Jon Hardon Hansens karaktermord på Flensborg Avis

Læserbrev

fredag, 19.01. 2018 17:00

Læs mere

Flemming Nielsen, Egernsund

At lave og udgive en dansk avis med udgangspunkt i Sydslesvig, er omtrent lige så utaknemligt som at skulle leve af at sælge sneskrabere i Sahara.

Når en journalist a.D. går til tasterne for at forholde sig til Flensborg Avis, er det i et forsøg på at skabe lidt balance i den aktuelle debat om avisen.

Siden »vor avis« udkom første gang, er den blevet kritiseret og lagt for had. Ofte med urette. Jeg har læst Flensborg Avis regelmæssigt de sidste 35 år - og de senere år dagligt - som abonnent. Ingen er ufejlbarlige - heller ikke Flensborg Avis. Hvilken avis er det? Men den helt urimelige hetz, avisen - og derigennem også ledelse og medarbejdere - er blevet udsat for på det seneste, er ganske hæslig.

Og hvad er så grunden? Jo - avisen har tilladt sig - på helt almindelig journalistisk vis - at skrive om »projektet« Mindretallenes Hus. Men ingen slipper ustraffet fra at sætte sig op imod den lille magtelite i det danske mindretal, læs »Sydslesvigsk Forening« - heller ikke Flensborg Avis. Hvis de, der er gået i selvsving over avisens omtaler af sagen, lagde en dæmper på deres medfødte aversion mod avisen og »læste tilbage«, ville de være nødt til at erkende, at avisen har omtalt Mindretallenes Hus både journalistisk korrekt og nuanceret.

Jeg har stor respekt for de kolleger på avisen, der dagligt forsøger at afspejle dagligdagen i grænselandet, Danmark - og verden. Tillader de sig at være blot en smule kritiske over de rævekager, dele af mindretallets spidser forsøger at bage, vanker der klø. Når man ved, hvad der dagligt foregår af ørkesløse og ufrugtbare magtkampe i mindretallet med det ene sigte at afstive de pågældende aktørers position og ego, er det rart at vide, at der bliver holdt øje med dem.

Det er chokerende at læse i SSFs informationsblad »Kontakt«, at foreningens formand, Jon Hardon Hansen, udtaler at »avisen tydeligt har skiftet sit syn på mindretallet«, og at den nu »har en selvforståelse som uafhængig iagttager og vogter, der står uden for mindretallet«. Så meget vrøvl på så lidt plads skal man lede længe efter. Sådan udtaler en person, der er hårdt ramt af, at Mindretallenes Hus har lidt skibbrud. Når avisens ledelse og medarbejdere nægter at være halevedhæng til mindretallets »magtfulde« mænd, står de pludselig »uden for mindretallet«. Tværtimod burde mindretallet glæde sig over, at der arbejdes journalistisk på Wittenberger Weg. Og den glæde burde udmønte sig i flere abonnenter. Det er jo det rene karaktermord på Flensborg Avis, præsten fra Sild og hans ligesindede har gang i her.

Jeg kunne ønske mig, at kritikere af Mindretallenes Hus bakker op om avisens journalistiske linje i sagen. Skriv læserbreve og forhold Jer til, at avisen har gjort et godt stykke arbejde. I er nok, der brokker jer over bagateller - giv da avisen lidt berettiget støtte for en gangs skyld. Det fortjener den sgu. Og jeg går da ud fra, at avisens tilsynsråd bakker redaktionen op - også i denne penible affære (som nogle få »magtfuldkomne« har skabt).

Og nej - jeg er ikke og har aldrig været ansat på vor avis. Men det glæder mig, at den lille klike, der totalt har fået ødelagt et ganske overflødigt prestige-projekt, omsider er blevet afsløret. Ikke mindst takket være »vor avis«.

Løsgænger eller ej

Læserbrev

fredag, 19.01. 2018 17:00

Læs mere

Marianne Mørk Mathiesen, medlem af Regionsrådet Syddanmark

Jeg har meldt mig ud af Liberal Alliance og er blevet løsgænger i Regionsrådet Syddanmark. Liberal Alliance havde ikke fået en repræsentant i Regionsrådet uden mig.

Jeg var ikke blevet genvalgt til regionsrådet uden Liberal Alliance.

Hvem tilhører mandatet?

