- MIDAS -
Bjørn Nørgaard var en af de danske kunstnere fra Den Eksperimenterende Kunstskole, der deltog i en serie ofte provokerende udstillinger i Haderslev for snart 40 år siden. Haderslev trak mange avantgarde-kunstnere til takket være byens videoværksted. (Foto: Povl Klavsen)

Kunstens heydays i Haderslev

Udstilling

I 1970erne til 1980erne var der ekstra gang i Haderslevs kulturliv. Mange fremtrædende danske kunstnere kom til byen for at lave film på videoværkstedet.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

onsdag, 21.05. 2014 09:00

HADERSLEV. Fra 24. maj til den 22. juni 2014 vises udstillingen »Krigen i Haderslev« i Det Gamle Havnekontor på Haderslev Havn.

»Den Eksperimenterende Kunstskole« og venner slog deres kunstneriske folder i Haderslev fra midten af 1970erne til midten af 1980erne. Det var en pe­riode, hvor der i Haderslev var et rigt, alternativt og lokalt meget omdiskuteret kunstliv. Denne udstilling viser punktnedslag, kunstværker, film og materiale fra den livlige periode.

Jakob Clausen - som både var medlem af bestyrelsen for Haderslev Kunstforening og havde etableret Galleriet på Slotsgrunden, midt i den gamle bydel - havde en betydningsfuld rolle i periodens kunstliv, da han gjorde det muligt for Haderslev at huse nogle af tidens store danske kunstnere.

En lang række, både dengang og nu berømte danske kunstnere, kom og arbejdede med forskellige kunstformer såsom performance eller installationer som Syndfloden/Arafat af Richard Winther i Slotsgade 25. Blandt de deltagende kunstnere var Peter Louis-Jensen (som sammen med Haderslevborgere skabte et stort trefløjet Danmarksbillede), Per Kirkeby, Richard Winther, Henning Christiansen, Lene Adler Petersen, Ursula Reuther Christiansen og Bjørn Nørgaard. Der blev også plads til Poul Gernes, Erik Hagens, Jørgen Rømer og mange flere.

Filmserier

Alle de nævnte kunstnere var med til enten at starte, undervise på eller gå på Den Eksperimenterende Kunstskole (i daglig tale Eks-skolen). De havde godt 30 arrangementer, udstillinger i perioden fra 1974 til 1984 – eksempelvis udstillingen »Krig og fred« på Haderslev Museum i 1980.

Tanken bag udstillingen er at vise de forskellige kunstneriske udtryk og pressens reaktioner derpå, fortæller udstillingens tilrettelægger, Hans Vilhelm Bang.

- Mange kom langvejs fra for at se, hvad disse udenbys kunstnere kunne byde på. Dette fortælles om og vises med billedkunst, film, plakater, presseklip samt video. De fleste af dem skabte små eksperimental- og kunstfilm på Filminstituttets videoværksted i byen - udstillingen suppleres med nogle filmserier, der karakteriserer tiden, siger Hans Vilhelm Bang, der dengang var leder af videoværkstedet i Haderslev.

- Der bliver ikke tale om en nostalgisk udstilling, men et punktnedslag i dansk kunst og kunsthistorie, som stadig har betydning for tidens kunstudtryk, tilføjer han.

Udstillingen kan besøges onsdag og torsdag klokken 14-19, fredag klokken 13-17 og lørdag, søndag samt helligdage klokken 13-16. Der er gratis entré

På Museum Sønderjylland i Haderslev kan Richard Winthers vægmaleri »Syndflod« ses. Gæster man særudstillingen på havnen i Haderslev, kan man få udleveret en billet til museet for alene at kunne bese »Syndflod«. Det kan ske inden for museets åbningstider.

I perioden producerede Eks-skole-kunstnerne film på Det Danske Videoværksted i Haderslev. På udstillingen vil der være planlagt filmfremvisninger, hvor »Krig og fred« af Jakob Clausen (Galleriet på Slotsgrunden), »Bjørn Nørgaard i Haderslev« af Peter Louis-Jensen, Lene Adler Petersens »Kaffekoppen her«, dadaisten Al Hansens video til Nuuk og en række film skabt af filmkollektivet ABCinema vil kunne opleves.

FAKTA

• Eks-skolen, Den Eksperimenterende Kunstskole, blev oprettet 1961 i København af billedkunstnerne Paul Gernes, Roger Martin Pring (f. 1929), Jens Jørgen Thorsen og Richard Winther samt kunsthistorikeren Troels Andersen

• I opposition til tidens æstetiske og verdensfjerne kunstudtryk ønskede man en vedkommende kunst, der skulle aktivere publikum, og den kollektive arbejdsproces blev sat i centrum for et mere udadrettet udtryk i lighed med Fluxusbevægelsens kunstneriske strategier

• Eksperimentet stod centralt i skolens virke, og processen var ofte vigtigere end det færdige kunstværk; dette gjaldt også i udtryksformer som happenings og film

• Skolen fungerede som værksted og trykkeri og var rammen om en lang række eksperimenterende udstillinger. Efter at aktiviteterne aftog i begyndelsen af 1970’erne, dannede flere af dem kunstnergruppen Arme og Ben.