- MIDAS -

tirsdag, 19.08. 2014 09:39, Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

Sydslesvigeren Inka Sigel er med på årets Grænselandsudstillinng i Sønderjyllandshallen i Aabenraa. Udstillingen er en af de kunstnerstyrede udstillinger, der er tilbage i provinsen i Danmark.

Sydslesvigeren Inka Sigel er med på årets Grænselandsudstillinng i Sønderjyllandshallen i Aabenraa. Udstillingen er en af de kunstnerstyrede udstillinger, der er tilbage i provinsen i Danmark. (Foto: Povl Klavsen)

Kunst uden indblanding

En af Danmarks største kunstnerstyrede udstillinger - Grænselandsudstillingen - vises i august i Sønderjylland i Aabenraa - og kommer i september videre til Flensborg.
udstilling

Udstilling

Aabenraa. Kunstnerne skal ikke tage hensyn til magtfulde samlere, professionelle kuratorer og gallerister, når Grænselandsudstillingen vises i Aabenraa.

Det fremhæver Grænselandsudstillingens formand, Bente Sonne, i forordet i årets udstillingskatalog.

»Grænselandsudstillingen er en kunstnerstyret udstilling, og denne udstillingsform er en vigtig spiller i den samlede vifte af udstillingsplatforme i Danmark«, skriver Bente Sonne.

»De bedste kunstnerstyrede grupper er kunstfagligt professionelle. De viser måske ikke udstillinger med en rød tråd, et tema eller et samlende hele, men det ville også være kedeligt, hvis alle udstillinger var formet efter denne skabelon«, tilføjer Bente Sonne.

Tidligere på året tog kunstkritiker Lisbeth Bonde fra dagbladet Politiken kunstnersammenslutninger som Grænselandsudstillingen i forsvar. Hun fremhævede kunstnersammenslutningerne som »historiske og unikke« og en dansk udstillingsform, som »der også bør være plads til på den danske kunstscene« ved siden af de professionelt kuraterede udstillinger i gallerier, kunsthaller og på museer.

Grænselandsudstillingen er en af den danske provins’ største sammenslutninger og den vigtigste i Sønderjylland. Den har en aktiv gæstepolitik. Det vil sige, at ikke kun sammenslutningens faste medlemmer udstiller, men også gæster udefra, hvilket er med til at give den en god portion fornyelse.

Kommer til Flensborg

Udstillingen åbnede i weekenden i Sønderjyllandshallen i Aabenraa, hvor den vises til og med den 31. august. Herefter flyttes den til Dansk Centralbibliotek i Flensborg, hvor den vises fra den 5. til den 27. september. I år vises den også på Sjælland, nemlig på Annaborg i Hillerød fra den 3. til den 26. oktober.

Gæsteudstillere fra Danmark er i år Axel Bech, Sophus Eiler Jepsen, Karin Lind, Hans Pauli Olsen og Iris Fridriksdottir, der fortsætter linjen fra sidste års udstilling med vægt på eksperimenterende rumkunst. Desuden er også Annette Lynggård og Lise Blomberg Andersen inviteret, og de går med nye greb tæt på natur og menneske.

Fra tysk side kommer gæsterne primært med maleri og installationskunst. De tyske gæstekunstnere er Claudia Bormann, Nikolas Freitag, Moritz Hasse, Elmar Jacob og Svenja Maass.

- På udstillingen kommer der hvert år mange børn fra børnehaver og skoler, som her ofte får deres første fysiske møde med professionel billedkunst. Vi bliver igen i år et slags æstetisk laboratorium i børne- og ungdomshøjde, siger Bente Sonne.

I forbindelse med udstillingen tilbyder Grænselandsudstillingen gratis rundvisninger til alle interesserede ved kunsthistorikeren Lise-Lotte Blom torsdag den 21. august klokken 18-19 og søndag den 31. august klokken 15-16. Onsdag den 20. august klokken 19.30 holder Aabenraa Kunst- og Musikforening en koncert i Sønderjyllandshallen med Duo Modus fra Sønderborg. Musikken kan opleves mellem Grænseudstillingens kunstværker.

Bente Sonne, formand for Grænselandsudstillingen: - Det ville være kedeligt, hvis alle udstillinger var formet efter en bestemt skabelon.

Bente Sonne, formand for Grænselandsudstillingen: - Det ville være kedeligt, hvis alle udstillinger var formet efter en bestemt skabelon. (Foto: Lars Salomonsen)

ÅRETS UDSTILLERE

• Følgende medlemmer udstiller på årets Grænselandsudstilling:

• Eva Ammermann, Otto Beckmann, Falko Behrendt, Rasmus Bjørn, Søren Brøgger, Ken Denning, Menno Fahl, Alfred Friis, Ole Prip Hansen, Marcus Herschbach, Jesper Kristiansen, Morten Krogsgård, Hans Lembrecht Madsen, Thomas Lunau, Jes Mogensen, Søren Møller, Aage Schmidt, Inka Sigel, Bente Sonne, kristian Vodder Svensson, Dan Thuesen, Monika Heide Poulsen og Nils Vollertsen.