- MIDAS -

tirsdag, 12.08. 2014 16:03, Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

- Det gode ved at gå på festival er, at man bare kan slappe af. Her behøver jeg ikke at være leder og tage ansvar, siger Linda Skrydstrup, der til daglig er leder af de danske børnehaver i Egernførde og Askfelt.

- Det gode ved at gå på festival er, at man bare kan slappe af. Her behøver jeg ikke at være leder og tage ansvar, siger Linda Skrydstrup, der til daglig er leder af de danske børnehaver i Egernførde og Askfelt. (Foto: Povl Klavsen)

Rockmusik i stedet for børne-skrål

Børnehaveleder Linda Skrydstrup nåede at feste på Jübek Open Air, inden festivalen blev afbrudt før tid.

Festival

Jydbæk. Selv om Jübek Open Air i weekenden blev afbrudt før tid, så gik publikum ikke helt tomhændet fra festivalen. Fredag aften spillede festivalen som planlagt med blandt andre The Love Bülow, Scooter og J.B.O. på scenen.

Linda Skrydstrup, der er leder af de danske børnehaver i Askfelt og Egernførde, var med på festivalen for første gang.

Hun har indtil NU mest været til Wallsbüll Open Air, Baltic Open Air i Slesvig og Deichbrand Festival i Cuxhaven, men i år skulle det også være Jydbæk sammen med nogle venner. Uheldigvis blev festivalen afbrudt halvvejs, da den blev ramt af en blæst, der perforerede scenen og blæste ting omkuld på festivalpladsen, så der opstod fare for publikum og musikere.

Linda Skrydstrup fra Rickert ved Büdelsdorf nåede dog også at få gode oplevelser med hjem fra Jydbæk.

Kan bare slappe af

- Det gode ved at gå på festival er, at man bare kan slappe af. Her behøver jeg ikke at være leder og tage ansvar. Man kan koble helt af og være sig selv, sagde Linda Skrydstrup, da vi mødte hende på pladsen.

- Jübek Open Air er på et meget overskueligt område, og det kan jeg godt lide, siger hun.

Ørepropper har hun ikke på - noget som flere og flere pædagoger er begyndt at tage på i arbejdstiden, når støjen blandt børnene bliver for slem.

- Ja, det er rigtigt. Der er efterhånden en del pædagoger, der vælger at tage ørepropper på for at kunne holde støjniveauet i børnehaverne ud. Jeg bruger dem ikke selv, og på festivaler vælger jeg bare ikke at gå alt for tæt på scenen, siger Linda Skrydstrup.

Hun roser i øvrigt - med sit ledergen - Jübek Open Air for at være godt organiseret.

Ud over at være dansk børnehaveleder er Linda Skrydstrup også engageret i det danske mindretalsarbejde gennem Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, hvor hun er medlem af styrelsen.

The Love Bülow på scenen under Jübek Open Air før festivalen blev afbrudt på grund af en kraftig storm.

The Love Bülow på scenen under Jübek Open Air før festivalen blev afbrudt på grund af en kraftig storm. (Foto: Povl Klavsen)