- MIDAS -
Museumsdirektør Michael Fuhr måtte under den seneste storm arbejde til langt ud på natten for at bringe kostbare kunstværker i sikkerhed. (Foto: Martina Metzger)

Det regnede ind i magasinerne på Museumsberg

Kunstdepot

Museumsberg i Flensborg har været nødt til at tømme magasinerne og bringe kostbare kunst et andet sted hen. Den seneste storm truede kunsten alvorligt.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

lørdag, 21.12. 2013 12:41

FLENSBORG. På Museumsberg har direktør Michael Fuhr og hans videnskabelige medarbejder, kunsthistorikeren Dorothee Bieske, haft travlt med at tømme magasinerne, der ikke særlig strategisk har været placeret i loftsetagerne. Tømningen er ikke blot sket

for at låne kunst ud til andre museer, men primært fordi det i årevis har dryppet ned fra det utætte tag. Den seneste storm satte en endegyldig stopper for loftets benyttelse som depot. Kunsten er nu kørt i sikkerhed et andet sted i Flensborg, hvor Museumsberg har været nødt til at leje sig ind.

- Sidste gang måtte vi bjærge billederne til langt ud på natten. Det var et mareridt, fortæller museumsdirektør Fuhr, der nu kan sove lidt roligere.

Spontanitet er ellers ikke noget, der hører hjemme på et kunsthistorisk museum. Her skal udstillingerne planlægges ofte to og tre år i forvejen. Billeder skal restaureres. Der skal tegnes kontrakter, aftales transport, og forsikringspapirerne skal være i orden. Alt sammen noget der tager tid.

I 2015 er det 70 år siden, Flensborgs store jugendstil-kunstner, Hans Christiansen, døde - og allerede nu er kunsthistorikerne på Museumsberg langt inde i forberedelserne til en retrospektiv udstilling med Hans Christiansens værker gennem tre årtier. Hans Christiansen præsenteres i et samarbejde med Mathildenhöhe i Darmstadt, Villa Stuck i München og jugend-museet Bröhan i Charlottenburg i Berlin.