- MIDAS -

Dansk, tysk eller fælles?

Læserbrev

Peter Dragsbo, Sønderborg overinspektør på Museum Sønderjylland (red@fla.de)

onsdag, 10. okt 2012

Kulturarv er et begreb, der er til stadig forhandling. For hvad er kulturarv - og hvad er ikke? I det dansk-tyske grænseland er der også en gammel, men hele tiden løbende debat om, hvem kulturarven tilhører.

For et års tid siden skabte det en hel tysk »Historikerstreit« i grænselandet, da historikeren Jan Schlürmann egentlig meget fornuftigt kommenterede, at selv om Istedløven med sin placering i Flensborg var blevet omtolket til at være et symbol på fælles tysk-dansk forståelse og samarbejde i grænselandet, ville det dog være en form for historieforfalskning ikke at erkende, at løven var knyttet til den danske historie i Slesvig og dermed indtil videre i høj grad et stykke dansk kulturarv.

Reaktionen fra progressive tyske kredse var, at det nærmest var til fare for »grænsefreden« at opdele den historiske kultur­arv i »dansk« og »tysk«. Også i andre sammenhænge har jeg oplevet tyske histo­rikere og kulturpolitikere være ængstelige, ja negative, når jeg i forskellige sammenhænge har talt om henholdsvis dansk kulturarv syd for grænsen og tysk kultur­arv nord for grænsen. »Lad os dog hellere sige fælles kulturarv«, er en almindelige reaktion.

Jeg forstår godt den tyske holdning. I Tysklands fortid har man haft mange og meget negative erfaringer med at opdele kulturarv og andet i henholdsvis tysk og ikke-tysk. Men alligevel er det efter min mening for let blot at kalde kulturarv for »fælles«. Sagen er jo, at kulturarv ikke blot er en ensartet masse af bevaringsværdig kultur, materiel eller immateriel. Kultur­arv er skabt gennem hele historien og af mange forskellige folkeslag, kulturer, nationer, klasser, køn og grupper. Dermed er kulturarv som regel knyttet til specifikke perioder eller fællesskaber. Som en svensk etnolog har sagt det: »Ditt kulturarv är icke mitt«. Noget andet er så, at meget af det, vi kalder for kulturarv, er blevet accepteret som fælles ansvar inden for historisk givne rammer: byen, sognet, kommunen (det bevaringsværdige) , nationen (det fredede), EU eller Verden (Unesco World Heritage).

Det er netop en af udfordringerne ved det dansk-tyske som ved andre grænselande, at vi på den ene side har kulturarv, skabt af kulturer og nationer, der havde andre grænser end den nuværende, og at vi på den anden side har et fælles ansvar for al kulturarv i de nuværende stater Danmark og Tyskland, uanset hvem der har skabt kulturarven. Det er derfor, jeg bl.a. har udgivet en bog om arkitekturen i Nordslesvig fra tiden 1864-1914 under titlen »En fælles kulturarv«. Dansk og tysk arkitektur i Sønderjylland (2011).

Blandt eksemplerne i bogen er Sønderborg Kaserne, der sammen med Mürwik ved Flensborg blev bygget som marinestation og skole for en tyske højsøflåde i 1906-07. Byggerierne var et led i den tys­ke oprustning, der var med til at fremkalde Første Verdenskrig, og arkitekturen, den tyske ordensborg-stil, var langt hen ad vejen udviklet gennem Kejser Wilhelm IIs personlige indflydelse. Det er meget svært at kalde disse bygninger for »fælles kulturarv«, de er i bund og grund stadig en del af den tyske historie samtidig med, at de som Sønderborg Kaserne siden blev en del af den danske.

Det samme gælder en lang række andre bygværker og anlæg, der fortæller specifikt om den tyske nations projekter og ideologi i det nuværende Sønderjylland: Kleinbahn-stationerne og de gamle kreds­huse, mønstereksemplerne på reformarkitektur og »hjemstavnsstil« fra 1908 ff., domæne- og kolonistgårdene, den tys­ke kulturoffensivs skoler fra efter 1907 osv. osv. De er og bliver tyske, lige så vel som den danske bevægelses bygninger som f.eks. frimenighedskirkerne og forsamlingshusene er og bliver danske. Men alle bygninger og anlæg er i dag den danske stats eller de danske kommuners ansvar - selv om især eksemplerne på den tyske arkitektur fra efter 1864 har været længe om at blive accepteret. Det samme gælder naturligvis den danske kulturarv i Slesvig-Holsten, fra den danske kgl. landbygmester C.F. Hansens huse og kirker fra Altona til Husum, Herholdts og Bindesbølls bygninger i Flensborg fra tiden 1850-64 (jfr. f.eks. »Villa Sollie«), Duborg-Skolen osv.

Det, vi skal vænne os til - og dermed komme et skridt videre end det tyske »Lad os dog kalde det fælles« - er, at vi ikke blot skal acceptere »de andres« kulturarv som vores administrative ansvar. Vi skal lære at indse, at »de andres« kulturarv er mindst lige så interessant og vigtig for os selv som det, vi kalder »vores« kulturarv - ja vigtigere. Det er den, fordi vi ved at kende og interessere os for »de andres« kulturarv lærer noget om os selv. Ved f.eks. at opdage noget om det andet lands »nationsprojekter« ser vi tydeligere vores egne.

Det er jo egentlig den erfaring gennem mødet med »de andre«, som de nationale mindretal i grænselandet lever med og i hver dag. Det tyske og det danske mindretal lever i henholdsvis Danmark og Tyskland og kender derfor langt bedre henholdsvis Danmark og Tyskland end nogen som helst dansker eller tysker. Og netop derved ved de, samtidigt med at de på mange måder er mere danske eller tyske, mere om, hvad det vil sige at være tysk og dansk.

Det kan derfor undre, at danskere, der i forbindelse med kurser og rejser besøger Sydslesvig stort set kun besøger danske institutioner og mindesteder. Det er helt ok, at danske grupper med interesse for danskheden i Sydslesvig besøger Jaruplund Højkole, Flensborghus, A.P. Møller Skolen osv.

Men burde man ikke nytænke turene til Sydslesvig og præsentere de besøgende både for det tyske flertals politiske og kulturelle fællesskaber - fra en visit på Scheersberg til en aften i Deutsches Haus, eller hvad ved jeg - og for et besøg hos det tyske mindretal nord for grænsen. På den måde havde de besøgende måske en større chance for at skelne mellem, hvad der i det danske mindretals dagligdag er forbundet med bare det at bo og leve i Tyskland - eller med at være mindretal, fra det egentlig dansk-slesvigske.

Det samme gælder naturligvis besøgende fra Tyskland, selv om jeg tvivler på, hvor mange der i dag rejser til Nordslesvig for alene at møde det tyske mindretal og minderne om den tyske historie. Her er det snarere opgaven at få tyskerne til på en ny måde, uden nogen form for national nostalgi at genopdage, at der ligger en tysk historie og kulturarv nord for grænsen. Men det er en anden sag.