- MIDAS -
Danskerne var vrede på prinsen af Nør og hertug Christian af Augustenborg under Treårskrigen 1848-1850. I indskriften på bunden af denne natpotte står: »I To! Forrædere ere til visse, Derfor alle Danske paa jer maa pisse«.

Danskerne var vrede på prinsen af Nør og hertug Christian af Augustenborg under Treårskrigen 1848-1850. I indskriften på bunden af denne natpotte står: »I To! Forrædere ere til visse, Derfor alle Danske paa jer maa pisse«. (Foto: FlA)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

»Derfor alle Danske paa jer maa pisse«

Anmeldelse

Hvordan har historiske personer oplevet at være både skurke og helte? En ny bog om sønderjyske personligheder givet et særdeles kvalificeret og forståeligt svar.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

man, 12. nov 2012, 21:25

AABENRAA. Historien er som enhver anden fortælling. Vi vil gerne have vore helte - og skurkene, som vi kan hælde al dårligdom over på.

Nogle personer er blevet udråbt til skurke, mens de levede og var på deres højeste. Men med historikernes kølige distance - og en større tidsramme at sætte personerne ind i - er nogle blevet rehabiliteret mange år efter, at de trak vejret for sidste gang. Og der kan være mennesker, der vist lige har glemt at fortælle omverdenen noget, mens de levede. Først nogle år efter, at de har sat træskoene, er der en dagbog, et familiemedlem eller en ven, der med eller uden hensigter kommer til at korrigere eftermælet.

Jeg ved ikke, om det er noget, man bilder sig ind. Der er næppe videnskabeligt belæg for at sige det. Men Sønderjylland virker som et sted, hvor der har været ekstraordinært mange skurke og helte.

Nødvendige for identiteten

Måske hænger det sammen med, at fronterne her har været trukket så hårdt op, samtidig med at de ofte løb ind og ud gennem det nationale og politiske landskab. Omvendt kan man sige, at Norge har sin Quisling og Frankrig sin de Gaulle.

Sådanne typer er måske ligefrem en nødvendighed for et samfunds identitet. Et land eller en egn vil gerne fortælle noget om sig selv - og hvad er bedre end at personificere en historie?

Gængse påstande

»Skurke og helte i Sønderjyllands historie« er titlen på en ny bog, der samler på skrift, hvad en række fremtrædende sønderjyske historikere fra 2009 til 2011 har begået i tale. En foredragsrække er blevet skrevet ned og redigeret om til en bog, der igen viser, hvor levende historie kan formidles.

Bogen indeholder 20 artikler om personer, der gennem tidens løb er blevet udråbt til enten helte eller skurke i Sønderjyllands historie. Forfatterne undersøger de gængse påstande med en række kritiske biografier, der afprøver den superlativer eller bebrejdelser, de pågældende har været udsat for.

Her er blandt andre Thyra Danebod, historien om Danmarks redningskvinde, der ikke holder vand, om Knud Lavard, hertug Abel, prinsen af Nør og andre, der måske ikke lige er så kendt af de brede offentlighed: Karen Poulsen, der under Første Verdenskrig gjorde en usædvanlig indsats for at redde sønderjyderne ud af det krigsramte Tyskland. Kniplerkonen Hansigne Lorenzen, der er blevet betegnet som både kulturbevarer, men også som en kræmmer, der ønskede monopol på kniplingshåndværket omkring Tønder.

Sydslesvigeren Cornelius Petersen, hvis kontrafej først kom at hænge i »det nationale portrætgalleri« i Flensborghus og siden taget ned igen.

Og så kan bogen naturligvis ikke ignorere personligheder som General de Meza, H.P. Hanssen og Frits Clausen.

H.P. Hanssens eftermæle

Stor var min forundring som meget yngre, da jeg fandt ud af, at H.P. Hanssen for nogle var en bandit. For de dansksindede sønderjyder var han en helt. Hans portræt hænger her og der i Sønderjyllands Historie, og veje er opkaldt efter ham. Hvordan har nogle dansksindede dog kunnet mene, at manden, der »fik Nord­slesvig hjem til Danmark« var en skurk?

Forrædere

Axel Johnsens artikel om dannevirkemændenes indædte modstand mod H.P. Hanssen illustrerer godt, at skurk eller helt bliver man kun i en bestemt optik.

