- MIDAS -
Atli Sigfusson har været med i Sønderjyllands Symfoniorkester i alle 50 år. Hans forældre var også violinister og med til at grundlægge Aarhus Symfoniorkester. (Foto: Patricio Soto)

Musikpris til erfaren violinist

Hæder

Atli Sigfusson fik statuette og 50.000 kroner, da Sydbanks Musikpris blev uddelt i Sønderborg.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

mandag, 28.10. 2013 11:24

SØNDERBORG. Violinist Atli Sigfusson er en erfaren herre. Han har netop kunnet fejre sit 50 års jubilæum i Sønderjyllands Symfoniorkester, og han er tilmed den eneste i orkesteret, som har været med, siden det det startede i 1963. Alligevel blev han overrasket, da det stod klart, at han var vinder af Sydbanks Musikpris:

- Det var en meget overvældende oplevelse. Jeg er meget glad og beæret over, at valget er faldet på mig, siger Atli Sigfusson.

I sin tale lagde Sønderjyllands Symfoniorkesters orkesterchef, Rasmus Adrian, vægt på Atli Sigfussons store engagement i symfoniorkesteret.

- Årets vinder er en musiker, som igennem fantastisk mange år har været med til at forme og udvikle orkesteret, ikke bare kunstnerisk men også socialt, siger Rasmus Adrian.

Med Sydbanks Musikpris følger 50.000 kroner og en statuette, som blev overrakt, da symfoniorkesteret spillede koncert i koncertsalen i Alsion.

Violinist i over 60 år

Atli Sigfusson begyndte at spille violin som otte-årig, og han er stadig sikker på, at det var det rette instrument, han valgte dengang.

- Jeg har fået musikken ind med modermælken. Begge mine forældre var violinister og i øvrigt med til at grundlægge Aarhus Symfoniorkester, fortæller Atli.

- Jeg opfatter Sydbanks Musikpris som et stort skulderklap til mig som musiker. Når min branche modtager støtte, er det ofte i form af donationer til nye stole eller nodestativer. Jeg synes, det er en god idé også at anerkende enkeltpersoner for deres arbejde for musikken, siger Atli Sigfusson.

Atli Sigfusson er nu kandidat til Sydbanks store nationale musikpris på 100.000 kroner, der uddeles i sommeren næste år.

Sydbank uddeler i løbet af efteråret fem regionale priser til musikere fra fem landsdelsorkestre. Og den nationale pris uddeles til en af disse fem prisvindere.

BLÅ BOG - ATLI SIGFUSSON

Atli Sigfusson er født i København i 1939 og er uddannet ved Det Jyske Musikkonservatorium og ved Musikakademiet i Wien. Atli startede i orkestret i 1963, og spillede dengang første violin. Det blev han ved med i 20 år, hvorefter han blev gruppeleder i anden violingruppen. En plads han beholdt i 16 år, indtil han fyldte 60 og derfor naturligt rykkede ned fra lederpladsen.

I dag er han tuttispiller i andenviolingruppen og er langt fra på vej på pension.

SYDBANKS PRIS

Sydbank har via SydbankFonden indstiftet en musikpris, der årligt tildeles en symfoniker fra hvert af de fem landsdelsorkestre i Danmark:

Aalborg Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, Odense Symfoniorkester, Sjællands Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester. Uddelingen af Sydbanks Musikpris foregår i tæt samarbejde med de ansvarlige for landsdelsorkestrene.