- MIDAS -
Carsten Porskrog Rasmussen har et stort forfatterskab bag sig om historiske emner med relation til grænselandet.

Carsten Porskrog Rasmussen har et stort forfatterskab bag sig om historiske emner med relation til grænselandet. (Foto: Povl Klavsen)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Ny chef på Sønderborg Slot

Udnævnelse

Carsten Porskrog Rasmussen bliver Peter Dragsbos afløser på Museum Sønderjylland i Sønderborg.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

ons, 12. jun 2013, 15:35

SØNDERBORG. Universitetslektor dr.phil. Carsten Porskrog Rasmussen bliver Museum Sønderjyllands nye overinspektør og chef for fagområdet Sønderjyllands Historie. Han afløser den netop afgåede Peter Dragsbo.

Carsten Porskrog Rasmussen tiltræder stillingen den 1. september og får ansvaret for de afdelinger m.v. som fagområdet dækker, det vil sige Sønderborg Slot, Institut for Sønderjysk Lokalhistorie, Dybbøl Mølle, Historiecenter Dybbøl Banke, Bygningskulturelt Kontor og udstillingerne på Augustenborg Slot. Carsten Porskrog Rasmussen er født i 1960.

Han blev cand.phil. i historie fra Aarhus Universitet i 1986, ph.d. i historie samme sted i 1990 og dr.phil i 2003 på en afhandling om de sønderjyske godser.

Carsten Porskrog har været ansat ved Aarhus Universitet fra 1995 - først som adjunkt og herefter som lektor i nyere tids historie.

Inden ansættelsen i Aarhus var Carsten Porskrog Rasmussen ansat som lektor ved Institut for Grænseregionsforskning i Aabenraa.

Carsten Porskrog Rasmussen er en markant forsker med et stort og omfattende forfatterskab bag sig især med emner inden for Sønderjyllands og Hertugdømmernes Historie. På onsdag udkommer en ny bog med Carsten Porskrog Rasmussen som forfatter. Det er det afsluttende bind om Sønderjyllands Landbrugshistorie fra 1545 til 1830.