- MIDAS -
Manfred Sihle-Wissel ved en af sine karakteristiske steler - en betegnelse for en sten eller et træstykker, der er længere, end det er bredt. (Foto: FlA)

Kunst fra seks årtier

Udstilling

En af Slesvig-Holstens mest betydende billedhuggere fylder snart 80 år. Det markeres med en retrospektiv udstilling i Ridehallen ved Gottorp Slot.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

lørdag, 22.02. 2014 09:00

SLESVIG. Om en måned fylder Manfred Sihle-Wissel 80 år. Men det er hverken til at se på ham eller hans kunst. Han holder sig i god form med at få skulpturer ud af cypresser, pinjetræer og libanesisk ceder, som han henter i Sydfrankrig. Dertil også gammelt egetræ fra Nordtyskland. Og ud af hans anstrengelser kommer plastiske værker, der med abstrakte virkemidler spiller på fænomener som lys, skygge, kraft og bevægelse.

I morgen åbner Slesvig-Holstens landsmuseum en retrospektiv udstilling med Manfred Sihle-Wissels kunst fra næsten seks årtier. Han har fået hele den gamle ridehal ved Gottorp Slot til at boltre sig i, og hans over 100 skulpturer, relieffer, buster, kultegninger og akvareller har også brug for plads for at komme til deres ret.

Manfred Sihle-Wissel er en af Slesvig-Holstens største nulevende billedhuggere. Hans livsvej går fra en fødsel i det tyskprægede Baltikum - han blev født i Tallinn - blev senere tvangsforflyttet til Wartheland og flygtede i 1945 med sin familie til Hamborg, hvor han fik en uddannelse på kunsthåndværkerskolen. Siden 1981 har han boet og haft sit værksted i Brammer syd for Rendsborg.

Landskaber og arkitektur er gennemgående motiver i hans akvareller, der kan ses i det hævede galleri i Ridehallen. I en serie bronzerelieffer er det forstrakte-kubistiske former, der gør hans dyremotiver til noget særligt.

Buster af kunstnere

Grafiske kultegninger akkompagnerer hans skulpturer, og i Ridehallens lille særskilte udstillingsrum vises et udvalg af Sihle-Wissels utrolige buster. Her har blandt andre den tidligere forbundskansler Helmut Schmidt og hans afdøde kone, Loki, lagt hoved til, men Sihle-Wissel gennemgående ide er en serie kunstner- og forfatterportrætter som Edgar Augustin, Friedel Anderson, Almuth Heise og Sarah Kirsch.

Over for skulpturerne af kendte personer er bevidst placeret abstrakte hovedfigurer, der virker som modpoler.

I Sihle-Wissels abstrakte skulpturer udført i træ er der lagt oliefarver på, og farvemætheden er til at få øje på. I modsætningen til farvelægningen i antikken er formålet dog ikke at fremhæve et naturalistisk element. Tværtimod forstærker farverne dramatikken og det konstruktive i skulpturerne.

Styrtende steler

En »stele« er en betegnelse for en sten eller et træstykke, som er højere, end det er bredt. Disse stående blokke er karakteristisk for Manfred Sihle-Wissels udstilling i Slesvig - en udstilling, han i øvrigt selv har været med til at tilrettelægge. Det er ikke hverdagskost, men bortset fra et enkelt værk er al kunst også kunstnerens ejendom. Nogle af stelerne kalder han for »Styrtende steler«, og disse træ- og bronzeudgaver fortsætter han med at afbilde i en serie kultegninger, der vel at mærke ikke er studier, men en videreudvikling af de plastiske figurer på gulvet.

Udstillingens kurator, Uta Kuhl, har udsendt et 132 sider tykt katalog til udstillingen. Hendes mand, André Kuhl, har produceret en kortfilm om Manfred Sihle-Wissels kunst og arbejde i atelieret i Brammer.

Lørdag den 5. april klokken 15 har man muligheden for at komme med på en guidet rundvisning på udstillingen med kunstneren selv.

Schleswig-Holsteinische Landesmuseen: Værker fra næsten 60 år med kunstneren Manfred Sihle-Wissel - vises i Ridehallen ved Gottorp Slot 23. februar-4. maj.