- MIDAS -
Hun er pop, men også meget mere. Gitte Hænning flirtede med et bredt spektrum af genrer og slap reglerne, da hun optrådte i Husum. (Foto: Sebastian Iwersen)

Gitte Hænning havde Husum i sin hule hånd

Koncertanmeldelse

Gitte nærmer sig 70 år, men har stadig en smuk stemme, som hun bruger med den rette intonation og fornemmelse for frasering.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tirsdag, 04.02. 2014 10:19

HUSUM. Tyskerne forkæler danskerne, har Gitte Hænning engang sagt.

Hun burde vide besked.

I weekenden forkælede danskeren med det lyse og pjuskede hår dog 650 tyskere i NordseeCongressCentrum i Husum. Og dog. Tyskere var de ikke alle sammen. Her og der så man biler med danske nummerplader på parkeringspladsen.

Gitte Hænnings stjernestatus i Tyskland lever endnu. »Ich will 'nen Cowboy als Mann« blev hendes store gennembrud i i Tyskland i midten af 1960erne. Det var dengang, hun vandt konkurrencen Deutsche Schlagerfestspiele og siden boltrede sig en uhørt popularitet med sødme og stram hestehale.

I Husum behøvede hun blot at traske ind på scenen, og publikum var alle i godt humør. Bevares - nogle sikkert fordi de kom til at tænke tilbage på tiden, før de blev halvgamle - men der var også tilhørere, der vel allerhøjst har set die Gitte på fjernsyn med deres mor og far, da de var små.

God intonation og frasering

Om et par år fylder Gitte Hænning 70. Det er egentlig ikke god stil at nævne en dames alder, men det bør være tilladt her. Og det skal forstås som en kompliment, at en dame i hendes alder stadig kan have en smuk stemme, som hun bruger med den rette intonation og fornemmelse for frasering - og det gør hun aldeles ukunstlet.

For godt en halv snes år siden afslørede hun en af de bedst bevarede hemmeligheder i dansk og tysk showbizz: Hun kunne synge jazz! Og det med et imponerende register lige fra den stille antydning i balladen til den temperamentsfyldte diva.

I Husum vendte hun bøtten om. Her præsenterede hun jazz-standarder i pop-arrangementer. Dog først i anden afdeling. Første afdeling bød på lidt af hvert fra Gitte Hænnings pop-karriere, der dog aldrig har været pop på tomme kalorier eller pop i et alt for kommercielt korset. To sange på dansk blev det også til. Det er ikke hver gang, det sker, når hun giver koncert i Tyskland:

Dansevisen »Solstrejf i en vandpyt« - som egentlig ikke er »hendes« men Grethe og Jørgen Ingemanns - samt »Jeg snakker med mig selv«, som gav Gitte Hænning anledning til at ruske i nogle indgroede forestillinger om danskere. Den blev nemlig diskvalificeret i det danske melodi grand prix, fordi komponisten Sejr Volmer-Sørensen før urpremieren ved grand prixet var kommet til at fløjte den i Danmarks Radios kantine et par gange.

Snerpede danskere

- Det blev tolket som et forsøg på at gøre sangen populær? Tjah, der kan man bare se, hvor snerpede danskerne kan være, sagde Gitte Hænning.

Der var også strøet en god del af musikken fra cd'en »Was Ihr Wollt« (2010) ud i sættet med smukke og klare numre som »Heimatlos Melankolisch«, »Lampenfieber« og »Ich will alles.

Efter pausen blev bandets pianist, Friedemann Matzeit, sluppet løs på saxofon, og det gav koncerten et pift med funky og jazzede indslag. Gitte præsterede nogle fine fortolkninger af Nina Simons »Willow Weep For Me« og Art Tatums »Strange As It Seems« og boltrede sig med et frisk medley af »It Don't Mean a Thing« og »All Of Me«. Publikum fik ikke alt - men meget denne vellykkede aften.