- MIDAS -

Stop ulighedshysteriet – Danmark er et lige land

Læserbrev

fredag, 23.08. 2019 19:02

Læs mere

Amalie Lyhne, Berlingske

Debatten om ulighed blusser jævnligt op, når friske tal og analyser ser dagens lys. Hver gang øjner venstrefløjen en chance for at puste nyt liv i sin væksthæmmende og sværmeriske fordelingspolitik, så her rynker man bekymret brynene og taler om familier, der bliver fastholdt i dyb fattigdom.

Det er et stærkt misvisende billede.

Lige nu er det tal fra Danmarks Statistik, som DR bruger til en historie om stigende ulighed. Mens statsradiofonien må indrømme, at de seneste ti års vækst har givet alle borgere flere penge mellem hænderne, bliver det blæst stort op, at de 20 procent rigeste danskere i 2017 fik mindst 3.644 kroner mere udbetalt om måneden end i 2008, mens de 20 procent fattigste danskere kun fik 318 kroner mere udbetalt i samme periode.

Tallene er for så vidt korrekte nok, men de mangler at blive sat i perspektiv.

For det første dækker udviklingen over en række glædelige faktorer. Danmark er kommet godt gennem finanskrisen, flere er kommet i arbejde, og økonomien er generelt sund. Det trækker topindkomsten op. Desuden har vi fået flere studerende, og det trækker bundindkomsten ned – men alle må vel være glade for, at flere unge mennesker tager en uddannelse, ligesom det absolut ikke er synd for studerende, som generelt kan se frem til gode job og en høj livsindkomst.

For det andet har vi en høj grad af social mobilitet i Danmark, og det betyder, at det ikke er de samme mennesker, som i 2008 og i 2017 befandt sig i henholdsvis den lave og den høje indkomstgruppe. Det er altså direkte forkert at tale om, at en bestemt gruppe mennesker – den rigeste del af danskerne – er »stukket af« fra resten, mens en anden gruppe mennesker – de fattigste – kun har fået en ganske lille indkomstfremgang, og dermed er fastholdt i fattigdom.

Tænketanken Cepos har i en analyse brugt identiske tal, men i stedet for at se på indkomstgrupper har man fulgt de samme mennesker, og så ser billedet ganske anderledes ud. De 20 procent af danskerne, som i 2008 hørte til i den fattigste gruppe, havde i 2017 fået en indkomstfremgang på hele 132 procent, mens de 20 procent, som i 2008 hørte til i den rigeste gruppe, kun havde fået en fremgang på én procent i 2017. Danskerne har altså gode muligheder for at rykke op i indkomsthierarkiet – og de gør det.

Når man diskuterer ulighed, hører det bestemt også med til historien, at ydelserne i de senere år er blevet sænket for, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Om ydelserne nu er blevet for lave – om man simpelthen har for få penge mellem hænderne, når man for eksempel er på kontanthjælp eller integrationsydelse – er et politisk spørgsmål. Det er helt fair at have forskellige holdninger til dét.

Men debatten skal føres på et sagligt grundlag, og det er ganske enkelt forkert at tegne et billede af et meget ulige land, hvor fattige familier bliver holdt nede på bunden af indkomsthierarkiet. Få lande har så lige en indkomstfordeling som Danmark, den økonomiske vækst kommer alle til gode, og den sociale mobilitet er høj.

Når fakta således er på plads, kan man tage politisk stilling. Grundlæggende er der to måder at forbedre forholdene for de fattigste i et samfund: Man kan omfordele mere via skatteindkrævning, eller man kan gøre det lettere for folk selv at rykke sig opad – for eksempel ved at skabe flere job, sørge for gode uddannelsesmuligheder og øge incitamenterne.

Lad os gøre det sidste.

Lars Larsen mindet med 600 blå roser ved bisættelse

Læserbrev

torsdag, 22.08. 2019 17:47

Læs mere

ritzau

Silkeborg. Lars Larsens bisættelse begyndte klokken 14 i Sejs-Svejbæk Kirke tæt på erhvervsmandens hjem.

Blandt gæsterne var erhvervsminister Simon Kollerup (S), Silkeborgs borgmester Steen Vindum (V), tidligere landsholdsspiller og tidligere sportschef i Silkeborg IF, Ebbe Sand, og bokseren Brian Nielsen.

