Boligkøbere melder sig klar til 2023

Interessen for boligkøb overrasker med hver syvende dansker, men mange købere søger mod billigere boliger eller lurer på køb fra sidelinjen, viser aktuel måling. 

Afventende købere og ændrede boligplaner er en væsentlig forklaring på den store opbremsning i handlerne det seneste halve års tid, der har været en omstillingstid for boligmarkedet, understreger ejendomsmæglerkæden Home.
Afventende købere og ændrede boligplaner er en væsentlig forklaring på den store opbremsning i handlerne det seneste halve års tid, der har været en omstillingstid for boligmarkedet, understreger ejendomsmæglerkæden Home. Foto: Home
inga@fla.de
onsdag d. 18. januar 2023 kl. 20.52

Boligkøb

København. Hver 7. dansker vil købe bolig i første halvdel af 2023. Dermed er interessen for boligkøb – overraskende nok – fortsat normal i en tid, hvor vi oplever pres på privatøkonomien og en større usikkerhed om fremtiden, end vi plejer.

Ifølge det seneste Home køberbarometer, som analysevirksomheden YouGov har gennemført for ejendomsmæglerkæden Home, har præcis 14,3 procent af danskerne købsplaner på boligmarkedet de kommende seks måneder.

- Boligkøberne melder sig klar til 2023, hvilket er glædeligt, konstaterer talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home, Michael Dalsager.

Faktisk er interessen for boligkøb, som »den plejer at være«, viser den omfattende data i køberbarometeret, der går tilbage til april 2017. Ser man på gennemsnittet af alle kvartalsmålinger med over 50.000 besvarelser, ligger andelen af danskere med boligkøbsplaner på 14,2 procent i snit.

- Det er overraskende, at interessen holder sig på det historiske niveau - ikke mindst når man tager i betragtning, hvilke omvæltninger køberne har mærket på markedet i 2022 i form af stigende renter og mindre købekraft på grund af inflationen, siger Michael Dalsager fra Home.

Mange købere afventer køb

Mange købere lurepasser nemlig og svarer, at selv om de har købsplaner det næste halve år, så er de ikke klar til at købe lige nu. Hele 42 procent af de aktuelle købere svarer, at de udskyder deres boligkøb indtil videre på grund af de højere renter og kraftig inflation.

Ligeledes søger 29 procent af køberne nu efter en mindre eller billigere bolig end først planlagt på grund af de højere renter og inflationen.

Afventende købere og ændrede boligplaner er en væsentlig forklaring på den store opbremsning i handlerne det seneste halve års tid.

- Det tager noget tid at omstille sig mentalt på, at der måske ikke længere er råd til at købe den drømmebolig, man havde udset sig, men i stedet skal se sig om efter en noget billigere bolig og måske i et andet område end planlagt. Omstillingen gælder også for boligsælgerne, og det har fået markedet til at bremse op, siger Michael Dalsager.