- MIDAS -
Den tysk-israelske forfatter Lea Fleischmann gæster Rendsborg den 5. november. (Foto: FlA)

Jødisk museum fylder 25 år

Novemberdage

Jüdisches Museum markerer Krystalnatten i 1938 med »Novemberdagene«. Der vises en fotoudstilling, spilles koncerter og holdes litteraturaftener.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

onsdag, 30.10. 2013 14:01

RENDSBORG. Det jødiske museum i Rendsborg fejrer den 3. november 25 års jubilæum med en festlighed, der får deltagelse af blandt andre generalsekretæren for det jødiske centralråd i Tyskland, Stephan J. Kramer. Samtidig åbnes en særudstilling, der kan ses til den 2. februar 2014. Udstillingen bliver med billeder af Hamborg-fotografen Gisela Floto. Ved siden af historiske fotos fra den jødiske Talmud Tora Schule am Grindelberg i Hamborg vises fotografier optaget i skolebygningen, som den står i dag.

Skolen blev skændet under rigskrystalnatten i november 1938 , og den nærliggende synagoge revet ned. Alle lærere og elever blev deporteret, og kun tre lærere og 76 elever overlevede holocaust. Gisela Floto har opsøgt nogle af de overlevende og fotograferet hvidklædte unge piger, der danser i skolebygningen, som den står i dag.

I forbindelse med udstillingen arrangeres den årligt tilbagevendende begivenhed, »Novemberdagene«, til minde om rigskrystalnatten, hvor 200 synagoger i Tyskland blev nedbrændt, 26.000 jøder fængslet, 91 jøder pryglet til døde og jødiske forretninger ødelagt.

»Novemberdagene« byder blandt andet på et møde med den tysk-israelske forfatter Lea Fleischmann (5. november), en koncert med gamle sefardiske sange fra Andalusien (14. november), filmen Haus Tugendhat (19. november) og en jiddisch sangaften med sangerinden Petra Frühling (21. november).