- MIDAS -

mandag, 02.02. 2015 09:20, (FlA) (red@fla.de)

Grænsekøbmanden Kay-Uwe Jensen døde af kræft tidligere på ugen. Her ses han for godt seks måneder siden på det sidste billede, Avisen tog af ham.

Grænsekøbmanden Kay-Uwe Jensen døde af kræft tidligere på ugen. Her ses han for godt seks måneder siden på det sidste billede, Avisen tog af ham. (Foto: Povl Klavsen)

Kay-Uwe Jensen er død

Grænselandet har mistet en af sine farverige skikkelser. Købmanden i den krøllede habit, Kay-Uwe Jensen, er død, 70 år gammel.

Dødsfald

Flensborg. Grænsekøbmanden Kay-Uwe Jensen døde af kræft i sidste uge, kun få dage inden han ville være fyldt 71 år.

Med hans død har grænselandet mistet en stor personlighed, der forstod at sætte sig selv, sin forretning og dermed hele grænselandet i rampelyset, og han var aldrig bange for at bruge sig selv.

Kay-Uwe Jensen var født i Flensborg, voksede op under spartanske forhold i det danske mindretal, men rigdom og berømmelse steg ham ikke til hovedet. hele livet beholdt han begge sine fødder solidt plantet i den sydslesvigske muld.

Inden han blev kendt som Købmanden i den krøllede habit, der solgte øl, vin og cigaretter til spotpris til danske kunder, var han konge i det flensborgske natteliv. Fundamentet til opkøbet langs Skibbroen blev lagt med gode penge tjent på Thule Basen i Grønland. Det var først i 70-erne, nattelivet boomede på havnen, og Kay-Uwe Jensen forstod at drive forretning i nattelivet. Steder som Rote Laterne, Kogge og Kult, Journal, diskotek Crypton og Jazz House Burbon Street og Mont Martre, for ikke at glemme Eros Center i Kayser's Hof klinger stadig i de voksne generationers ører.

- Pigerne kom helt af sig selv, og det gjorde kunderne også, sagde Kay-Uwe Jensen for nogle år siden i en samtale med Flensborg Avis, da han og hans hustru Viola sagde ja til at fortælle om deres spændende liv.

Nattelivet forandrede karakter, så da grænsehandlen for alvor begyndte at sende danske kunder syd for grænsen for at proviantere de afgiftstunge varer, åbnede han grænsebutikker, og fik tilnavnet Købmanden i den krøllede habit. Det brand brugte han flittigt som reklamesøjle.

To røveriske overfald i forretningen og et på privatadressen i løbet af 12 måneder sendte den ellers meget optimistiske og positive købmand til tælling. Ikke nok med mistede han mange penge, men også troen på det gode i menneskene. Selvtilliden led et knæk og i 2005 var livet som grænsekøbmand slut. Kay-Uwe Jensen blev pensionist, men fortsatte indsatsen med at få en hotelkæde til at investere i matriklerne på Schiffbrücke.

Sidste sommer havde et familiedrama nær kostet ham livet, men han kom sig, og kom på benene igen. Desværre havde kræften fået tag i ham, og i torsdags tabte han den kamp. Han efterlader sig sin hustru, Viola, og to sønner.