- MIDAS -
- Jeg er ikke så nervøs for at stå foran orkestret, for de ved, hvordan det er, hvis man laver en fejl. De er jo professionelle, siger Mathias Linneberg fra Sønderborg. (Foto: Patricio Soto)

11-årig solist til børnejul med symfoniorkester

Familiejulekoncert

Der bliver bogstaveligt talt ramasjang med Sønderjyllands Symfoniorkester på A. P. Møller Skolen i Slesvig. Oplæser er Signe Lindkvist fra DR1-programmerne.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

torsdag, 28.11. 2013 13:22

SLESVIG. Når Sønderjyllands Symfoniorkester går på scenen til årets børnejulekoncerter onsdag 4. december klokken 18.30 i Haderslev, torsdag 5. december kl. 18.30 i Alsion i Sønderborg og torsdag 6. december klokken 19 på A. P. Møller Skolen i Slesvig, er det med hundredevis af nissebørn og en ung drengesolist. 11-årige Mathias Linneberg skal synge drengesopran-stemmen i eventyret Snemanden. Og selvom 11 år ikke lyder af meget, har Mathias Linneberg allerede sunget i kor i næsten halvdelen af sit liv. Han startede som seks-årig i Søndre Skoles kor i Grindsted, og siden er han flyttet med sine forældre til Sønderborg og har sunget et år i Dybbølskolens Kor, inden han for et par år siden var med fra starten i Sønderjysk Drengekor, hvor han stadig er aktiv.

- Det er ikke første gang, jeg synger alene, så jeg er ikke så nervøs, som jeg kunne være. Jeg synes, det er sjovt at synge i kor, og selvom det her er lidt noget andet, har jeg faktisk prøvet noget lignende, dog med færre mennesker, siger Mathias Linneberg, som ser frem til at synge for et stort publikum.

Hvis jeg nu laver en fejl...

- Jeg vil gerne være sanger, når jeg bliver stor. Jeg elsker at synge og bruge min stemme på den rigtige måde. Og selvom jeg ikke er nervøs endnu, kommer det nok, når jeg skal til at på scenen, fordi der er så stort et publikum. Hvis jeg laver en fejl, så ved jeg jo ikke hvad der sker, eller hvordan de reagerer, lyder det fra den 11-årige sopran.

Mens publikum er lidt skræmmende har Mathias Linneberg til gengæld ingen rysten på hænderne over at stå foran hele symfoniorkestret - hvor hans far, Peder Linneberg, blandt andet sidder på solobassistpladsen.

- Jeg er ikke så nervøs for at stå foran orkestret, for de ved, hvordan det er, hvis man laver en fejl, da de jo er professionelle, lyder det.

Stort kor fra Sydslesvig

Eventyret Snemanden er ikke nyt for Mathias Linnneberg, men han øver stadig, så teksten kommer til at sidde helt fast i hukommelsen.

- Jeg kan stort set sangen udenad, på nær lidt af første vers, men det kommer, lover han.

Mathias Linneberg kan opleves sammen med hundredevis af nissebørn fra flere skoler Sydslesvig og Sønderjylland og sammen med orkestret, Signe Lindkvist og dirigent Henrik Vagn Christensen vil de alle sørge for den helt rigtige julestemning.