- MIDAS -
Hans Harald Diercksens store lidenskab har gennem hans 75 år lange liv været plakater. (Foto: Povl Klavsen)

Diercksens plakater sendes til København

Kunst

En kendt plakatsamler i Flensborg er kommet på plejehjem. Hans store plakatsamling skænkes til Designmuseum Danmark. Udvalgte plakater kommer på udstilling ved Kiel.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

onsdag, 15.01. 2014 09:00

FLENSBORG. Plakatsamleren Hans Harald Diercksens store samling er blevet overdraget til Designmuseum Danmark i København. Det er sket efter, at Hans Harald Diercksen er flyttet ud fra sin private bopæl og er kommet på plejehjem i det østlige Flensborg.

Hans Harald Diercksen ejede små 1000 kunstplakater af høj kunstnerisk kvalitet. Det drejer sig frem for alt om litografiske tryk og til en vis grad om signerede offsettryk. Til samlingen hører blandt andet en række signerede litografier af Per Kirkeby, Kurt Rudolf Hoffmann Sonderborg, Kurt Rudolf Hoffmann Gries­haber og Arne Haugen Sørensen. Der er også litografiske tryk af Míro og signerede offset-plakater af Hans Voigt Steffensen, som Hans Harald Diercksen arrangerede en udstilling med på Aktivitetshuset i Flensborg for 11 år siden.

Udstilling i Heikendorf

Diercksen havde en evne til at komme i kontakt med fremtrædende kunstnere og pleje forbindelser med dem. Han tog ofte kontakt med dem i forbindelse med kunstudstillinger og fik deres signatur på plakater, han havde købt.

Hans Harald Diercksen ejede desuden over 15 hyldemeter kvalitets-kunstbøger. Disse overdrages til Künstlermuseum Heikendorf ved Kiel. Her åbnes den 24. januar en udstilling med udvalgte plakater fra plakatsamlingen. Udstillingen kommer til at vare halvandet år, men vises i et lille rum på en snes kvadratmeter, hvor der løbende skiftes ud med fire til seks ugers mellemrum.