- MIDAS -

tirsdag, 30.09. 2014 16:58, Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

Historien om et almindeligt, næsten kedsommeligt par får stærk kontrast med ekspressionistiske scener. Bagest er det den farlige mor Pinneberg sublimt spillet af Karin Winkler og forrest hendes elsker med lyserød staffage, spillet af Uwe Kramer.

Historien om et almindeligt, næsten kedsommeligt par får stærk kontrast med ekspressionistiske scener. Bagest er det den farlige mor Pinneberg sublimt spillet af Karin Winkler og forrest hendes elsker med lyserød staffage, spillet af Uwe Kramer. (Foto: Henrik Matzen)

I godt humør af krisen

Man er godt underholdt med »Kleiner Mann, was nu?« på Landestheater - ironisk nok med et stykke, der har en ekstra berettigelse i en tid, hvor utrygheden kan mærkes her og der.

Teater

Rendsborg. Hverdagsrealisme var kendetegnet for den tyske forfatter Hans Fallada. I mellemkrigsårene skrev han klassikeren »Lille mand - hvad nu?« - en kummerfuld, men også lidt sentimental fortælling om en af de små mænd, der i 1930ernes Tyskland blev mast af bureaukrati, overmagt og kapital.

Her portrætteres en flipproletar, der aldrig kom til at flirte med kommunisterne, blandt andet fordi han gik med flip og i sin småborgerlighed følte sig lidt finere end de fleste andre af sine egentligt ligesindende. Og dermed gav næring til den utilfredshed, som nazisterne kynisk spillede på.

Johannes Pinneberg er hovedpersonen, der går fra den ene skuffelse til den anden. En ung konfektionshandler, der sammen med sin kone Pusser (på tysk »Lämmchen«) starter et liv i et lille nordtysk provinshul, men som i de svære tider tvinges til at søge lykken i Berlin. De kan ikke få økonomien til at hænge sammen. Pusser bliver gravid, mens krisen i Tyskland bliver værre. På arbejdspladsen bliver Pinneberg ydmyget, og hans stive, småborgerlige forventninger krakelerer.

Alt sammen formidler Hans Fallada i den stil, der blev kaldt for Neue Sachlichkeit med detaljerede næsten journalistiske beskrivelser.

Schleswig-Holsteinisches Landestheater har taget stoffet til sig i en ny opsætning med samme titel som romanen, men i en noget mere sprælsk version - nemlig Volker Bürgers og Gil Mehmerts musikalske dramatisering, der har skåret fortællingen ind til en tidløs revyagtig udgave med velfornøjede danseindslag og tvetydig sang i kendt show-stil.

Sympatisk debut

Man kommer næsten i alt for godt humør af al den krise. Især når Pinneberg og Lämmchen flankeres af stærkt ekspressionistiske figurer, der kommer til at stå i en slående kontrast til det almindelige, næsten kedsommelige par. Johannes Mölders spiller Pinneberg, og Manja Haueis hans Lämmchen. Begge er nye på Landestheater, omkring de 30 år, og får i rollerne en sympatisk debut - han i en underdog-rolle med en meget tjenestvillig attitude, hun i en lige lovlig godmodig udgave af den altopofrende hustru. Uden om står Karin Winkler stærkt som den lettere moralsk anløbne mor Pinneberg og Uwe Kramer som morens elsker, der har svært ved at holde øjnene fra Lämmchens attributter.

Stærk showgirl

Nok er referencer skåret væk, så forestillingen næsten er tidløs, men Thyra Uhde dukker op som syngende showgirl med et medley af evergreens fra dengang - til levende musik fra et orkester placeret bagest på scenen i højere niveau. Hun er så stærk, at hun stjæler opmærksomheden fra parret og dets fortvivlede situation. Det må være tilsigtet fra instruktørens side.

Med på scenens drejeskive foran en storbykulisse er Ingeborg Losch også Reiner Schleberger i stiliserede roller, samt mere nytilgang: Deniz Ekinzi, Christian Simon og Lisa Karlström. De løber ud og ind gennem sølvfarvet flitterstads, der hænger og dingler som storbyens løfter, den aldrig har tænkt sig at leve op til.

Man er godt underholdt - ironisk nok med et stykke, der har en ekstra berettigelse i en tid, hvor social- eller velfærdsstat udfordres af turbokapitalisme her eller andre steder på kloden. En underlig fornemmelse man sidder og får - hvad der sikkert også er meningen. Vi sidder og er vidne til en mands undergang, men er i virkeligheden ikke særlig berørte af det, men går forhåbentlig ud af teatret med en lyst til at læse eller genlæse romanen.

Schleswig-Holsteinisches Landestheater: Kleiner Mann, was nun? - af Hans Fallada. Iscenesættelse: Ingo Putz. Scenografi og kostumer: Mirjam Benkner. Musikalsk ledelse: Dietrich Bartsch. Spilles på teatrene i Rendsborg og Flensborg, i Slesvighus og Husumhus. Sidste spilledato: 7. februar 2015.

Manja Haueis og Johannes Mölders er to nye skuespillere på Landestheater. De får deres debut i hovedrollerne som Lämmchen og Pinneberg.

Manja Haueis og Johannes Mölders er to nye skuespillere på Landestheater. De får deres debut i hovedrollerne som Lämmchen og Pinneberg. (Foto: Henrik Matzen)

RESÜMEE

Gute Laune durch die Krise

»Kleiner Mann, was nun?«

bietet am Landestheater gute Unterhaltung - ironischerweise mit einem Stück, das seine besondere Berechtigung hat in einer Zeit, in der allerorten Unsicherheit zu spüren ist. Ein merkwürdiges Gefühlt beschleicht den Betrachter, und das ist wohl auch der Zweck. Wir beobachten den Untergang eines Mannes, sind aber nicht wirklich davon berührt - gehen aber hoffentlich nach Hause mit dem Vorsatz, den Roman zu lesen - oder erneut zu lesen.