Destinationerne får adgang til transaktionsdata

En aftale mellem Visa og VisitDenmark sikrer, at alle destinationer kan få adgang til transaktionsdata via et nyudviklet dashboard.

Transaktionsdata er en ny datakilde for dansk turisme, som fremover vil indgå som et supplement til andre kilder til viden om turisterne. Foto:
Transaktionsdata er en ny datakilde for dansk turisme, som fremover vil indgå som et supplement til andre kilder til viden om turisterne. Foto: Kim Wyon/VisitDenmark

ins

inga@fla.de

lørdag d. 17. september 2022, kl. 21:13

København. På Lolland-Falster bruger turisterne en større andel af deres penge på restauranter end i resten af landet. I Sønderjylland bruger de flere penge på benzin. Og ved Vadehavskysten, Limfjorden og i Herning er turisternes forbrug især centreret om indkøb af dagligvarer. 

Det viser data fra udenlandske betalingskorttransaktioner med Visa i august sidste år. Data viser også, om forbruget er stigende eller faldende, hvilken nationalitet kortholderen har, og hvilke andre destinationer kortholderne besøger. 

VisitDenmark har netop indgået en aftale med Visa, som betyder, at alle destinationer i Danmark kan få adgang til denne type transaktionsdata. 

- Aftalen med Visa giver os en masse ny viden om turisternes måde at agere på, når de er i Danmark. Vi får blandt andet data, der viser, hvor mange penge de bruger, hvad de bruger penge på og ikke mindst hvor i landet, de bruger pengene. Det er viden, som vi nu vil dele med destinationerne, så vi kan få et nyt, fælles afsæt for at forstå turisterne og skabe en bedre forretning - og i sidste ende også tiltrække flere turister, siger analysechef Jan Voetmann, VisitDenmark.

Bedre indsigt i, hvordan internationale besøgende agerer, vil give de danske turismeaktører mulighed for bedre at skræddersy turistservices og forbedre kvaliteten af oplevelser, fremhæver Visa:

- Vi ser en stor mulighed for at levere transaktionsdata på makroniveau, der kan give handlingsanvisende indsigter til vores danske partnere og bidrage til at styrke turismen i hele regionen, siger Bente Josefsen, landechef i Danmark for Visa.

Transaktionsdata er en ny datakilde for dansk turisme, som fremover vil indgå som et supplement til andre kilder til viden om turisterne.