Uden for kirken var en stor gruppe Jysk-ansatte mødt op i lyseblå Jysk-skjorter før bisættelsens begyndelse. Med sig havde de 600 blå roser for at mindes den afdøde Jysk-stifter.

Det var en åben ceremoni med plads til 180 personer. Familien havde på forhånd bedt om, at folk ville respektere, at der skulle være plads til familien.

Kistebærerne var Lars Larsens børn, Mette og Jacob Brunsborg, og Jysk-stifterens fire børnebørn, der er mellem 12 og 19 år.

I kirken blev der blandt andet spillet sangen »My way« af Frank Sinatra og sunget »Nu falmer skoven trindt om land«.

Efter ceremonien i kirken mødtes familie og forretningsforbindelser på Jysks hovedkontor i Brabrand.

I stedet for at give blomster opfordrede familien op til bisættelsen folk til at donere et beløb til en indsamling hos Kræftens Bekæmpelse i Lars Larsens navn. Indsamlingen rundede torsdag eftermiddag 400.000 kroner.

Tidligere på dagen torsdag ærede de 25.000 ansatte i Lars Larsen Group, der blandt andet tæller Jysk og Idémøbler, Lars Larsen med et minuts stilhed. På søndag vil fodboldklubben Silkeborg IF mindes erhvervsmanden ved at spille med sørgebind i udekampen mod Esbjerg.

Lars Larsen døde mandag morgen, 71 år gammel. Han havde i flere måneder været syg af leverkræft.

I juni trak han sig fra bestyrelsen i Jysk, som han stiftede i 1979, og som siden er blevet til en verdensomspændende koncern med 2800 butikker i 52 lande. Lars Larsen efterlader sig sin kone Kristine, to børn og fire børnebørn. Sønnen Jacob Brunsborg har overtaget posten som bestyrelsesformand i Jysk.

For få sprogstuderende truer undervisning i tysk og fransk

Læserbrev

onsdag, 21.08. 2019 17:26

Læs mere

ritzau

København. Kun få studerer tysk og fransk, selv om skolevæsenet har brug for kvalificerede lærere i de to fag, skriver Kristeligt Dagblad.

Det betyder ifølge Carl Kinze, næstformand i Tysklærerforeningen for Grundskolen, at den sproglige fødekæde i det danske skolevæsen er ved at knække, så landets gymnasier inden længe vil få akut brug for lærere i de to fag.

- Vi er desværre kommet i en situation, som ikke længere kræver forebyggelse, men drastisk handling, og for tysk og fransk er det sidste udkald. Skrækscenarierne er blevet virkelighed, siger Carl Kinze til Kristeligt Dagblad.

Ifølge avisen blev der i år optaget 23 på tyskstudiet ved Københavns Universitet, seks på Aalborg Universitet og 29 på Aarhus Universitet.

Samlet er optaget på humaniora siden 2013 faldet med 29 procent.

Dermed kan optaget slet ikke følge med behovet for tysk- og franskundervisere i gymnasiet.

Lige nu er kun en procent af fransk­lærerne i gymnasieskolen under 30 år, mens tysklærere hiver sig op på to procent. Samtidig er næsten hver anden fransklærer og hver tredje tysklærer over 60 år og dermed på vej på pension. Per Øhrgaard, som er tidligere professor i tysk ved Københavns Universitet og Handelshøjskolen i København (CBS), udtrykker også bekymring.

- Sprogundervisningen er ikke, hvad den var. I folkeskolen undervises der for ofte af lærere uden fornøden uddannelse, og i gymnasiet er timerne for få. Det gælder i øvrigt også fransk, siger professoren til Kristeligt Dagblad. Han synes bestemt ikke, at det er godt nok, hvis vi lærer at klare os med engelsk og dansk. Det gør os dummere som folk, mener Per Øhrgaard.

- Vi kan ikke alle sammen lære alle sprog, men nationens samlede sprogkundskaber skal være meget større end nu.

- Man tror, at det er noget, der kan samles op i forbifarten, mens man har travlt med noget andet. Men sprog er en primær kompetence. Meget af det, vi ellers lærer, kan ikke bruges til ret meget, hvis det ikke er funderet i sprog - hvad enten det er modersmålet eller et fremmedsprog, siger han til Kristeligt Dagblad.

