- MIDAS -
- Uanset om man som publikum har hørt kontrabas før, håber jeg at kunne vise instrumentet fra sin bedste side, siger Peder Linneberg. (Foto: Patricio Soto)

Sønderjyder spiller med bassen i spidsen

Koncert

De smukke kirkerum i Egernførde og Christiansfeld skal give kontrabassen de bedste muligheder, når der er koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

fredag, 10.01. 2014 14:34

EGERNFØRDE. Sønderjyllands Symfoniorkesters solobassist, Peder Linneberg, har for første gang solistrollen med orkestret, når kirkedørene lukkes op til to koncerter torsdag 16. januar klokken 20 i St. Nicolai Kirche, Egernførde og fredag 17. januar klokken 20 i Brødremenighedens Kirke, Christiansfeld.

Det er ikke hver dag, at kontrabassen kommer i første række. For Peder Linneberg er dette derfor en særlig lejlighed til at vise, hvad bassen faktisk kan. Han har udfyldt rollen som solobassist i Sønderjyllands Symfoniorkester siden 2009, men dette er første gang, han er solist med orkestret. 

Lys og klar klang

- Uanset om man som publikum har hørt kontrabas før, håber jeg at kunne vise instrumentet fra sin bedste side. De to værker, jeg skal spille, er skrevet for solostemt bas, hvilket vil sige at de fire strenge er stemt en hel tone højere. Det giver en lysere og måske mere klar klang end ellers. Men stadigvæk kan man forhåbentlig nyde den dybe og fyldige klang, som ingen andre instrumenter kan komme i nærheden af at tilbyde, forklarer Peder Linneberg. 

Både musikken og de smukke kirkerum i Egernførde og Cheristiansfeld er omhyggeligt valgt for netop at give kontrabassen de bedste udfoldelsesmuligheder.

Tæt koncertatmosfære

- Jeg glæder mig til at nyde den specielle tætte koncertatmosfære, som er på de to steder, vi skal spille. De to værker er også valgt, fordi de begge egner sig godt til de to kirkerum, og jeg holder meget af den tone og klang, som kan komme ud af dem. Larsson har en nordisk stil, smuk og enkel, som er ligesom at være hjemme, folkelig og lidt beskeden, men også med udsigt til kæmpe vidder, siger Peder Linneberg. 

Fik stilling med Hindemith

Også Hindemith, der er den anden komponist, Linneberg giver sig i kast med, får rosende ord med på vejen af solisten. Men tonerne er ikke eneste grund til, at netop de toner har en særlig plads hos Linneberg.

- Hindemith er en spændende komponist, der høres for lidt.  Og netop de fire små satser er jeg meget glad for. De var nemlig helt usædvanligt en del af den optagelsesprøve i Radiosymfoniorkestret som gav mig min første stilling som ung musiker for 25 år siden, fortæller han.

Til kirkekoncerterne kan publikum foruden Hindemith og Larsson glæde sig til toner af Haydn, Stravinskij og Mozart under kyndig ledelse af dirigeret Benjamin Wallfisch.

BLÅ BOG

• Peder Linneberg er uddannet med højeste karakter fra Vestjysk Musikkonservatorium med diplomeksamen i 1989.

• Peder Linneberg har bl.a. været medlem af Jeunesses Musicales World Orchestra og modtog i studietiden bl.a. legater fra Jacob Gades Legat og Knud Højgaards Fond.

• Peder Linneberg blev ansat i Sønderjyllands Symfoniorkester i 2009. Han spiller på en over 300 år gamle kontrabas.