- MIDAS -
Arven fra den danske kolonitid kan stadig opleves både på De Vestindiske Øer og nu også på udstillingen »Dansk Vestindien - en koloni bliver til« i Christiansfeld.

Arven fra den danske kolonitid kan stadig opleves både på De Vestindiske Øer og nu også på udstillingen »Dansk Vestindien - en koloni bliver til« i Christiansfeld. (Foto: FlA)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Et overset kapitel i danmarkshistorien

Udstilling

Brødremenighedens Museum i Christiansfeld viser en historisk udstilling om de danske kolonier i Vestindien.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tor, 25. apr 2013, 16:02

CHRISTIANSFELD. Nationalmuseet åbner i Christiansfeld dørene til et overset kapitel i danmarkshistorien. I Brødremenighedens Museum vises fra den 8. maj til den 1. september udstillingen »Dansk Vestindien - en koloni bliver til«.

Udstillingen fortæller historien om grundlæggelsen af det danske sukkereventyr, om danske koloniherrer og afrikanske slaver og om Brødremenighedens tidlige mission i Vestindien. Men udstillingen fortæller også også om en smuk arkitektur, der den dag i dag præger De Vestindiske Øer.

Det er næsten hundrede år siden, at Danmark solgte De Vestindiske Øer, men arven fra den danske kolonitid kan stadig opleves både på De Vestindiske Øer og nu også på udstillingen »Dansk Vestindien - en koloni bliver til« på Brødremenighedens Museum i Enkehuset i Christiansfeld.

Fra 1670 til 1820 skød hundredvis af plantager, fire forter, en slavestation, tre byer og adskillige kirker op i Dansk Vestindien. De afrikanske slavers uendeligt hårde arbejde i sukkermarkerne indtjente formuer til danskerne. Formuer, som igen blev investeret i smukke palæer og herregårde herhjemme, blandt andet kendte bygninger som Charlottenborg og Odd Fellow Palæet i København.

Fra 1734 missionerede Brødremenigheden i Dansk Vestindien og lærte også slaverne håndværk, som kunne hjælpe dem til frihed.

Udstillingen er udarbejdet af arkitekt Ulla Lunn, som også følger udstillingen op med et foredrag torsdag den 27. juni klokken 16. På hjemmesiden www.den-vestindiske-arv.dk findes både et print- selv-katalog, som kan hentes før eller efter besøget i udstillingen og et undervisningsmateriale for 7.-9. klasse, som kan hentes inden besøget. Undervisningsmaterialet kan også lånes hos museumsvagten til brug under besøget.

Udstillingsadressen er Nørregade 16. Åbningstiderne er fra klokken 10 til 16. Mandag er der lukket.