- MIDAS -
De to medvirkende, Elisa Priester og Torsten Schütte, slår hinanden oven i hovedet med det danske og det tyske flag i forestillingen »Slagets ånd - Der Geist der Schlacht«, der spilles i klasseværelser for skoleelever i grænselandet. (Foto: Ina Steinhusen)

Krig i klasseværelset

Teater

Et teater fra Leipzig er gået sammen med et teater fra Flensborg om en forestilling. Temaet er krigen i 1864, og målgruppen er både danske og tyske skoler.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tirsdag, 15.04. 2014 09:00

FLENSBORG. En blanding af gyserkabinet og foredrag er de kommende uger at finde i klasseværelser i grænselandets skoler. Det er Theater Kormoran fra Leipzig, der er gået sammen med teaterværkstedet Pilkentafel fra Flensborg om at vise teaterstykket »Slagets ånd« i klasseværelser til elever fra og med ottende klasse.

I dag (15. april) vises forestillingen på Jens Jessen-Skolen i Flensborg, og senere i maj vil stykket kunne ses flere steder i region Syddanmark.

»Slagets ånd« opføres på dansk eller tysk efter ønske og tager udgangspunkt i 150 året for Slaget ved Dybbøl. - Eleverne bliver med stykket revet ud af deres dagligdag på skolen og er nødt til at spørge sig selv, hvad de kan tro på, fortæller skuespilleren Elisa Priester fra Theater Kormoran.

Hun stammer fra Rhinlandet og har studeret dramaturgi i blandt andet Aarhus og taler flydende dansk og kan derfor spille på begge sprog. Elisa Priester er tilknyttet Theaterschule Flensburg som underviser.

Som medspiller i »Slagets ånd« har hun Torsten Schütte fra Pilkentafel, og Elisabeth Bohde har sat iscene.

- Forestillingen stiller nogle fundamentale spørgsmål: Hvornår er nogle helte? Hvad gør en krig ved mennesker? Hvordan bruger man historiske hændelser og til hvilke formål? siger Elisa Priester.

»Der Geist der Schlacht« er stykkets tyske titel.

Danske skole kan bestille stykket på dansk. Alle skoler i Sydslesvig og region Syddanmark kan bestille stykket.

Selve forestillingen varer 45 minutter, og en efterfølgende time kan bruges til en samtale med skuespillerne. Stykket bliver spillet i et klasseværelse for en skoleklasse ad gangen.

- Eleverne vil gennem det teatrale blive overrasket og også rystet, siger Elisa Priester.

Hun lover at skabe en unik opmærksomhed og et stykke, der vil sætte sig fast i hukommelsen.

Man kan læse mere om »Slagets ånd« på pilkentafel.de og theaterkormoran.de.

RESÜMEE

Krieg im Klassenzimmer

In einer Mischung aus Vortrag und Gruselkabinett nehmen der Geist der gefallenen Soldaten und eine scheinbar Fakten pr¨äsentierende Frau für eine Schulstunde das Klassenzimmer ein.

Die Theaterwerkstatt Pilkentafel aus Flensburg und das Theater Kormoran aus Leipzig kommen zu den Schulen im deutsch-dänischen Grenzland mit dem Stück »Der Geist der Schlacht«. Die Schüler werden aus der Routine des Schulalltages gerissen und müssen sich fragen was sie glauben können. Ausgangspunkt ist der deutsch-dänische Krieg in 1864 mit der Schlacht bei Düppel als trauriger Höhepunkt.