- MIDAS -
Oliemaleri af Harald W. Lauesen, en tysk maler, der fik sin primære løbebane i Danmark. (Foto: FlA)

100 års oliemalerier

Kunstudstilling

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

tirsdag, 22.10. 2013 15:42

AABENRAA. I år er det 100-året for maleren Harald W. Lauesens fødsel (1913-1989) og det fejres på BaneGården i Aabenraa med en udstilling af hans oliemalerier. De fleste af værkerne har ikke været vist før offentligt, og der vil derfor være mulighed for at stifte bekendtskab med nye og spændende sider af hans store talent. BaneGården havde for to år siden en udstilling med Lauesens gouacher og tryk, og denne udstilling blev et tilløbsstykke.

- Med den kommende udstilling af oliemalerier håber vi atter at få rigtig mange kunstglade besøgende, siger Elisabeth Hertzum fra BaneGården.

På udstillingen præsenteres oliebilleder fra næsten hele kunstnerens liv, og der udstilles både portrætter, landskaber og abstrakte værker. Harald W. Lauesen var uddannet på kunstakademier i Tyskland og Danmark, hvor han vandt både den store og lille guldmedalje. Han levede en stor del af sit liv i Bodum i Sønderjylland, og fra denne periode stammer adskillige af de udstillede værker. Harald W. Lauesen var medstifter af Grænselandsudstillingen, hvormed hans store engagement i landsdelens kunstliv også har sat sig et varigt minde. Udstillingen åbnes på lørdag klokken 11 og kan ses til og med den 17. november.