Mit hus skal være et bedehus

Læserbrev

onsdag, 21.08. 2019 17:26

Læs mere

Søndagsordet

­

10. søndag efter trinitatis., Lukas 19,44-48

Når man er på ferie og kommer i kirker rundt omkring, kan det ske, at man især sydpå oplever en ganske særlig stemning. Der er masser af tændte lys, og mennesker går omkring. Nogle for at finde tid til bøn og andagt, andre som turister. Ind imellem oplever man også stille orgelmusik. Stemningen er ganske særlig, der er helt anderledes end udenfor i menneskevrimlen. I en eller anden forstand bliver man stille, når man træder ind i en kirke.

Man bliver benovet over de store katedraler, imponeret over den storslåede arkitektur som ofte er udført for mange hundreder år siden uden de tekniske hjælpemidler, som vi kender i dag, og alligevel står de lige som vores egen kirke mange hundreder år gamle.

Men så er der altid et eller andet sted, hvor der ikke er stille. Hvor der tales højlydt, hvor pengene klirrer, der bliver skramlet med tasker og poser. Hende ved souvenirboden, hvor turister kan købe postkort og brochurer om kirken og dens historie og alskens tingeltangel lige fra plastikkors og kirker til selvlysende og blinkende madonnaer. Det kan også ske, som det skete for mig for nogle år siden, at man tilfældigt og uforvarende er havnet midt i et bryllup, hvor kirken - ikke som vi ellers ville forvente - er lukket, mens vielsen forgår.

Og der er det, man kommer i tanker om Jesus, der smed dem, der drev handel i templet, ud med ordene »Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule.«

Men hør lige igen, hvad det er, Jesus siger: Mit hus skal være et bedehus. Det er derfor, kirkerne oprindeligt blev bygget. Store krævende byggerier, i hvert fald for de gamle kirkers vedkommende. Bygget til gudstjenester, bøn og andagt. Bygget som samlingssted omkring Guds ord, ikke som en tilfældig bygning man kan foretage sig hvad som helst i.

Hvordan ville Jesus reagere, hvis han kom i kirkerne i dag Måske ville han reagere som i evangeliet. Måske ville han også reagere på vores brug af kirken. Sige at det er et bedehus, men I har gjort det til en røverkule.

Når man omtaler kirken som kedelig. At gudstjenesten er kedelig med et uforståeligt sprog og lange salmer, der synges i et alt for højt toneleje. Ja, og vi præster er de allermest kedelige. Derfor mener mange, at kirken skal synliggøre sig og blive mere moderne. Hvad vil vi med kirken, er det et bedehus, eller er det et sted, hvor vi vil underholdes, hvor vi vil dyrke os selv og vore behov. Er kirken et sted, hvor vi vil bede til Gud, og et sted, hvor vi giver og selv og hinanden mulighed for at være fælles om, at lade Gud tale til os. Et hus, der også i enhver tid taler på tidens sprog, men ikke på tidens betingelser, giver os plads og rum til at lytte til Gud.

Jesus græd over Jerusalem og os. Og det gjorde han netop, fordi han trods alt ikke var ligeglad, men fordi han nærede medfølelse. Som han nærer medfølelse og kærlighed til os. Derfor græd han. Derfor var det følgelig også vrede, han udtrykte i templets forgård og ikke had. Der er en væsentlig forskel. Had udspringer ikke af kærlighed, had udspringer af ligegyldighed / af en væren sig selv nok.

Men vreden er båret af et engagement. Han vendte ikke byen ryggen efter tempelrensningen, efter at han havde afsløret deres falsknerier. Han blev og holdt ud med dem. Hans kærlighed er stadig stærk og udholdende.

Den renser os til stadighed, når vi driver falskhedens spil som mennesker og som kirke. Vi komme aldrig uden om falsknerier, men Guds tilgivelse må vi trods den kendsgerning altid holde os til.

Gud møder os med sin tilgivelse, når vi holder gudstjeneste, når vi samles ved nadverens bord og omkring døbefonten, når andre mennesker har brug for os. Guds hus skal fortsat være et bedehus og ikke nogen røverkule.

Kirsten Schmidt, vikarpræst Nordvest, Husum og Frederiksstad­.

