- MIDAS -
Gallerist Peter Kruse er ved at hænge de sidste værker op til åbningen af Ken Denning-udstillingen på fredag. (Foto: Martina Metzger)

Dansk kunstner udstiller i Galerie Kruse

Udstilling

Ken Dennings billeder kan den kommende måned ses i Flensborg.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tirsdag, 15.04. 2014

FLENSBORG. Galerie Kruse viser en fire uger lang udstilling med den danske billedkunstner Ken Denning.

Ken Denning, der bor i Kolding, arbejder med tegning, grafik og maleri og har igennem hele sit virke som billedkunstner arbejdet med landskabet som inspirationskilde og ofte taget udgangspunkt i landskabet, hvor han bor.

Ken Dennings billeder er ikke naturalistiske, men man mærker naturens stærke udstråling.

En af de kunstnere, der har betydet meget for Ken Denning, er kunstmaleren Albert Gottschalk (1866-1906), hvis billeder af træer i en periode har været til stor inspiration for mange af Dennings billeder. Til andre tider har det været andre elementer i landskabet, der har præget hans billeder.

På udstillingen i Galerie Kruse i Rødegade er det dog en billedserie med industriområder og havnemiljøer, der er det gennemgående motiv.

Ken Denning er repræsenteret på blandt andet Kobberstikssamlingen, Vejle Kunstmuseum og Kunstmuseet Trapholt i Kolding.

Udstillingen kan ses tirsdag-fredag klokken 10-13 og lørdage klokken 10-14. Sidste udstillingsdag er den 11. maj.