Mange vælgere har stemt på mig og ikke på partiet. Det har jeg fået bekræftet både på FaceBook, på gaden og ved adskillige mails og beskeder.

Mine personlige stemmer har jeg opnået via et utal af debatindlæg omkring offentligt misbrug af skattepenge og bureaukrati.

Jeg har fået gennemført mange besparelser på områder, som ikke har værdi for befolkningen. Jeg vil fortsætte som økonomisk vagthund i regionen og vil uændret slås for, at skattekronerne bliver brugt med respekt og omtanke.

De, der har stemt på mig, fordi jeg repræsenterede LA, bliver ikke skuffede.

Jeg vil forsat levere varen, men nu er jeg liberalist af gavn, og ikke af navn. Hvis man er i en hær, hvor hærføreren gang på gang fejler, bør hæren vælge en ny hærfører.

Mange af mine personlige vælgere ville blive vrede, hvis jeg overlod mit mandat til partiet.

Derfor vælger jeg at blive som løsgænger.

Mindretal skal også have en stemme

Læserbrev

torsdag, 18.01. 2018 17:33

Læs mere

Mads Sandemann, chefredaktør, JydskeVestkysten

Hver syvende europæer tilhører et nationalt mindretal. Men det er langt fra desværre alle, der nyder de samme rettigheder som både det tyske og det danske mindretal gør i grænselandet, hvor den fredelige sameksistens er i europæisk særklasse.

Mange steder i Europa - også i EU - har nationale mindretal svære betingelser, når det kommer til at udfolde deres nationale egenart uden at blive hæmmet af flertalsbefolkninger og regeringer. Derfor er der god grund til at støtte op om den underskriftsindsamling, som organisationen for mindretal i Europa, FUEN, står bag. Hvis det lykkes at nå op på i alt én million underskrifter, heraf 9750 i Danmark, vil det kunne tvinge EU-Kommissionen til at sætte mindretalsrettigheder på dagsordenen.Hverken i Nord- eller Sydslesvig vil stærkere rettigheder til nationale mindretal dog få den store betydning, for her har mindretallene stort set den opbakning, de med rette kan forlange. Både hvad angår økonomiske tilskud og accept fra resten af samfundet har begge mindretal på hver sin side af landegrænsen nogle livsbetingelser, mange andre europæiske mindretal misunder dem.

Men en succesfuld underskriftsindsamling vil forhåbentlig kunne hjælpe de mange europæere, der på grund af grænsedragninger eller andre historiske hændelser tilhører et såkaldt autoktont mindretal. Det betyder, at det er borgere, som historisk set er hjemmehørende i det område, de bor i. Eksempler er romaerne fordelt på en række lande, de store russiske mindretal i de tre baltiske lande samt catalonierne i det nordøstlige Spanien. I varierende grad føler mange af disse mindretal sig undertrykt af de stater, de bor i.

Ifølge officielle oplysninger fra EU findes der ud over de 23 officielle sprog i EU over 60 regionale eller mindretalssprog, som tales af 40 millioner mennesker.

Det er en mangfoldig kulturarv, vi skal værne om. Et demokrati handler ikke kun om at sikre flertallets vilje. Det skal også måles på sin evne til at behandle minoriteter på en ordentlig måde.

Et meget personligt svar

Læserbrev

torsdag, 18.01. 2018 17:33

Læs mere

Udo Jessen, formand for Dansk Skoleforening­ for Sydslesvig

Kære Flensborg Avis, kære læser,

jeg bakker, med en enkelt undtagelse, klart op om den måde, Flensborg Avis har dækket sagen om Mindretallenes på i de seneste uger og måneder. I mine øjne har avisen leveret det, som jeg forventer af en avis, der er konstruktiv kritisk og med en armslængdes afstand til det mindretal, som de selv er en del af.

Men som altid kan avisoverskrifter af og til tolkes i den ene eller anden retning.

Derfor er der lige en ting som jeg vil rette op på. Jeg beklager, at mine udtalelser i avisen forleden af nogen er blevet opfattet, som om jeg kræver personlige konsekvenser indenfor SSF oven på hele forløbet med mindretallenes hus.

Når jeg har udtalt, at jeg selv var gået af som formand, hvis det havde været Skoleforeningen, er det et meget personligt svar på et spørgsmål fra avisens journalist, ikke mere.