Risiko for gentagelse af massakren på Den Himmelske Freds Plads

Læserbrev

tirsdag, 20.08. 2019 17:05

Læs mere

Uffe Ellemann-Jensen, Berlingske

Tragedien lurer på grænsen til Hongkong. Her står kinesiske tropper opmarcheret. Hvis de overskrider grænsen og griber ind for at standse de store demonstrationer, risikerer vi en gentagelse af, hvad der skete på Den Himmelske Freds Plads i Beijing for 29 år siden. Det vil være farligt og kostbart både for Hongkong og for Kina – og for resten af verden.

Der er ikke meget, resten af verden kan gøre, hvis det sker. Og det kommer på et meget vanskeligt tidspunkt. Handelskrig mellem USA og Kina, grænsestridigheder med Kinas naboer, og foruden alle de andre konflikter, der plager: Indien/Pakistan, Iran/USA, Ukraine, Rusland og naboerne …

*

Ingen tvivl om, at præsident Xi helst vil undgå et voldeligt indgreb i Hongkong. Men han kan føle sig så presset, at han ikke mener, at han har råd til at tabe ansigt, hvis der danner sig det indtryk, at demonstranterne vinder. For man kommer desværre ikke udenom, at der er voldelige elementer blandt demonstranterne, som mange i Hongkong også tager afstand fra.

Demonstrationerne startede tidligere på sommeren som protest mod en ny lov, som åbnede for udlevering til Kina af mistænkte i kriminalsager. Demonstrationerne blev så omfattende, at Hongkongs regering trak loven tilbage. Men demonstrationerne fortsatte, nu med et bredere sigte: Ønsket om mere demokrati i Hongkong i overensstemmelse med aftalen fra 1984 om »ét land, to systemer«.

Den blev indgået mellem den britiske premierminister Margaret Thatcher og Kinas leder Deng Xiaoping. Den gik ud på, at briterne skulle levere kronkolonien Hongkong tilbage til Kina, som til gengæld garanterede, at Hongkong ikke ville blive gjort til en kommunistisk enklave: Grundlæggende frihedsrettigheder skulle bevares, så der blev tale om en overvejende symbolsk overdragelse af suverænitet. Aftalen skulle gælde mindst 50 år.

*

Overdragelsen fandt sted i 1997. Jeg husker den dag, for jeg var i Hongkong. Det øsregnede. Jeg sad i restauranten på toppen af et hotel, der havde udsigt over havnen. Her gik Hongkongs sidste generalguvernør Chris Patten ombord i det britiske kongeskib, som forlod havnen med et meget lille britisk krigsskib – og Union Jack blev halet ned.

Det var en mærkelig fornemmelse: Kunne man regne med, at kineserne ville overholde aftalen fra 1984? Kun otte år tidligere var der blevet slået hårdt ned på fredelige demonstranter på Den Himmelske Freds Plads i Beijing. Så hårdt, at det stadig ikke er kendt uden for den kinesiske ledelse, hvor mange liv det kostede.

*

Dagen efter overdragelsen var det tørvejr, og jeg gik ned i boghandelen på Nathan Road for at se, om man stadig kunne købe de meget kritiske bøger om Mao, som plejede at ligge åbent fremme. Det kunne man. Venner i Hongkong siger, at det kan man ikke længere. I 1984 toppede den åbenhed, der havde givet så stor optimisme om Kinas fremtid.

Deng Xiaoping havde antydet, at Kina ville udvikle sig til en liberal, kapitalistisk stat, hvor Hongkong og forhåbentlig også Taiwan som noget helt naturligt ville blive dele af Kina. Sådan kom det ikke til at gå. Efter massakren i Beijing gik der nogle år, hvor Kina var isoleret. Så begyndte økonomiske reformer, som førte til den enorme økonomiske vækst, vi siden har oplevet. Men politiske reformer var der ingen af.

Xi Jinping kom til magten i 2012, og forventningerne var store. Men under ham har Kina udviklet sig i totalitær retning. Derfor bliver forestillingen om »ét land, to systemer« mere og mere verdensfjern. Og i Xis verdensbillede må Hongkong være et irritament. Hvis den kinesiske hær sættes ind mod demonstranterne, vil det give et ramaskrig i Vesten. Storbritannien har forlangt, at Kina overholder fælleserklæringen fra 1984. Kina har svaret igen med, at briterne ikke skal blande sig i Kinas indre anliggender.

*

Chris Patten har mindet om, at det er en æressag for UK at beskytte friheden i Hongkong, for det lovede man de mennesker, man lod tilbage. Derfor kræver han en meget skrappere kurs overfor Kina. Men hvad kan UK gøre? Og vil EU kunne enes om at skride ind? Alt for mange har alt for store interesser i Kina.

