- MIDAS -
Ronny Glindemann, salgsdirektør i Faktas tyske afdeling, til venstre, og butikschef i Harreslev, Torben Lorenzen.

Ronny Glindemann, salgsdirektør i Faktas tyske afdeling, til venstre, og butikschef i Harreslev, Torben Lorenzen. (Foto: Lars Salomonsen)

Glidende overgang
til Fakta

Grænsehandel

Med sine to nye butikker syd for grænsen har den danske supermarkedskæde Fakta bevæget sig ind på et nyt område.

Trine Flamming (tf@fla.de)

tor, 07. feb 2013, 11:30

HARRESLEV. Den ny Fakta i Harreslev har åbent, men præcis hvornår, den åbnede, kan man ikke sige noget om. Den har nemlig slet ikke været lukket, siden Coop overtog butikken fra Sonja & Wolfgang den 1. januar.

- Der kom så mange kunder, så vi kunne næsten ikke være bekendt at lukke, siger Ronny Glindemann, der er salgsdirektør med ansvar for Fakta Tyskland, som ud over Harreslev indtil videre omfatter Fakta i Aventoft.

Snart helt på plads

Butikken i Nordfrisland, som netop er åbnet, har været lukket i en måned, mens der blev bygget om, men i Harreslev har håndværkere og byggelarm været en del af dagligdagen, som også bød på afhændelse af butikkens gamle sortiment og indførelse af nyt.

Både kunder og medarbejdere har imidlertid taget det hele med oprejst pande, og efterhånden er alt også ved at være helt, som Fakta Tysklands butikker skal være.

Syd for grænsen er Fakta et mix af »normalt« dansk supermarked med frugt & grønt, fersk kød og mejeriprodukter og grænsebutik med, hvad dertil hører af øl, sodavand, vin og slik.

Danske butikker lider ikke

Priserne holder sig under de danske på tilsvarende varer, men Ronny Glindemann mener ikke, at de grænsenære Fakta-butikker nord for grænsen kommer til at lide under de ny butikker i syd:

- Tager vi for eksempel Fakta i Padborg, så har kunderne der i mange år handlet dagligvarer syd for grænsen og suppleret op i Padborg, hvis de lige stod og manglede en liter mælk eller lignende. Vi har allerede tabt det, vi kan tabe ved grænsehandlen, siger han.

Åbningen af de to Tysklands-Fakta'er vil blive markeret på et senere tidspunkt. Ikke med gøgl og hurlumhej, men »med tilbud, man aldrig tidligere har set i grænsehandlen«, lover Ronny Glindemann.