- MIDAS -
Else-Pia Martinsen Erz, Frauke Petersen, Anne-Christel Bieling, Hanne B. Sönnichsen, Uschi Koch og Karin Mohrdieck udstiler på BaneGården i Aabenraa. (Foto: Elise Rahbek)

Ny kunst på skinner i Aabenraa

Udstilling

Den dansk-tyske kunstnergruppen Sans og Samling viser nye værker på BaneGården i Aabenraa.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

mandag, 24.02. 2014 08:27

AABENRAA. Kunstnersammenslutningen Sans og Samling er klar med en ny udstilling på BaneGården i Aabenraa. Udstillingen vises i tidsrummet 1. til 23. marts.

Gruppens fem faste medlemmer har inviteret Uschi Koch fra Kiel som gæsteudstiller. Uschi Koch præsenterer udtryksfulde skulpturer i fuld størrelse. Udtrykket er enkelt og alligevel facetteret - buster, der i samklang med baggrunden nærmest optræder levende.

På udstillingen vises en bred vifte af genrer - Frauke Petersen, Sankt Peter-Ording, udstiller bearbejdede fotos, resultatet er smukke sandrelieffer.

Else-Pia Martinsen Erz, Skærbæk, udstiller maleri - marsken og vadehavet hvor livet spejles i mødet med trækfuglene, utallige stemninger og de storslåede kræfter.

Tjære på lærrederne

Anne-Christel Bieling, Terkelsbøl, er ligeledes maler - her er genren ekspressiv, og denne gang har endda tjære fundet vej til lærrederne.

Karin Mohrdieck, Kruså, har et arbejdsfelt, som hun rubricerer under konceptkunst - den bevægelige linje danner et ornament og en rytmisk gentagelse, en formidling af symmetri og harmoni.

Hanne B. Sönnichsen, Højer bidrager med vævning og viderebearbejdede vævninger - at male med tråde  og at male på tråde, en undersøgelse af traditionens forbindelse til forskellige udtryk.

Overraskes hver gang

Til udstillingen inddrages samtlige af BaneGårdens rum. De fem faste medlemmer har hver sit rum og er desuden alle repræsenteret i det store fællesrum, hvor også Uschi Kochs værker præsenteres. Sans og Samling har med udstillingerne på BaneGården skabt en tradition for at vise kunst fra begge sider af grænsen.

- Vi arbejder op til udstillingen hver for sig i vort eget atelier, men overraskes gang på gang af det faktum, at det samlede resultat får stor sammenhæng, siger Anne-Christel Bieling.

- Måske fordi vi i det sidste halvår inden udstillingen altid besøger hinanden for at præsentere ideer og færdige værker. Det er en meget inspirerende og frugtbar arbejdsmetode, der tilmed skaber en god kollegial kontakt, siger hun.

Der er fernisering lørdag den 1. marts klokken 14. Åbningen indrammes af meditativ irsk folkemusik leveret af trio »Folk On Water« med Katharina Mensing, Silke Schulz og Vagn Porsmose.