- MIDAS -
Nellikebåd på Museum Sønderjylland i Aabenraa.

Nellikebåd på Museum Sønderjylland i Aabenraa. (Foto: FlA)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Søfartsmuseum har medvind

Besøgstal

Museum Sønderjylland i Aabenraa har næsten fordoblet besøgstallet i første kvartal.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

man, 15. apr 2013, 16:37

AABENRAA. Museum Sønderjylland i Aaabenraa havde i første kvartal 2013 1.308 gæster sammenlignet med 693 gæster i samme kvartal 2012.

- Vi havde i forvejen to rigtig gode måneder i januar og februar med henholdsvis 355 og 403 besøgende, mens der i januar 2012 kun har været 133 og i februar 2012 250 gæster, siger søfartsmuseets overinspektør Stefanie Robl Matzen.

- Det er rigtig dejligt at se, at denne tendens fortsætter. I marts 2013 havde vi 550 gæster, mens der sidste år kun var 310 gæster i marts måned. Med 1308 gæster i årets første kvartal kan vi næsten en fordobling i forhold til sidste år, siger Stefanie Robl Matzen.

Museets besøgstal har i de seneste år ligget mellem 5000 og 6000 gæster om året.

Længere åbent under lockouten

- Det er alt for få i forhold til vores interessante samling og de spændende historier, vi fortæller på museet. Vi har i de sidste år været mere udadvendte og har deltaget i blandt andet værftsdagen på Kalvø og Kongelig Classic, hvor vi har formidlet søfartshistorie uden for museets mure, siger Stefanie Robl Matzen.

Søfartsmuseet i Aabenraa har de seneste to år takket være en ekstra bevilling kunnet forny den permanente udstilling. Museet har fået bedre faciliteter til foredrag og møder.

Lige nu har museet et ekstra tilbud til børn, som ikke kan blive undervist i skolen. I anledning af lærer-lockouten holder museet ekstraordinært åbent allerede fra klokken ti og udleverer gerne en skattejagt til børnene, så de kan lære om byen og søfarten, mens de ser på galionsfigurer og skibsmodeller.