den rigtige vej at gå, siger Stig Bang Mortensen.

I 2011 gav festivalen et underskud på 796.000 kroner. Det fik arrangøren til at gentænke festivalen.

Mange forandringer blev sat i gang sidste år. I 2012 var det første gang, at festivalen primært foregik på en lukket plads, hvor kun betalende gæster havde adgang. Og de helt store navne fik sidste år deres egen udendørs stilladsscene.

Jubilæum næste år

Tønder Festival modtager 350.000 kroner i støtte fra Statens Kunstråds Musikudvalg. Dertil kommer en række sponsorater fra lokale aktører. Det samlede støttebeløb ligger på et par millioner kroner.

- Det ville være dejligt, hvis vi kunne få et større sponsorat. Men det kræver, at vi får øget interessen for festivalen i de kommende år. Og vi mener, at kursen er rigtig. Festivalen er på vej op af hængedyndet både økonomisk og i folks bevidsthed, siger Allan Buus.

Tønder Festival kan næste år fejre 40 års jubilæum i dagene 28.-31. august. Billetsalget begynder i december.