I USA presser Kongressen på for, at hvis demonstrationerne slås ned med vold, skal man ophæve en lov, der giver Hongkong særlige økonomiske begunstigelser i forhold til Kina. Det vil gøre ondt i Kina, fordi kinesiske virksomheder er meget afhængige af at benytte de kapitalstrømme, som går gennem Hongkong, der nu på 25. år står øverst på Heritage Foundations liste over verdens økonomisk frie lande. Men er det nok til at få Kina til at give sig? Næppe.

*

Kommer det til en voldelig konfrontation, vil det koste både Kina og Hongkong dyrt. Og resten af verden, som ikke har brug for, at der pustes yderligere til de mange konflikter, der plager verden lige nu.

Flirt mellem R og V udvikler sig ...

Læserbrev

mandag, 19.08. 2019 17:44

Læs mere

ritzau

København. Lars Løkke Rasmussen (V) proklamerede ved valget i juni, at han så et samarbejde hen over midten som en mulighed.

Siden har han holdt fast i ideen, og rygter om et samarbejde mellem Venstre og Radikale Venstre har derfor spiret.

Ifølge Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, er det nu så konkret, at der er diskrete samtaler mellem Venstre-formanden og De Radikales leder, Morten Østergaard.

- Det er ikke bare venlige signaler og høfligheder, der bliver udvekslet gennem medierne. Der er kontakt, siger Thomas Larsen.

Søndag forklarede Lars Løkke Rasmussen på sin Facebook-profil, at de radikale muligvis kan bruges i et samarbejde, der kan gå imod ønskerne fra den yderste venstrefløj.

Han uddybede sin strategi bag et samarbejde over midten søndag aften i Deadline på DR2.

- Det kan ikke nytte noget, at vi bare går ind i et rum af de der traditionelle blå partier og siger: »Nu holder vi os for os selv«. Der skal vi da række hånden ud, sagde Løkke.

Men ifølge Thomas Larsen er Østergaard og Løkke nødsaget til at holde tæt om et muligt samarbejde, da det er ilde set hos flere partier på hver deres fløj.

- Det ironiske er jo, at lige nu er både Venstre og Radikale Venstre omgærdet af meget stor mistillid i de blokke, de tilhører.

Vrede og skuffelse

- I den borgerlige blok er mange af partierne vrede og skuffede over, at Løkke ikke gør noget for at samle det borgerlige Danmark, og i rød blok vil især SF og Enhedslisten se med enorm mistillid på Morten Østergaard, hvis han lægger an til et samarbejde med Venstre.

- Det er et samarbejde, der på sigt kan vise sig at være en fordel for de to partier, men det vil blive mødt af massiv modstand fra mange af de øvrige partier, siger Thomas Larsen.

Han vurderer, at de to partier forsøger at forene kræfterne i en vej til endnu mere indflydelse. De kan muligvis finde fælles fodslag om den økonomiske politik.

- Der er mange lighedspunkter hos de to partier i den økonomiske politik. De ønsker begge mere udenlandsk arbejdskraft, og de kan måske finde hinanden i synet på en del af skattepolitikken og udgifterne til den offentlige sektor, siger Thomas Larsen, Berlingskes politiske kommentator.

Sproglige udfordringer

Læserbrev

mandag, 19.08. 2019 17:44

Læs mere

Ivar Rasmussen, Sønderborg

Debatten om det tyske sprogs udbredelse i Danmark opstår jævnligt samtidig med oplysning om, at Tyskland med cirka 80 millioner indbyggere er Danmarks største handelspartner med 17 procent - mere end Storbritannien og Sverige. De resterende 83 procent er Danmarks engelsktalende handelspartnere, engelsk tales af 400 millioner og er verdenssproget, tysk er det største sprog i Europa. USA er Tysklands største handelspartner! Fremadrettet er der usikkerhed på grund af toldkrigen mellem USA og Kina samt Brexit!

Folkeskolen skal undervise i tysk og engelsk, mere kan den ikke klare, fordi der er andre vigtige fag. Gymnasierne skal undervise i det, som elverne er interesseret i, erhvervsskolerne skal undervise i det, som erhvervslivet kræver, herunder sprog.