Jeg er fortsat meget forarget over SSFs håndtering af sagen og ser frem til en åben debat på samrådsmødet om, hvordan vi som mindretalsorganisationer skal agere i fremtiden.

Men det skal være en debat, hvor vi skal kunne se hinanden i øjnene og i fællesskab skal finde frem til resultater, der styrker mindretallet som helhed.

Ros til Flensborg Avis

Læserbrev

torsdag, 18.01. 2018 17:33

Læs mere

Michael Rex, Næstved

Flensborg Avis skal have stor ros for dækningen af sagen om Mindretallenes Hus. Derfor er jeg også meget forbløffet over, at en præst forleden valgte at opsige sit abonnement p.g.a. avisens dækning af sagen. Det er det samme som at skyde budbringeren. For mig betyder avisens dækning tværtimod, at jeg er blevet endnu gladere for Flensborg Avis.

Avisen har i hele denne sag været undersøgende, men også fair overfor SSF, der tydeligt har tumlet rundt i manegen og ikke har haft noget kriseberedskab. Det er, som om SSF hele tiden har haft en opfattelse som »vi alene vide«, og når så hele projektet braser sammen om hovedet på SSF, så er det alle mulige andre, der har skylden.

Sådan spiller klaveret naturligvis ikke. SSF har nu en stor opgave i at genskabe tilliden, og det sker ikke ved lukkede møder (som formanden for Skoleforeningen fornuftigvis udeblev fra), men ved åbenhed.

Jeg håber meget, at SSW på trods af det skete får et godt kommunalvalg.

Også tak til Jens Kring fra Aabenraa for hans udmærkede indlæg.

Vi bevarer vort liv i Gud

Læserbrev

onsdag, 17.01. 2018 17:41

Læs mere

Avisprædiken til søndag den 21.1.18, sidste søndag efter helligtrekonger: Johs. 12,23-33

Vi længes efter at komme ud i haven og gøre den klar, men det er for tidligt. Vores grønne fingre ville fryse til istapper, hvis vi stak dem i jorden allerede nu. Mærkeligt er det derfor at høre om såning, spiring og vækst i næste søndags prædiketekst, hvor Jesus siger: »Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.«

Men det er tydeligt, at det er billedsprog. Jesus er ikke for tidligt ude med hakke, skovl og spade i sin have, men taler om sin egen død og opstandelse i påsken. Han selv er hvedekornet, der skal falde i jorden, dø for mennesker og bære mange fold ved at skænke dem evigt liv. Han skal herliggøres, som han siger.

For os, der er døbte, betyder det, at en ny lov skal gælde i vort liv. Jesus formulerer den sådan: »Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.« Det er prisen for at tro på ham.

Jamen, er der da noget galt i at elske sit liv i taknemmelighed, fordi det er en gave? Nej, men det er galt at sikre sig med det og have det for sig selv. Så mister man det. På samme måde med at hade sit liv i denne verden. Det betyder ikke selvhad, men at give sit liv bort til andre. Da bevarer man det til evigt liv.

En sælsom lov, som vi har svært ved at lyde. Og dog tror jeg, vi alle har erfaret, at livet fyldes med mening, jo mere vi giver det fra os, at det simpelthen ikke passer, når vi siger, at vi mister, når vi giver. Vi bevarer vort liv i Gud!

Johannes Jørgensen udtrykker det sådan i sin fortælling Hvedekornet:

»En forårsmorgen ganske tidligt på året, stak en grøn spire sit hoved op over den våde jord. Solen skinnede varmt, så jorden dampede derved. Og højt oppe i den blå luft sang utallige lærker. Hvedekornet – thi det var den grønne spire – så sig henrykt om. Det var altså givet tilbage til livet, tilbage til solen og lærkernes sang. Det skulle leve på ny. Og ikke det alene. Men rundtom på marken så det andre grønne spirer – en hel hær – og det genkendte i dem sine brødre og søstre.

Da gik der en svulmende livsfylde gennem den unge plante, og det var, som måtte den af lutter taknemmelighed gro lige op i den lysende himmel og kærtegne den med sine blade.«

Finn Egeris Petersen­, Sct. Jørgen danske Kirke

Hold nu op

Læserbrev

onsdag, 17.01. 2018 17:41

Læs mere

Gert Ries, Sønder Løgum

Mindretallenes Hus i Nørregade har aldrig interesseret mig ret meget, heller ikke al den ballade omkring det. Nogle har nok haft for store visioner og holdt fast i dem for længe, som andre gør det med debatten nu og ikke til gavn for nogen… Organisationer holder generalforsamlinger, hvor uoverenstemmelser kan diskuteres, og formænd m. fl. vælges.

