- MIDAS -
Ina Müller slipper godt af sted med at være fræk. I de haller, hvor hun optræder, er de almindelige, kedelige regler for korrekt opførsel sat ud af kraft. I Flens-Arena sang hun helt igennem - et held at NDR optog koncerten. (Foto: Lars Salomonsen)

Ina har det ikke kun i munden

Koncertanmeldelse

Ina Müller beskylder - eller beundrer - mænd for at tænke på sex hvert 20. sekund. Selv taler hun om det hele tiden. Foran en udsolgt Flens-Arena nærmest nød hun at være politisk ukorrekt. Og det gjorde vi vel også.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

mandag, 03.02. 2014 08:49

FLENSBORG. Ina Müller har et godt mundtøj. Hvad der foregår inde i hovedet på hende, ved hun bedst selv. Men man kan kun gætte på, at ordene sendes af sted med raketfart fra hjernen til taleorganet. Meget af det, hun siger, må være være forberedt. Det virker bare aldrig sådan - og samtidig er hun en improvisationens mester, når hun som en anden comedy-stjerne underholder mellem sine sange.

På forreste række i Flens Arena slår hun ned på Sönke, der kommer fra Hohn - en lille søvnig by i det flade land lidt vest for Rendsborg. Publikum griner overbærende, da Sönke fortæller, hvor han bor.

Ina Müller: - Og det er så din kæreste, Sönke!

Sönke: - Ja!

Ina Müller: - Og det er så din mor!

Sönke: - Ja!

Ina Müller: ... og din far!

Sönke: - Ja!

Ina Müller gætter det hele og ved, hvem hun har med at gøre.

Hun tager farmand Jürgen i nærmere øjesyn. Gransker hans ansigt som om, hun var læge.

- Jeg har lige hørt om en undersøgelse fra universitetet i Uppsala. Ifølge den kan man se på en mands ansigt, om han begår sidespring?

Jürgen siger ikke noget, men nogle venter spændt på Ina Müllers dom?

- Nej, nej? jeg kan ikke se noget. Men er der nogle mænd her i salen, der har noget kørende ved siden af - så kan vi sammenligne ansigterne med Jürgens?

Selv om Flens-Arena er udsolgt, og der statistisk burde være mænd, der ligger i lag med andre end deres kone, er der ingen, der melder sig.

Ina Müller trækker øjnene sammen og kigger ud på forsamlingen som en bitch:

- Forskellen mellem jer mænd og os kvinder, det er, at I kigger på vores bagdel og tænker: »Sikke en røv!«. Vi kigger på jeres ansigter og tænker det samme!

Vær euforiske!

Da jeg opdaterede min check-in på Facebook, vidste jeg ikke, om jeg skulle skrive, at jeg var til koncert med Ina Müller eller kabaret med Ina Müller. Hendes »Tour 2014« er som tidligere års turnéer lidt af hvert. Sangene er primært fra hendes 2013-album »48« og på højtysk. Med hendes baggrund som en ud af fem døtre i en bondefamilie ved Cuxhaven kan hun plattysk, så NDR vil betale hende for det. NDR er da også til stede med spider-kameraer (dem der flyver hen over hovedet ad tråde lige over publikum) og alt, hvad der hører til. Før Ina Müller gik på scenen, fik publikum besked på at skabe en euforisk stemning, der ville gøre sig på tv. Og det varer ikke længe, før den er der.

40, fræk og fyrig

Med »48« markerer Ina Müller, at halvdelen af strækningen er tilbagelagt. Hun regner altså med at blive 96.

Sangene er slået så godt igennem, at selv et publikum født på denne side af 1985 kan synge med på »Sie schreit nur noch bei Zalando«, balladen »Wenn dein Handy nicht klingelt« og »Teenager«. God pop, der selv om det er mainstream løfter sig et pænt stykke over gennemsnittet. Man må give Ina Müller, at hun udstråler en fantastisk autencitet, og så slipper hun godt af sted med at være fræk. Fyrer små-sarkastiske kommentarer af mod mænd, som hun mener, tænker på sex hver 20. sekund. Selv vender hun stedse tilbage til temaet i sine aldrig kedelige monologer - men også dialoger - mellem sangene. Hiver en tegning af en dillermand frem og har en kommentar til Stiftung Warentests dildo-undersøgelse:

- Her må »tilfredsstillende« sgu da være bedre end »godt«.

Længes efter Mark

Og hvad ville Stiftung Warentest så sige om Ina Müller?

Ja, hun har en forunderlig evne til at få skeptikerne lagt ned. Med en blanding af comedy, chanson og små-fræk hyggesnak. Hun er herlig politisk ukorrekt, og måske er det det, vi alle trænger til at være sådan en fredag aften i januar. Hendes sangskriver Frank Ramond skylder hun også en pæn del af æren:

Jetzt hab' ich Jens

und der ist auch ganz ok,

ich freu mich auch immer,

wenn ich ihn mal seh,

doch ganz egal, was der

Jens mit mir tut,

ich denk jedes Mal mit Mark war's doppelt so gut,

ich weiß,

dass soll man ja nicht,

das ist albern und dumm,

doch ich rechne noch

immer in Mark um.

Ina Müller & Band - Tour 2014. Flens Arena i Flensborg 31. januar 2014.