Det tyske sprog i Danmark kan ses fra tre synsvinkler. Grænselandet, hvor der er enighed om, at man skal kunne kommunikere på naboens sprog, og det er også rart at kunne kommunikere som turist.

I eksporterhvervslivet er det ikke nok at kunne sprog, der skal være kendskab til det faglige. Der har ikke manglet ansatte med sprogkendskab i de eksportfirmaer, jeg har arbejdet i, fordi der blev ansat folk efter behov i lande, hvortil der blev eksporteret! Eller der blev efteruddannet!

Grønland er ikke til salg

Læserbrev

mandag, 19.08. 2019 17:44

Læs mere

Christian Juhl (EL), Grønlands- og Arktisordfører

I den amerikanske presse verserer der rygter om, at Trump vil købe Grønland.

Hvis det havde været 1. april, ville forklaringen naturligvis være let. Det ligner mest af alt endnu et udtryk for Trumps storhedsvanvid.

Jeg kender grønlænderne godt nok til at vide, at svaret er enkelt: Grønland er ikke til salg. Trump bør i stedet tilbyde at betale leje for Thulebasen, der indtil nu har stået gratis til rådighed for USA.Og han bør sikre, at basen er til gavn for grønlænderne ved at sikre arbejdspladser og lærepladser til grønlænderne.

Han tog for få år siden serviceaftalen på basen hjem til et USA-firma. De samme planer gælder for sø- og lufttransporten, som er på vej fra grønlandske virksomheder til amerikanske virksomheder.

Endelig vil det klæde Trump at rydde op efter USAs militær på de cirka 30 gamle amerikanske baser i Grønland, bl.a. på Camp Century, hvor radioaktivt affald er gravet ned i isen og truer havene, når isen smelter.

Grønland skal behandles som ligeværdig partner inden for de folkeretslige principper, hr. Trump.

Salg af Grønland til USA …

Læserbrev

mandag, 19.08. 2019 17:44

Læs mere

Svend H. Pedersen, Krusaa

Donald Trump – USAs hyperaktive og ustandseligt fokusskiftende præsident – har ytret ønske om at købe verdens største ø – Grønland. Nu bør Danmark og Grønland måske tænke sig om en ekstra gang, inden de måske afslår at handle med geniet!

Rigsfælleskabet har jo fat i den lange ende af sagen, så derfor kan man selv fremkomme med betingelserne såsom nærmere konditioner, klausuler og pris.

Hvad angår pris, er det vel en god mulighed at lade De Vestindiske Øer, »Jomfruøerne« St. Croix, St. Thomas og St. John indgå i en »byttehandel« sammen med et pengebeløb, som der skal forhandles om.

På »Jomfruøerne« – de gamle danske kolonier – kan Rigsfælledskabet skabe et fristed med ferie- og rekreationsmuligheder for ældre slaveefterkommere, ældre grønlændere og ældre danskere, som for eksempel har tilknytning til Grønland eller De Vestindiske Øer m.v.

Der kan rådes bod på slavetidens danske uhyrligheder samt uretfærdigheder, som gennem tiderne må være begået over for dele af den grønlandske befolkning.

Men Grønland skal naturligvis fuldt og helt være med ved forhandlingsbordet og bør have vetoret!

Tillid er alfa og omega

Læserbrev

fredag, 16.08. 2019 17:19

Læs mere

Ulla Kokfeltog Jan Køpke Christensen, folketingsuppleanter i henholdsvis Nordsjælland og Sydjylland for Nye Borgerlige.

Som patient i det danske sundhedsvæsen skal man kunne have tillid til, at lægerne arbejder ud fra videnskabelige principper. Men den tillid har lidt et hak efter sagen med læge og Regionsråds-politiker Mustapha Itani, der i Region Syddanmark har rådgivet i sundhed baseret på koranen.

Man skal være velkommen til at tro på religiøs håndspålæggelse, transformation, djævleuddrivelse og lignende. Men ønsker man råd i den boldgade, er det danske sundhedsvæsen det forkerte sted at søge hen.

Derudover er det forkasteligt når en person med en læges autoritet taler med muslimer og bilder dem ind, at djævelen har en finger med i spillet, når man går sukkerkold under fasten, samt at der findes noget brugbart råd i koranen til at afhjælpe denne tilstand.

Det eneste rigtige råd ved lavt blodsukker og/eller dehydrering er naturligvis, at der skal indtages tilstrækkeligt med mad og drikke til at genoprette en god fysisk og psykisk tilstand.

