- MIDAS -
Sydslesvigeren Kirstin Deckert har udsendt bogen »Børnene dernedefra« med 12 mosaikker fra Sydslesvig.

Sydslesvigeren Kirstin Deckert har udsendt bogen »Børnene dernedefra« med 12 mosaikker fra Sydslesvig. (Foto: FlA)

Forfattere på turné

Litteratur

To sydslesvigske forfattere bosat i Danmark kommer den 1. august til Flensborg.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tir, 16. jul 2013, 12:16

FLENSBORG. Litteratour er et nyt initiativ - en rullende bogcafé og mobil forfatterscene - der kører rundt til sommerens feriebyer for at promovere dansk litteratur i al dens bredde. Dansk Forfatter Forening sender en bil med forfattere på turné til seks byer i Jylland og også til Flensborg, hvor den gør holdt ved Flensborghus den 1. august.

Udover at skabe en rullende platform, hvor forfatterne kan møde læserne, vil der også blive solgt aktuel dansk skønlitteratur, kulturlitteratur og litteratur for børn og unge fra bilen.

På årets Litteratour kan man møde blandt andre Niels Hav, Christel Wiinblad, Trine Andersen, Kristian Himmelstrup, Carsten Boe, Martin Kongstad og Jens Smærup Sørensen. Forfatterne i Flensborg bliver Kåre Bluitgen, Rolf D. Erbst, Kirstin Deckert og Dorothea Petersen, og dem kan man møde fra klokken 16.

Litteratour er tænkt som en tilbagevendende årlig begivenhed. 2013 er første år og et testår, hvor der opbygges erfaringer og arbejdes på at tiltrække yderligere sponsorer og aktivister, som vil bidrage til at realisere Litteratour fremover.