Groft sagt mente dannevirkemændene, at H.P. Hanssen fuldstændig gav køb på de sydligere egne af Slesvig for at redde Nordslesvig. I deres øjne forrådte han de danske syd for den senere grænse. Dette er en typisk problematik, der uden øvrig sammenligning også findes i Israel-Palæstina-konflikten, hvor de moderate, der indser tingenes tilstand og indgår kompromisser, bliver udråbt som forrædere af de mere rabiate.

Det var dog ikke kun dannevirkemændene, der stod i modsætningsforhold til H.P. Hanssen. Det gjorde også Jens Jessen. Denne del af historien berøres ikke i bogen, hvilket man ud fra vinklingen dog sagtens kan forsvare.

Men Jens Jessen er omvendt en af de personer, man sagtens havde kunnet tage med i bogen. Han har næppe været en nem person at omgås, og han havde også sine fjender - hvorfor nogle havde kunnet udråbe ham som skurk. Omvendt står Jens Jessen også som en helt, der turde stå ved sine meninger og bankede avisens oplag op til et leje, så den var Danmarks næststørste avis efter Politiken (med hovedparten af holderne i Nordslesvig).

Det havde været kærkomment at have haft Jens Jessen med i en tid, hvor hans metier ofte præges mere af opportunisme end evner og format.

Den selvglade de Meza

General de Meza, der stod for beslutningen om at rømme Danevirke i 1864, er for længst blevet rehabiliteret. Under krigen i 1864 og i tiden efter blev han udråbt som den ansvarlige for nederlaget, selv om det i virkeligheden var de dilettantiske danske politikere, der havde bragt de danske soldater ud i en fuldstændig umulig situation.

Historikerne Inge Adriansen og Jens Ole Christensen skriver:

»Måske er det mere spørgsmålet end svaret, der bør genovervejes. I den givne situation i februar 1864 var der næppe noget realistisk alternativ til at opgive Danevirke. Det er derfor rimeligt at spørge, hvorfor man var havnet i en så kritisk situation, og hvorfor ingen havde råbt vagt i gevær noget før«.

De mener, der hviler et tungt ansvar på de Meza for, at Danevirke-stillingen var blevet det centrale led i den danske forsvarsplanlægning op til krigen.

Forfatterne mener ikke, at de Meza var en skurk, selv om han var præget af selvglæde og selvretfærdighed. En helt? Hvis han handlede ud fra kongens beslutning om en tilbagetrækning, så nej, for så parerede han blot ordrer. Hvis han handlede ud fra egen overbevisning velvidende, hvad der efterfølgende ville komme af ballade, ja så var han en helt, konkluderer Inge Adriansen og Jens Ole Christensen.

Dansk optik

Sammenfattende må man sige, at »Skurke og helte i Sønderjyllands historie« er en meget læseværdig bog - både for proffer og glade amatører.

Den er først og fremmest fremragende formidling, der magter den svære balance at tilgodese både læg og lærd. Bogen er også et eksempel på, at en historieskrivning endnu har en national karakter i grænselandet.

Vinklen er tydelig dansk.

Der var kommet ganske andre skurke og helte til (pastor Jacobsen i Skærbæk, Jens Peter Jessen der var involveret i attentatet mod Hitler, den hjemmetyske politiker Johannes Schmidt-Vodder nævnt i flæng), hvis man (også) havde set persongalleriet gennem tyske briller - såvel fra mindretallets vinkel i Nordslesvig og fra tyskheden i hele det gamle hertugdømme fra Ejderen til Kongeåen. Men så havde bogen næppe heller haft »Sønderjylland« i titlen.

FAKTA

• Historisk Samfund for Sønderjylland: »Skurke og helte i Sønderjyllands historie«.

• Redaktion: Inge Adriansen og Mikkel Leth Jespersen.

• De øvrige medvirkende forfattere er: Anders Bøgh, Jens Ole Christensen, Hans Schultz Hansen, Vivi Jensen, Axel Johnsen, Louise Klinge, Dennis Larsen, Inger Lauridsen, Lennart S. Madsen, Stefan Pajung, Carsten Porskrog Rasmussen og René Rasmussen.

• 327 sider, 248 kroner.