- MIDAS -
- Det fascinerer mig, at man både kan se på et billede, men også læse et billede - i dobbelt betydning, siger Elsbeth Arlt.

- Det fascinerer mig, at man både kan se på et billede, men også læse et billede - i dobbelt betydning, siger Elsbeth Arlt. (Foto: Foto : Martina Metzger)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Bogstaveligt talt

Udstilling

Flensborg-kunstneren Elsbeth Arlt skænkede sidste år sine værker til Museumsberg i Flensborg, der takker med en retrospektiv udstilling.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

man, 09. sep 2013, 15:56

FLENSBORG. Grunde til at male. Grunde til at male på. Eller slet og ret en grund - det vil sige en baggrund eller en bund, et farvelag som danner bagvedliggende kontrast til en figur eller et mønster.

Udstillingstitel »mal Lust und Malgründe« kan have flere betydninger.

Museumsberg i Flensborg åbnede i weekenden en retrospektiv udstilling med Flensborg-kunstneren Elsbeth Arlt, der har slået sit navn fast i hele det nordtyske område. Hun blev sidste år tildelt delstaten Slesvig-Holstens kunstpris. Udstillingen består primært af billeder i meget store formater: Vi taler om billedstørrelser på cirka to gange toenhalv meter. Dertil kommer skitser til vægmalerier og en række af kunstinstallationer lavet af bøger - installationer, som Elsbeth Arlt er blevet berømmet for inden for kunstkredse.

Sidste år overraskede Elsbeth Arlt Museumsberg ved kvit og frit at afhænde sin store samling af egne værker til museet. Det er nogle af disse værker, der de kommende fire måneder udstilles i Hans-Christiansen-Haus på Museumsberg - i selskab med lån udefra.

Ordet »Malgründe« refererer også til en serie billeder, som Elsbeth Arlt har givet samme titel. Og denne titel kan man tage ganske bogstaveligt, for Elsbeth Arlts kunst er fyldt med bogstaver. Hun leger med ord og billeder og med ord i billedmediet, med ordbilleder og associationer.

Man keder sig ikke

Man keder sig sjældent i selskab med hendes kunst, der måske ved første øjekast kan virke noget fortænkt eller lige lovlig intellektuelt - men som kan give enhver - også gæster uden de helst store forudsætninger inden for kunstverdenen - oplevelser. Og dette til trods for, at Elsbeth Arlt bevæger sig kraftigt over i konceptkunsten, hvor konceptet og idéen forbundet med værket er mere væsentlige end traditionelle æstetiske og formelle overvejelser - groft sagt.

Udstillingen viser, hvad den særdeles produktive kunstner har bedrevet tiden med fra 1989 til 2007 - fra det ældste til det yngste værk. Her er både malerier med lysende og kraftige farver og tilbageholdende, men på samme tid raffinerede og poetiske skriftbilleder.

Birgit og Stefanie

Til den første kategori hører for eksempel de store akrylbilleder »Girls« med hvert sit kvindenavn, »Birgit og Stefanie«. Med tern i forskellige kulører spiller de to værker på farvepsykologien og udviser vidt forskellige temperamenter - som de forskellige kvinder Birgit og Stefanie er.

Flensborg-kunstneren har et særligt forhold til litteratur og bøger. I det østlige Berlin fik hun sågar tildelt sit eget rum, som hun havde nøglen til.

Her kunne hun boltre sig med og blandt gamle bøger, der skulle kasseres. Resultaterne kan ses med installationen »Die schwarze Kunst« - en stabel sortmalede bøger, der blev lavet specielt til Flensborgs kulturnat »Schwarze Nacht« i 2006. Og de kan ses i akrylbillederne »Who s Who«, »Gelöscht« eller »So gut wie ein Roman« med biblioteksstempler for »udgået« eller »malkuleret«, forlagslogoer og andre forbavsende reminiscenser, der fortæller deres historie.

Gentagelsen

Der er også film med på udstillingen. »Kedelige« vil den stundesløse måske kalde dem. »Meditative« vil den besøgende med god tid synes. I en film, der varer godt en time, ser man hænder bladre i et stykke bogkunst, som Arlt har begået. det bare gentages og gentages.

I det sidste rum bliver det rødt - rigtig rødt. Og nu, hvor der tales meget om »den røde linje« i Syrien, kan man på et af Arlts store formater på rosarød baggrund se, hvordan rød bliver brugt i sproget fra den røde tråd over den røde hær til røde kors, den røde fane, det røde kort - og meget mere.

Parallelt med udstillingen på Museumsberg vises en udstilling i landdagen i Kiel med Elsbeth Arlts værker. Kunsthistorikeren Dorothee Bieske, tilrettelæggeren af udstillingen, har sideløbende udsendt en bog med afbildninger af værkerne, artikler, biografi og den hyldesttale, som Anette Hüsch, chefen for Kieler Kunsthalle, holdt, da Slesvig-Holstens kunstpris sidste år blev overrakt til Elsbeth Arlt.

Museumsberg Flensburg: mal Lust & Malgründe. Retrospektiv udstilling med Elsbeth Arlt. Varer til den 12. januar 2014.