Sådanne gode og rigtige råd skal muslimer ikke afholdes fra. I det danske sundhedsvæsen skal patienter behandles ens og uden skelen til hudfarve, etnicitet, kultur og religion.

Alt andet vil jo være ekstremt diskriminerende og grænsende til racisme.

Løkke bag splittelse i blå blok

Læserbrev

torsdag, 15.08. 2019 17:48

Læs mere

Hans Peter Toft, bestyrelsesmedlem i DF i Sønderborg

Er Lars Løkke Rasmussen ved at udvikle Venstre i en retning, som bliver en ulykke for både blå blok og Venstre selv?

Meget tyder på, at Lars Løkke Rasmussens ønske om at sidde i statsministerstolen, uden indflydelse fra hverken Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti endsige fra Liberal Alliance og de Konservative, har splittet den blå blok så meget, at man - uden at overdramatisere - må konstatere, at samarbejdet ligger i ruiner. Tilliden er væk, og det er sammenholdet i Venstre også med intriger og udmeldinger fra selvbestaltede parti-herremænd som Hjort Frederiksen, der pt. virker, som om han fuldstændig har tabt eftertanke-virksomheden, og glemt ordsproget: »Tænk før du taler«. Alt dette har afstedkommet en krise mellem medlemmerne af ledelsen og i hele partiet.

Lars Løkke, som gik tomhændet fra dramaet om fordeling af EU-topposter, selvom han havde givet udtryk for et ønske om en sådan retrætepost. Nu proklamerer han pludselig, at der ikke findes noget bedre og større end at være statsminister i Danmark, og udråber i den sammenhæng samarbejdspartier, som skal gøre ham til statsminister, og som vel at mærke ikke omfatter partier fra blå blok. Driver Løkke for egen vinding Venstre ind i en katastrofal retning, båret af fremgangen ved det seneste Folketingsvalg?

Måske skulle Løkke og de besindige samt herremændene i Venstre se tilbage på dengang, da Svend Auken, skaffede Socialdemokraterne det bedste valgresultat i 19 år, men alligevel var der ikke nok, der ville stå bag en regering med ham som statsminister. Partier, som normalt ville have støttet S, havde mistet tilliden. Og S stod uden for indflydelse, selv om de gik markant frem med 14 mandater, ved det Folketingsvalg! Måske en tanke værd?

Onkel Reje som terrorist?

Læserbrev

torsdag, 15.08. 2019 17:48

Læs mere

Stig Grenov(KD), folketingskandidat og afgående landsformand

Klovnen »Onkel Reje« i Danmarks Radios Cirkus Summarum opfordrer børnene til at blive satanister. For sjov forstås. Men ikke alene er det respektløst over for de forældre og børn, i hvis forståelse Satan er personifikationen af al ondskab og nederdrægtighed. DR demonstrerer en skræmmende mangel på forståelse for, at ondskab ikke forsvinder, fordi den latterliggøres. Kun et samfund, der er sig bevidst om, at undertrykkelse og vold er en mulighed, kan opretholde borgernes frihed og ret til at tænke, tro og tale.

Sagen handler derfor om lagt mere end, at nogle føler sig krænket. Forestillingen har næppe afstedkommet, at et eneste barn har forsaget Vorherre. Ligesom det nok heller ikke vil medføre dårligere opførsel hos de yngste borgere, hvis Onkel Reje opfordrer børnene til at blive SS-tropper, terrorister, selvmordsbombere eller voldtægtsforbrydere. Men det er usmageligt og mangel på respekt for andre menneskers følelser. Og det udvisker grænserne for, hvad der er acceptabelt.

I stedet for en officiel undskyldning forsvarer redaktionschefen sig med, at »det bare er for sjov«. Og for at slå hovedet på sømmet inviteres Onkel Reje i Aftenshowet, hvor samtlige gæster inklusiv sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke beredvilligt erklærer, at det hele er humor og uskyldigt. Tak for kaffe! Ikke alene sparker DR borgere over skinnebenet, hvis de har et anstrengt forhold til satanisme. De anklager også de forurettede for dårlig humor. DR skal som holdningsdannende organ højne standarden i stedet for at lefle for laveste fællesnævner. Det gælder sprogbrug såvel som, at ikke alle værdier og handlinger er lige gyldige.