- MIDAS -
Niklas Walentin er blot 20 år, men er allerede en erfaren violinsolist. (Foto: Nikolaj Lund)

Dansk supertalent spiller Tjajkovskij

Symfonikoncert

Den 20-årige Niklas Walentin er solist i en koncert med de store russiske mestervæker.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

fredag, 28.03. 2014 09:23

SØNDERBORG. Det unge danske supertalent 20-årige Niklas Walentin tager kampen op med en af supersværvægterne, når han sammen med Sønderjyllands Symfoniorkester giver sig i kast med Tjajkovskijs violinkoncert. Det sker ved en koncert torsdag 10. april klokken 20 i Koncertsalen Alsion i Sønderborg.

Niklas Walentin har tidligere spillet med orkestret.

Sidst den unge violinist gæstede orkestret i august 2012 spillede han første sats af violinkoncerten. Men til denne koncert er alle tre satser på programmet.

- Tjajkovskijs Violinkoncert er efter min mening en af de bedste violinkoncerter, der nogen sinde er skrevet. Den har alt, hvad en koncert for violin og orkester skal have, og jeg håber meget, at publikum vil nyde min udgave af den, siger Niklas Walentin.

Selvom Niklas Walentin kun lige er kommet ud af teenageårene, har han allerede en lang solistkarriere bag sig, og det er noget, som kræver både mentalt overskud og hårdt arbejde.

Hvis noget går galt...

- Oplevelsen som solist er helt fantastisk. Man er i midten og centrum for kunstværket, man leverer. Men det er kun sjovt, hvis man er forberedt og kan leve op til opgaven. For hvis noget går galt i ens spil, falder det hele til jorden med det samme. Det er derfor, livet som solist er så hårdt, og der er så få solister, som der er. Det er meget få mennesker, som kan holde den kørende livet igennem.

- Det er nok også det, der gør, at jeg arbejder så hårdt for at være netop solist. Det er den mest ekstreme og hårdeste rolle, og der hvor man bliver dømt mest, men til gengæld er det også den mest givende og inspirerende rolle og for mig også det, der giver mig den tætteste oplevelse med den klassiske musik som kunstart, siger Niklas Walentin.

Publikum har meget at se frem til, når den unge musiker går på scenen, og ud over Tjajkovskijs violinkoncert er Sjostakovitjs Symfoni nr. 10 også på programmet. Det bliver en aften med store russiske mesterværker dirigeret af den tyske dirigent Henrik Schäfer, der til daglig er musikalsk leder for Göteborgs Opera-orkester.