- MIDAS -
Mads Mikkel Tørsleff: - De dansk-tyske forhold har jeg interesseret mig for siden barnsben.

Mads Mikkel Tørsleff: - De dansk-tyske forhold har jeg interesseret mig for siden barnsben. (Foto: FlA)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Ny inspektør på Oldemorstoft

Museum

Når Mads Mikkel Tørsleff den 1. maj tiltræder stillingen som Oldemorstofts ny museumsinspektør, er det en historie om en gammel Sønderborg-dreng, som vender hjem til landsdelen.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tir, 09. apr 2013, 17:04

PADBORG. Den 1. maj tiltræder cand.mag. Mads Mikkel Tørsleff stillingen som museumsinspektør på Oldemorstoft, der er en afdeling under Museum Sønderjylland.

Han kommer fra en stilling ved Struer Museum og har tidligere været ansat hos Kulturhistorisk Museum Randers, der sammen med museerne i Grenaa og Ebeltoft fusionerede til Museum Østjylland i 2011.

- Det ligger nok i en ung humanistisk kandidats lod, at man må flytte sig lidt rundt i Danmark og samle erfaring, inden det faste drømmejob viser sig, siger Mads Mikkel Tørsleff.

- Der er jeg så heldig, at det nu er sket for mit vedkommende. Så skal jeg »bare lige« have flyttet min kæreste og nyfødte baby fra Struer til Sønderjylland, men det må jo flaske sig på den ene eller den anden måde. På sigt er det bestemt det helt rigtige også på familiefronten, at vi kommer nærmere nogle bedsteforældre.

Den nybagte fader fik for øvrigt en del at tænke på i marts, da han både sikrede sig nyt job og titlen som forælder.

Snuden ned i alle opgaver

- Jeg kørte i bogstaveligste forstand fra fødegangen i Herning for at komme til jobsamtale i Padborg, men heldigvis nåede jeg tilbage inden vores datter kom til verden. Det viste sig, at der var cirka 18 timer at løbe på, men det var jo ikke til at vide, da jeg kørte.

Mads Mikkel Tørsleff ser frem til at begynde i sit ny job, hvor han ser frem til at blive så længe, som krystalkuglen kan se fremad.

- Jeg glæder mig til at komme til et museum, hvor jeg får lov at arbejde med alle fagets facetter, siger den kommende museumsinspektør.

- Det er for mig at se fordelen ved et lidt mindre museum, som Oldemorstoft, at man får snuden i alle museets arbejdsopgaver. Ofte er det også her den største lokale opbakning bag museet findes. Det ser heldigvis også ud til at være tilfældet på Oldemorstoft, hvor jeg allerede har mødt mange af de engagerede frivillige, som museet ikke kan eksistere uden.

Miljøskadet i Dybbøl

Mads Mikkel Tørsleff er historiker med sidefag i tysk, hvilket han godt kan se fordelene i, når nu fremtiden kommer til at udspille sig i det sønderjyske.

- Da jeg besluttede at gå museumsvejen efter endt uddannelse og fik arbejde på museer i Midtjylland, havde jeg egentlig troet, at det var slut med at bruge mit tyske, men nu får jeg forhåbentlig gode muligheder for at bruge den faglighed også.

I det hele taget glæder museumsinspektøren sig til at komme tilbage til grænselandet.

- Her er jeg opvokset, så de dansk-tyske forhold har jeg jo interesseret mig for siden barnsben. Det er måske en form for miljøskade, man risikerer, når man praktisk taget kan se Dybbøl Mølle fra sit barndomshjem. At jeg nu får det aspekt ind i mit arbejde og kan beskæftige mig med det rent fagligt, glæder jeg mig rigtig meget over, siger Mads Mikkel Tørsleff.