- MIDAS -
Pia Bech Mathiesen afløser Anna Margrethe Ikast som formand for grænselandets symfonikere. (Foto: FlA)

Ny musikformand er ingen superkender

Nyvalg

Chefen for Universe, Pia Bech Mathiesen, er ny bestyrelsesformand for Sønderjyllands Symfoniorkester.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

lørdag, 21.12. 2013 12:26

SØNDERBORG. Pia Bech Mathiesen, administrerende direktør for Universe, er udpeget af Kulturminister Marianne Jelved til ny bestyrelsesformand for Sønderjyllands Symfoniorkester.

Pia Bech Mathiesen har en baggrund som industriel designer. Hun har været med til udviklingen af Vandkantsdanmark i By- og Boligministeriet og sidder i visionsgruppen for udviklingen af Nordals. - Orkestret er ubetinget den største kulturinstitution, og gode kulturtilbud kan i høj grad bruges til at iscenesætte hele Sønderjylland som turistområde. Jeg kender alt til symfoniorkestrets betydning, når det gælder om at tiltrække og fastholde beboere i området, siger hun.

Fra sit job i Universe har Pia Bech Mathiesen en interesse for børn og unge, som hun tager med i sit arbejde i orkestret. At kunne tilbyde musik til grupper af borgere, som ikke kender meget til orkestermusik, ser hun som helt enestående.

- Sønderjyllands Symfoniorkester har en stor opgave med at formidle musikoplevelser til børn og unge. Symfoniorkestret har allerede nu en masse initiativer, og jeg ser frem til at være med til også i fremtiden at sikre den gode musikoplevelse og derigennem lære børn og unge at blive gode kulturbrugere.

Den nye formand indrømmer gerne, at hun ikke er superkender inden for klassisk musik, men alligevel er Sønderjyllands Symfoniorkester blevet besøgt indtil flere gange over de seneste år.

- Jeg er nok ligesom de fleste danskere. Jeg nyder at høre klassisk musik. Händel Messias, som jeg skal ind og høre torsdag, er indbegrebet af julemusik for mig. Jeg holder meget af de store klassikere, men der er selvfølgelig også meget, jeg ikke ved noget om, siger hun.

Pia Bech Mathiesen tiltræder posten som bestyrelsesformand i januar.

BLÅ BOG

• Pia Bech Mathiesen (født 1962)

• Hun er uddannet arkitekt på industrielt design-linjen fra Kunstakademiets Arkitektskole og har studeret design og økonomi på California Polytechnic State University.

• Pia Bech Mathiesen har været designchef for firmaet Tokheim, Experimentarium og DSB 1996-2009, hvorefter hun blev CSR-chef i DSB.

• I 2010 forlod hun DSB og har siden 2011 været administrerende direktør for Danfoss Universe. Siden 2010 har hun været medlem af Designrådet og bestyrelsesmedlem i Designmuseum Danmark. I 2011 blev hun medlem af Designskolen Koldings bestyrelse.

• I 2001 modtog hun Dronning Ingrids Mindemedalje og blev i 2002 Ridder af Dannebrog.