Hvad derimod direkte er skadeligt for mindretallet, synes jeg, er den råben op i en alt for velvillig avis, især når andre ledere deltager: Det udstiller mindretallet som splittet; og lad være med at kalde det »åben debat«!

Hvad bliver det næste? Skal SSWs formand gå af, fordi landdagsvalget ikke var nogen succes? Eller skal Skoleforeningens ledelse træde tilbage? Man tænker og bygger godt nok stort i Sønder Løgum (til vores glæde i området). Mange vestpå ser dog som bagside af medaljen, at børnehaven i Aventoft fik lov til at mistrives i alt for mange år – resultatet bliver dens og Nykirke Danske Skoles lukning… Skal endda jeg opgive min formandspost i vælgerforeningen, da det nu bliver mere end svært at finde kandidater til de tre kommuneråd derude? Hold nu op!

Fornyelse skal der til i SSF

Læserbrev

onsdag, 17.01. 2018 17:41

Læs mere

Kaj-Michael Nielsen, formand for SSF Slesvig

Salamitaktikken fortsætter kun få dage efter, at hovedstyrelsen har sagt god for det skete. Hovedstyrelsen er vågnet op - kommer der igen noget nyt frem i lyset? 600.000 euro har huset indtil nu kostet, og ingen har opdaget det - takket være »god bogføring« plus SSFs tid og arbejdskraft, møder, kørsel o.s.v. Den manpower kunne man have brugt til så meget andet.

Hvad kommer der så mere på bordet fra SSFs forretningsudvalg? Hvordan går det med den afklaring, som SSWs landsformand Flemming Meyer har krævet - eller er det igen noget, der foregår bag lukkede døre i et af baglokalerne?

Det ville have glædet mig mere, hvis vi havde brugt pengene til vores arbejde i mindretallet, hvad der er vores kerneopgave.

Det er vanskeligt at forstå, hvorfor Mindretallenes Hus er en opgave, vi skal løse. Hvis mindretallene vil have det, må det også være dem, der står for det. Selv om vi er en del af FUEN, er det ikke ensbetydende med, at det skal splitte mindretallet her i Sydslesvig. Jeg og mange andre kan ikke forstå, at SSFs ledelse, Jon Hardon hansen og medlemmerne af forretningsudvalget, har handlet på den måde.

Fornyelse skal der til i SSF, og det kræver et landsmøde nu og en udskiftning af SSFs formand og forretningsudvalget.

Kære Henry Blohm, ja, jeg ville gerne have haft et svar fra SSFs generalsekretær og fra formand Jon Hardon Hansen. Spørgsmål var der jo nok af, men de to herrer har endnu ikke forstået, at kong Christian i 1730erne ophævede stavnsbåndet, som var første skridt i at befri bønderne fra godsejerne.

Den moderne version har vi i dag i form af SSFs generalsekretær og hans formand: Vi lover bedring, men vi forsætter, som vi plejer at gøre oppefra og ned med godkendelse fra forretningsudvalget og hovedstyrelsen.

Vi har demokrati, men det er mig, der bestemmer.

Das Trauerspiel Pack-Haus

Læserbrev

tirsdag, 16.01. 2018 17:37

Læs mere

Peter Huber, Brackel

In der Debatte um das Minderheitenhaus sind für die Basis der Dänischen Minderheit in Südschleswig viele Fragen offen. »Basis« ist hier, neben den vielen anderen dänischen Minderheitenvereinen, die breite Mitgliederschar des SSF (Sydslesvigsk Forening e.V.), die keinerlei direkten Einfluss auf ihre Vereinsspitze und dessen Politik hat!

Der Leiter des »Dänischen Generalsekretariates in Flensburg« (eigentlich nur der SSF-Generalsekretär) erklärte am 30.12 in Flensborg Avis:

»…SSF wurde am 26. Juni gestiftet. Damals hieß er noch »Den slesvigske Forening (Der schleswigsche Verein) - ein Name der 1946 geändert wurde. Der Verein bekam nach der Abstimmungsniederlage 1920 große Bedeutung als die Organisation, die die dänische Arbeit weiterführte.«

Leider ist das nicht die Wahrheit!

