- MIDAS -
Ida Jessen er aldrig veget tilbage for at skrive om det ubærlige og uudholdelige - heller ikke i romenen »Postkort til »Annie«, der udkom sidste år. (Foto: Miklos Szabo)

Ida Jessen inviterer ind i sit værksted

Forfatteraften

Forfatteren til Hvium-trilogien gæster Sønderborg Bibliotek.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

fredag, 28.02. 2014 14:36

SØNDERBORG. Ida Jessen er en af de mest læste danske forfattere, og man har mulighed for at møde hende på Biblioteket Sønderborg torsdag den 6. marts.

Ida Jessen vil tage tilhørerne med ind i sit værksted og fortælle om tilblivelsen af sine bøger; hvordan man får ideen, hvordan man laver researchen, og hvordan man udvikler personerne.

Ida Jessen tager udgangspunkt i Hvium-trilogien og novellesamlingen Postkort til Annie . Hun vil fortælle om sine overvejelser og det konkrete praktiske arbejde med at skrive en bog - fra idé til det færdige manuskript. 

Ida Jessen debuterede som forfatter i 1989 og har siden skrevet en række børne- og voksenbøger. Hvium-trilogien består af Den der lyver  (2001), Det første jeg tænker på  (2006) og Børnene  (2009).

Ida Jessen fik De Gyldne Laurbær for netop romanen Børnene . Seneste udgivelse er novellesamlingen Postkort til Annie , og for den er hun indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2014. Ida Jessen er formand for Statens Kunstfonds Litteraturudvalg og arbejder også som oversætter og har oversat en lang række romaner fra norsk, engelsk og svensk.

Forfatteraftenen begynder klokken 19.30. Entre er 50 kroner.