- MIDAS -
Clara Petersen var mange år lærer på skolerne i Rendsborg og Vestermølle - og senere i Tarp og Jaruplund. (Foto: Povl Klavsen)

Bordet fangede i Sydslesvig

Memoirer

Den tidligere lærer Clara Petersen har udgivet sine erindringer i bogen »Pigen, der gik sine egne veje«.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

torsdag, 02.01. 2014 16:55

JARUPLUND. Clara Petersens livshistorie, »Pigen der gik sine egne veje«, er netop udkommet. Ud over at være en familiekrønike er bogen et tidsdokument om pionértiden i Sydslesvig. Bogen handler om kampen for det danske i Sydslesvig, som har krævet meget mod og energi.

Clara Petersens bog er et »levet tilbageblik« og et bevis for, hvordan det enkelte menneske med sin livsindstilling og sine handlinger er med til at bevæge den historiske udvikling.

Bogen beskriver en tid i Sydslesvig, hvor der måtte kæmpes en daglig kamp for retten til at være dansk med samme pligter og samme rettigheder som den tyske befolkning.

Clara Petersen ankom i Sydslesvig den 9. april 1954 fra en god og tryg stilling som folkeskolelærer i Skellebjerg på Sjælland. Hun havde der mødt Søren Uhrenholdt, som sammen med professor Lars Hansen Larsen kæmpede for at etablere danske skoler syd for Slien-Dannevirke ved Ejderen. Den unge lærerinde kunne ikke modstå den udfordrende opgave, og den første skoledag på Ejderskolen i Rendsborg var den 21. april 1954.

Op- og nedture

Det blev til 19 år på Ejderskolen i Rendsborg, som indtil 1969 kun var finansieret af private midler fra blandt andet Sydslesvigsk Udvalg og skibsreder A.P. Møller. Herefter overgik Ejderskolen til Skoleforeningen.

Clara Petersen gik på pension i 1994 fra Jaruplund Skole.

»I starten var det meningen, at jeg kun ville blive et par år i Sydslesvig. Det kunne jeg nok holde til. Det blev til et helt livsforløb. Bordet fangede, og Sydslesvig blev min hjemstavn. Livet besluttede for mig og gav mig en masse erindringer og oplevelser. Kunne jeg have undværet nogle af dem? Nej, alle oplevede begivenheder hører med til mit livs op- og nedture  skriver den nu 87-årige Clara Petersen blandt andet i sine eindringer.

Bogen har ISBN-13: 978-87-92994-15-8. Den kan købes ved henvendelse med mail til kirsten@villefrance.net eller telefon +4551618992.