Richtig ist, die Satzung des SSF (als neuer Verein) wurde erst am 16. September 1946 errichtet. Diese Satzung hat einen Anhang A. Hier sind 60 südschleswigsche Vereine aufgeführt, die schon ab dem 1. April 1946 ihr Bestehen als unabhängige Organisationen eingestellt hatten. Dazu gehörten 8 »Schleswigsche Vereine« mit unterschiedlicher Gebietszuteilung. Diese juristischen Personen waren schon alle 4,5 Monate richtig tot, bevor der SSF als Neugründung das Licht der Welt erblickte.

§ 4 der SSF Stiftungssatzung besagt: »Sydslesvigsk Forening muss die Interessen und Geschäfte aller der im Anhang A genannten Vereine in sich Aufnehmen und für sie verantwortlich sein.« (Also das Erbe antreten.)

§ 5 Abs. I: Die Mitgliedschaft soll allen in den im Artikel 2 genannten Gebieten wohnenden Personen offenstehen, die (b) keine Verbindung mit der Nazipartei oder dessen Gliederungen gehabt haben und (c) irgendwann vor dem 1. Januar 1946 selbst Mitglied eines oder mehrerer der Vereine waren, die im Anhang A genannt sind.

Soweit also die eigene Entnazifizierung der dänischen Minderheit durch eine Vereinsneugründung! Jedoch der fortgesetzte Kampf um eine dänische Wiedervereinigungs-Mehrheit, bedurfte einer absoluten Dominanz der wenigen, alten, dänisch gesinnten Mitglieder gegenüber den vielen, neuen deutschen Mitgliedern. In dieser Beziehung ist die 3-stufige SSF Vereinsgliederung vorbildlich für eine Untergrundorganisation. Diese neue Organisationsstruktur konnte garantieren, dass die große Menge an »deutschem Stimmvieh«, niemals Einfluss auf die SSF-Vereinsführung erreichen konnte.

Die heutige SSF Vereinsstruktur ist eigentlich eine Schande und kann für keine reelle Minderheit in der EU ein Vorbild sein. Bedauerlich ist, dass deutsche und ausländische Politprominenz, vom Bundespräsidenten und abwärts, sich nicht über die »Vereins-Demokratie« informieren, bevor sie Millionen Euro blauäugig verschenken. Besondere Versager sind m.E. die Minderheitenbeauftragten.

Der Kampf um Südschleswig ist aufgegeben, also benötigt der SSF auch keine undemokratischen Vereinsstrukturen aus der Kampfzeit. Das Kampfziel – Sydslesvig- ist nicht mehr identitätsstiftend, sondern – Dänische Minderheit - ein Bund gleichwertiger Menschen. Soll die Entnazifizierungsmasche von 1946 die Minderheit weiter belasten?

Bedste start på livet for nye familier

Læserbrev

tirsdag, 16.01. 2018 17:37

Læs mere

Jane Heitmann (V), sundhedsordfører

I snart mange år er det gået den forkerte vej med fødselstallet. Men nu vender vinden. For frem mod 2026 forventes en stigning i fødselstallet på 20 procent. Det er glædeligt, at vi nu skal »opruste« indsatsen, så vi på alle parametre er klar til at tage godt imod de små nye danskere.

Regeringen har med økonomiaftalen for 2018 øremærket 50 millioner til en styrkelse af hospitalernes fødeafdelinger. Heldigvis giver ni ud af ti udtryk for, at de har haft et godt fødselsforløb. I 2006 var der ca.1.100 jordemødre på de danske fødeafdelinger, og i 2016 var der ca. 1.600 jordemødre. På trods af flere jordemødre hører vi alt for ofte historier om travlhed på fødegangene og en stresset hverdag. Det skal vi gøre bedre, så flere oplever balance i en travl hverdag, og endnu flere fødende oplever både nærvær og sammenhængende fødselsforløb.

Vi lever i en tid, hvor kommende forældre i højere grad er bevidste om både egen sundhed og muligheder. Ligesom vi i disse år oplever flere fødende med psykiske udfordringer, overvægt og kroniske sygdomme. Komplikationer og sygdomme under graviditeten kan udfordre sundhedsvæsenet.

