Erhvervsakademi SydVest har plads til flere studerende

Selvom fristen for at søge ind på Erhvervsakademi SydVest (EASV) er udløbet i denne omgang, er der stadig plads på flere af akademiets videregående uddannelser i Esbjerg, Sønderborg og Tønder. De ledige pladser blev nu offentliggjort på akademiets hjemmeside.

Studiestarten i Esbjerg og Sønderborg er den 30. august og i Tønder er det den 31. august. Foto:
Studiestarten i Esbjerg og Sønderborg er den 30. august og i Tønder er det den 31. august. Foto: Erhvervsakademi Sydvest

ins

inga@fla.de

lørdag d. 20. august 2022 kl. 19:14

Sønderborg. Da fristen for at søge ind på en videregående uddannelse efter sommerferien var udløbet, stod det klart, at kun fire videregående uddannelsesinstitutioner i hele Danmark havde fået flere ansøgninger end sidste år. EASV var en af dem.

Færre internationale studerende

Alligevel kan erhvervsakademiet med campus i Esbjerg, Sønderborg og Tønder melde om ledige pladser på en række af sine uddannelser i de tre byer.

- Vi er selvfølgelig glade for, at vi klarer os så godt i sammenligning med landets andre videregående uddannelsesinstitutioner. Men når det er sagt, så er vi bestemt også udfordret af de mindre ungdomsårgange og af den såkaldte dimensionering, der lægger en hård begrænsning på vores muligheder for at optage internationale studerende, siger rektor på EASV, Henrik Larsen.

Dimensioneringen, der blandt andet er skyld i, at akademiet ikke længere kan udbyde datamatiker-uddannelsen på engelsk i Sønderborg, undrer ham:

- Vi står i en situation, hvor mange virksomheder i vores område fortsat mangler arbejdskraft, så det ærgrer os selvfølgelig, at vi ikke kan få lov til at uddanne endnu flere kvalificerede medarbejdere til dem, siger Henrik Larsen.

Stadig mulighed for at søge optagelse

Selvom EASV som landets eneste erhvervsakademi har fået flere ansøgninger end sidste år, er der stadig ledige pladser på en række af akademiets videregående uddannelser. Så hvis man ikke fik søgt inden for fristen, eller måske ikke kom ind på den uddannelse, man i første omgang havde ønsket sig, er der stadig muligheder, fortæller Henrik Larsen.

- Jeg kan kun opfordre til, at man går ind på vores hjemmeside, easv.dk, og ser på mulighederne. Nu kan man se en oversigt over de uddannelser, der stadig har ledige pladser, og de pladser kan man søge helt frem til studiestart, siger han.

I Esbjerg og Sønderborg er studiestarten den 30. august 2022 og i Tønder er det den 31. august 2022.