- MIDAS -
Den gottorpske Peter nærede et had til sin slægts ældre linje på den dansk-norske trone. Til gengæld var den preussiske Fried­rich den Store hans afgud. Hans tronbestigelse i Rusland betød en dramatisk storpolitisk omvæltning, der reddede Preussen i Syvårskrigen.

Den gottorpske Peter nærede et had til sin slægts ældre linje på den dansk-norske trone. Til gengæld var den preussiske Fried­rich den Store hans afgud. Hans tronbestigelse i Rusland betød en dramatisk storpolitisk omvæltning, der reddede Preussen i Syvårskrigen. (Arkiv)

Lidt for venlig over for Preussen

Udstilling

En prins fra Kiel blev i et halvt år zar af det mægtige Rusland, hvor han blev myrdet. En udstilling på Lyksborg Slot fortæller den spændende historie.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tor, 02. maj 2013, 16:24

LYKSBORG. Den russiske zar Peter den tredje (1728-1762) bar zartitlen i blot seks måneder i 1762. Han var psykisk svag og særdelses pro-preussisk, og det gjorde ham til en meget upopulær regent i Rusland. Peter den tredje blev myrdet, mens han var i forvaring.

Peter den tredje blev født i Kiel som søn af Karl Frederik, hertug af Holsten-Gottorp og Storhertuginde Anna Petrovna, en datter af Peter den Store.

Forbindelsen til Slesvig-Holsten markeres med en vandreudstilling, der er på vej rundt i delstaten. Frem til den 2. juni kan denne udstilling ses på Lyksborg Slot. Anledningen er sidste års 250-års tronjubilæum, der måske mere er et rundt jubilæum end en fest.

Forhadt i Rusland

Peter den tredje ikke kun levede i et ulykkeligt ægteskab med prinsesse, Sophia Augusta Frederica af Anhalt-Zerbst, som konverterede til den russisk-ortodokse kirke og tog navnet Ekaterina Feodorovna eller Katharina. Han blev også så forhadt i Rusland, at ingen blev stillet til ansvar for mordet på ham. Man har en formodning om, at det blev beordret af kejserinden efter, at Peter den tredje havde favoriseret Preussen flere gange.

Han trak Rusland ud af Den Preussiske Syvårskrig, sluttede fred med Preussen og gik i alliance med landet. Peter den tredje gik desuden ind i planlægningen af den særdeles upopulære krig mod Danmark i et forsøg på at føre Slesvig tilbage til hans holstenske hertugdømme. Og han satte sig også for at presse den russisk ortodokse kirke til at indføre protestantiske ritualer.

Det var Katharina og hendes elsker, grev Grigori Orlov, der fjernede Peter den tredje. Han blev arresteret og tvunget til at underskrive sin abdikation, hvorefter Katharina overtog magten med bred tilslutning.

34 år efter Peter den tredjes død arrangerede hans søn, den tyranniske zar Paul den første, en begravelse af sin far med fuld honnør i Sankt Petersborg. Paul den første tog nemlig skarp afstand fra sin mor.

Bog om zaren

Den tyske forfatter Elena Palmer har russiske rødder, og hun har skrevet bogen »Peter III. Der Prinz von Holstein«. Denne bog fokuserer blandt andet på Peter den tredjes vilje til reformer, som han baserede på erfaringer fra Preussen.

Torsdag den 30. maj gæster Elena Palmer Lyksborg Slot for at fortælle om bogen. Dette arrangement begynder klokken 19 og finder sted i Den hvide Sal på slottet.