Derfor er det afgørende, at vi i langt højere grad formår at tilrettelægge individuelle forløb, hvor gravide inddrages mere. For mig er det f.eks. vigtigt, at kommende familier i højere grad selv kan vælge, hvor fødslen skal forgå. Nogle vælger at føde hjemme andre på et hospital og andre igen på en klinik. Uanset hvad man ønsker, så skal valget være let. Mennesker er forskellige og har livet igennem forskellige præferencer. For mig er det afgørende, at uanset hvad man vælger, så skal valget også være trygt. Med bedre mulighed for individuelle skræddersyede fødsler kan vi tage højde for vores forskelligheder. Nogle familier har brug for megen støtte andre for mindre. Men ens for alle er, at vi ønsker den bedste start på livet for vores børn.

Jeg er mor til tre børn, og min egen erfaring har lært mig, at både fødsel og fødselsforløbet er afgørende for familiens tidlige trivsel. For os i Venstre starter de gode liv, før vi er født, og vi har en ambition om, at flere skal komme godt fra start.

SdU har stadig svaret

Læserbrev

mandag, 15.01. 2018 17:48

Læs mere

Ronny Grünewald, DGF Flensborg, tidl. 1 næstformand i SdU

Debatten omkring »Mindretallenes hus« har i de seneste mange uger fyldt meget i den sydslesvigske hverdag.

dJeg vil gerne rette en tak til Henry Bohm (formand SSF Bredsted), som i sit indlæg den 12.1.18 har fat i det fundamentale problem i Sydslesvig, citat »vi har prøvet på at videreføre de dysfunktionelle gamle strukturer i en moderne verden«.

Som der kan læses i forskellige indlæg, handler det nu om at drage læring af diskussionen om »Mindretallenes hus«, som jeg er ganske enig i.

Spørgsmålet, der rejser sig, er, hvilken læring der ønskes? Jeg mener, at tiden (igen) er inde til at italesætte læringen på et organisatorisk niveau, som sikrer og tager afsæt i åbenhed og demokrati.

I de forskellige indlæg, der kunne læses, blev der i flere omgange nævnt, at debatten om »”Mindretallenes hus« har skadet og splittet mindretallet.

Ja, det har måske i et eller andet omfang skadet mindretallet, men mindretallet kan ikke splittes idet det aldrig har været samlet.

Jon Hardons forslag om at etablere et »koordineringsudvalg« i samrådet indikerer for mig igen, igen, at læringen og nytænkning placeres indenfor det autopoetiske system, som mindretallet befinder sig i, og som er den egentlige udfordring omkring organisering og strukturer i Sydslesvig.

Et citat fra Albert Einstein: »De betydningsfulde problemer, vi har, kan ikke løses med den samme tankegang, hvormed vi skabte den«.

Jeg tillader mig at antage, at Henry Bohm sikkert ikke er den eneste sydslesviger, som har et ønske om udvikling med forandring som følgesvend, og som Jørn Fischer (amtsformand i Husum) udtaler, at »krisen« er en chance for at styrke forholdene i mindretallet!

Regionsmodellen blev for fire år siden italesat for første gang, som mange sydslesvigere er bekendt med. Jeg håber, at kommende diskussioner omkring læring vil mødes med et åbent sind, åben

»Es gibt viel zu tun…packen­ wir es an« (Shellreklame)

SdU har svaret!

Snak dog sammen!

Læserbrev

mandag, 15.01. 2018 17:48

Læs mere

Anke Spoorendonk, Harreslev

Der skal ikke megen dybsindighed til at slå fast, at forløbet omkring Mindretallenes Hus består af rigtig mange lag, som ikke nødvendigvis har meget med hinanden at gøre. Kigger man på selve forløbet og de beslutningsprocesser, der er knyttet til det, når man frem til én slags analyse. En helt anden form for analyse når man frem til, når der sættes fokus på kommunikationen – eller rettere på den manglende kommunikation – eller på forholdet mellem mindretallets organisationer og de handlende personer.

Men når det er sagt, er der al mulig grund til at fremhæve, at Mindretallenes Hus også genspejler en bestemt medieudvikling – eller sagt på en anden måde: Flensborg Avis’ linje overfor sine mindretalslæsere, ikke mindst dem, der lægger krop til mindretallets offentlige liv. Lad mig derfor straks slå fast, at jeg deler den bekymring for avisens hårde linje, som Daniel Dürkop giver udtryk for i sit læserbrev den 13. januar.

