- MIDAS -

Historien om en fader

Læserbrev

Af Gert Josef Fode, Flensborg (red@fla.de)

torsdag, 27. dec 2012

Jeg blev ikke rigtig klog på budskabet i Katinka Bruhns ugerevy »Ej blot til lyst - historien om en moder« her i avisen. Men jeg hæftede mig ved sætningen »...man lærer af barnet«. Jeg har nu været (enlig) far i over 15 år, og hvis jeg skal uddrage essensen af den tid, så er det netop, at jeg har lært af mit barn. Egentlig har jeg lært at lære af mit barn, for at være mere præcis.

For 16 år siden ville jeg have syntes, at det var en åndssvag sætning. Selvfølgelig skal barnet da lære af sin far og ikke omvendt! Men jeg erFARede, at børn kommer til verden med en hel masse værktøjer, der udvikles mere eller mindre rigtigt og mere eller mindre af sig selv, hvis man blot i princippet behandler barnet som en plante ved at sørge for, at de rette betingelser er til stede.

Noget af det vigtigste i den sammenhæng er, at man ikke bør lægge ud med at planlægge barnets fremtid, men venter og ser, hvad barnet har lyst og evner til. Således iagttager og lærer man, hvordan et nyt menneske reagerer på de udfordringer, verden stiller til det; leger med dem, udvikler sine åndelige og fysiske værktøjer - helt automatisk.

I den forbindelse må jeg endnu en gang beklage, at vores skolesystem stadigvæk ser det som sit primære mål at tilpasse børnene til skolen i stedet for omvendt, og at børnene tvinges til at lære det, de ikke er så god til - stedet for at udvikle deres talenter. Hvor er det tåbeligt. Jeg ved ikke en klap om, hvordan skolepolitik osv. fungerer, men resultatet er sørgeligt. Og man burde lave om på det, så ungerne får lyst til at gå i skole i stedet for, at man som forælder dagligt skal kæmpe mod skoletræthed og skoleulyst.

Man opdager altså, hvis man er en opmærksom forælder, at læreprocessen foregår begge veje. Det var ikke almindelig viden, da jeg var barn. Man troede nærmest, at børn kom til verden som en slags tabulae rasae. Man betragtede børn som tomme kar, der skulle fyldes med opdragelse, viden og pæne manerer.

Barnet som lærer

Som følge af dette nonsens kunne vi ikke udvikle os optimalt, og der blev lagt - til dels voldsomme - hindringer i vejen for vores åndelige og fysiske udvikling og sundhed.

Derfor troede vi unge den gang, at »generationskløften« var en slags naturlov. Man skulle protestere imod forældrenes tanker, vaner og kultur. Men det er ikke rigtigt, det kommer helt an på, hvilke slags tanker, vaner og kultur en forældregeneration slæber rundt på.

Betingelsesløs kærlighed, for eksempel. Den fandtes ikke i mine forældres verden. Kærlighed blev givet i forhold til de indsatser, vi børn kunne yde. Gode karakterer i skolen, pæne manerer, bordskik osv. I dag ved jeg, at også opdragelse og kærlighed for ens børn bør fungere efter »hjælp til selvhjælp« princippet, som en god ven skrev til mig.

Jeg har også lært af moderne bøger og venner, der er dygtigere end jeg til at tænke over tingene, at der synes at være en accellererende udvikling, hvad forholdet mellem generationerne angår. Mange børn i den mig efterfølgende generation har allerede i en ung alder usædvanlige holdninger og en usædvanlig modenhed eller sikkerhed.

Ingen generationskløft

Det dobbeltsidede lærerforhold har mange facetter. Mit barn lærte mig f.eks. også, hvordan jeg skulle lære fra mig. Det var spændende at finde ud af, at der var naturlige »åbninger« i et vordende lille menneskes univers, hvor der f.eks. kunne skabes hul igennem til enormt hurtige lære- eller skabelsesprocesser.

Noget af det allerførste, der slog mig, var et spædbarns medfødte sociale kompetence; hvordan f.eks. barnet med sine smil og sin naturlige tillid åbnede for en verden af andre smilende mennesker - også for mig, der gik med denne lille sociale kompetence på armen.

Eftersom jeg ikke »opdragede« på mit barn i gammeldags forstand, men forsøgte at eksemplificere mit livssyn og mine holdninger ved simpelthen at leve dem i hverdagen, fandt jeg til min overraskelse ud af, at barnet frivilligt efterlignede og overtog mange af dem. Det var aldrig nødvendigt at »prædike«.

Hvad skal man sige til en 16-årig, der ganske frivilligt hverken ryger eller drikker, ikke bruger bandeord og reducerer sit forbrug af kød og slik? Som ikke deltager i kammeraternes fester og ture i byen?

Ja, denne opførsel ville nærmest være småkedelig eller foruroligende, hvis det ikke lige var, fordi han også elsker at spille klaver, konkurrere i videospil og i tide og utide at have kammerater på besøg. Og som havde denne beroligende tendens til aldrig at rydde op efter sig.

Der findes altså ingen naturlig »generationskløft«, hvis man smider sine ideer omkring tomme kar, der skal fyldes, overbord!

Pres fra omgivelserne

Det skal siges, at det ikke altid har været så let, som det lyder. Omgivelsernes pres på en utraditionel enlig far kan være stort. Når jeg sagde sætninger som »Jeg lærer meget af mit barn«, blev der rystet kraftigt på hovederne. Andre forældre havde det med at kigge med slet skjult forargelse på os. Skolens lærere lagde pres på os. Fremmede mennesker følte sig kaldet til at blande sig og komme med formaninger.

I den sammenhæng skal det siges, at jeg udelukkende kender forholdene fra min tid som far i Flensborg. Og her synes mange endnu at være langt fra erkendelsen af, at forældre kan og bør lære af deres børn. Men mon ikke tiderne skifter? Katinka Bruhn er et eksempel.

Gert J. Fode er cand-mag. et art.