Chefredaktørens kommentar viser samtidig, at det er på høje tid, at Jørgen Møllekær gør alvor af sit tilbud om at invitere til en kop kaffe eller til gravøl over pakhusprojektet for den sags skyld. Invitationen bør omfatte alle mindretallets pressefolk.

Sagt med al tydelighed kan jeg ikke se, hvorledes avisens hårde linje på sigt vil kunne fremme vores samliv i Sydslesvig. Jeg taler ikke om, at »ting skal fejes ind under gulvtæppet« eller alt skal sovses ind i harmoni. Jeg taler om, at helt almindelige folkevalgte mennesker stiller sig til rådighed for en ledende post i vore danske foreninger og organisationer. Og jeg taler om, at disse mennesker gås på klingen, som var de statsministre - end ikke ministerpræsidenten eller ministrene i Kiel tackles så hårdt, som avisen har gjort det i sagen omkring Mindretallenes Hus.

Det er mere, end mindretallet kan bære. Hvis vores ledende folk ikke har lov til at sige, at de ønsker en formulering rettet til - endda før deres udtalelser overhovedet har været offentliggjort – uden at de bliver hængt ud for det, så fører det i sidste ende til, at atmosfæren bliver rigtig giftig.

Jeg har stor respekt for avisens anstrengelser for at sikre avisens fremtid i en tid, hvor trykte aviser både nord og syd for grænsen kæmper for deres eksistens. Det er en tung byrde at løfte. Og jeg anerkender, at Jørgen Møllekær også gør det ved at stramme op på det journalistiske og være mere markant og kritisk – det er fair nok. Men hvis avisen vil have succes med sådanne tiltag, så må det ikke betyde, at den hidtidige »kritiske solidaritet« erstattes af en maksimal kritisk linje. Solidariteten er trods alt en væsentlig grund til, at mindretalslæserne holder Flensborg Avis. Vi kan hurtigt blive enige om, at langt flere mennesker i vore rækker bør være solidariske og holde Flensborg Avis. Men jeg tror ikke, at vejen frem er, at avisen agerer, som om den står uden for mindretallet og anser enhver form for empati for at være udtryk for kritikløshed. At uafhængig journalistik ikke behøver at ligge under for princippet om at være »betingelsesløs benhård«, viser jo den store spændvidde, der findes i medieverdenen – også nord for grænsen, hvilket Daniel Dürkop også hentyder til i sit læserbrev.

Derfor er der grund til at sige: stop lige op engang! Hvis alle stræber efter at have det sidste ord i denne sag, bliver det til en uendelig historie, som samarbejdet ikke kan bære, og avisens læsere ikke kan holde ud. Og det bliver ikke bedre af, at musikken nu om dage også spiller på de sociale medier. Et kig på weekendens Facebook-opslag for Flensborg Avis viser desværre, at der fortsat er lagt i kakkelovnen. Opslaget gengiver dét, avisens læsere kunne se i lørdags: Mindretallenes Hus har indtil nu kostet 600.000 euro; pengene er ikke særskilt bogført og »fra forskellig side anføres, at det ikke hører til SSFs kerneopgaver at bruge tid og udgifter til internationale opgaver som Mindretallenes Hus. Udgifterne bør betales af FUEN«, lyder det kritisk.

Mistænkeliggørelsen af SSF og af det internationale mindretalssamarbejde kan varieres på utallige måder ud fra disse meldinger - og den sætter sig fast, uanset om SSF så kommer med fyldestgørende svar i papiravisen og på Facebook eller ej. Like’sene tæller, og dem vil der garanteret komme adskillige af, for sådan fungerer fb.

Og derfor endnu engang – se at få den øl og overlad så gerne til historikerne at finde ud af, hvad der »objektivt set« er hoved og hale i denne sag. Grundlæggende bærer hele sagen præg af, at alle parter i lang tid har reageret via avisen uden at tale ordentligt sammen og få udryddet de misforståelser, der måtte være – og at nogle stadig ikke gør det og dermed ikke griber chancen for at deeskalere og forsone. Det kan ikke være den måde, vi hver især og i fællesskab vil skabe et mindretal på, som vore børn kan være glade for. Så snak dog sammen, Sydslesvig!