- MIDAS -
Wolf Biermann torsdag aften på Dansk Centralbibliotek i Flensborg.

Wolf Biermann torsdag aften på Dansk Centralbibliotek i Flensborg. (Foto: Lars Salomonsen)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Pacifismens sejr - min død

Anmeldelse

Pacifisme er ikke for fem flade ører værd, mener Wolf Biermann. Den »lidende folkesanger« var på besøg i Flensborg for at synge og fortælle om en lokal nazist, der blev desertør.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

fre, 03. feb 2012, 20:15

FLENSBORG. Der bliver stille i salen. En enkelt tilskuer klapper på sin stol ude på fløjen.

- Selvfølgelig er jeg imod krig! Selvfølgelig, siger Wolf Biermann i udstillingssalen på Dansk Centralbibliotek i Flensborg - og hæver stemmeføringen.

- Alle går ind for fred! Alle! Hitler snakkede igen og igen om fred i 1930erne. Det er uden omkostninger at sige, man er pacifist. Enhver pjalt og sjover kan sige, at han er fredsmand og pacifist. Ingen behøver at fortælle, at det er kompliceret at have en holdning til krig. Jeg har heller ingen patentløsning. Men jeg ville ikke have siddet her i dag, hvis ikke millioner af russiske, amerikanske og engelske soldater faldt også for min befrielse. Jeg lever kun, fordi der var allierede soldater, der nedkæmpede et forbryderisk regime, der ville gøre det af med sådan nogle som mig, siger Wolf Biermann - der kalder sig selv for halvjøde.

Den »lidende folkesanger, militante musiker, festlige folketaler, politiske skjald, prædikant og essayist« (sådan blev han tituleret, da han for godt 20 år siden modtog Büchner-prisen) ved, at han var røget den samme vej som sin far, der var kommunistisk værftsarbejder: Op gennem skorstenen i Auschwitz. Først gik nazisterne efter jøderne, og senere var det halvjøderne, der ville være røget.

Masseødelæggelsesvåben eller ej. Wolf Biermann var for Irak-krigen i 2003. Dengang skrev han i et indlæg i Der Spiegel: »På grund af Hitler og Anden Verdenskrig er tyskerne imod Irak-krigen, hedder det sig. Men den historisk betingede logik halter: Ikke appeasement, men krig hjalp tyskerne og resten af verden af med nazisterne.«

Wolf Biermann var seks år, da de allieredes bomber regnede ned over Hamborg og slog titusindevis ihjel. Hans mor forklarede ham, at bomberne var nødvendige for at drive nazisterne ud. Det argument forstod den seks-årige Wolf, og det argument bruger den nu 75-årige Biermann mod de tyske nationalpacifister.

Soldat Soldat in grauer Norm

Soldat Soldat in Uniform

Soldat Soldat, ihr seid so viel

Soldat Soldat, das ist kein Spiel

Soldat Soldat, ich finde nicht

Soldat Soldat, dein Angesicht

Soldaten sehn sich alle gleich

Lebendig und als Leich

Synger Biermann så fra den sang, som han nok er blevet mest kendt for. En sang, som pacifister synger med på - og har taget til indtægt for den totale afvisning af krigen.

Biermann er i Flensborg i forbindelse med vandreudstillingen »Was damals Recht war«. En udstilling, der dokumenterer de tyske krigsdomstoles uretmæssige domsafsigelser i nazi-tiden. Udstillingen vises på Flensborg Rådhus, og på Dansk Centralbibliotek fortæller Wolf Biermann den bizarre historie om kaptajnløjtnant Asmus Jepsen fra Nykirke i Angel. Den 3. maj 1945 stod han i Sørup med sine soldater og erfarede, at admiral Dönitz i Flensborg førte kapitulationsforhandlinger med Montgomery i Lüneburg. Asmus Jepsen smed uniformen og gik hjem til sin familie i Nykirke. Den 5. maj blev Asmus Jepsen dømt til døden for faneflugt - med Dönitz' medvirken. Den 7. maj underskrev generaloberst Jodl efter ordre fra Dönitz Tysklands kapitulation.

- Asmus Jepsen kom to dage for tidligt og 1000 år for sent, ironiserer Wolf Biermann.

På første stolerække på Flensborg Bibliotek sidder den yngre generation i Asmus Jepsens familie og lægger øren til et spidst digt, som Biermann har skrevet om denne topnazist, der endte med at blive desertør. Biermann har venner i Angel og kender indgående historien om Asmus Jepsen gennem sin ven, lokalhistorikeren Klaus Peter Petersen.

- I er både tæt på og langt væk, siger Wolf Biermann henvendt til de nære slægtninge blandt de godt 250 mennesker, der er plads til i centralbibliotekets sal.

- På den ene side vil I gerne høre mit digt. På den anden side kan I ikke holde det ud. Asmus Jepsens efterkommere synes, det er fint, at den berømte Biermann skriver et digt om deres far. Men jeg måtte først spørge mig selv: Skulle jeg falde i tårer over en nazi-officerer, jeg der har mistet 20 familiemedlemmer, fordi nazisterne slog den ihjel? I landsbyen Nykirke kommer de lokale stadig op at skændes om personen Asmus Jepsen: Han var både bøddel og offer. »Og så var han desertør«, siger andre. Som regel når de er fulde, bemærker Biermann med en dobbelttydighed.

Desertør...! For nogle en hæder. Men for mange ældre tyskere stadig en gerning, de ringeagter. Blot et dusin byer i Tyskland har hædret desertørerne med en plads eller en gade.

Wolf Biermann har det som danske Niels Hausgaard. Fortæller og fortæller - og spiller en sang en gang imellem. I løbet af et par timer bliver det ikke til mere end en håndfuld sange. Biermanns tyske versioner af russiske og baltiske folkesange og gamle franske viser. De fleste handler om soldater, der skrider fra alt og alting, og soldater, der på den ene eller anden måde har kvaler. Om fejhed, forræderi og krysteragtig optræden, der optræder i en fransk tekst om Hundredeårskrigen i 1300- og 1400-tallet. Usle karakteregenskaber, der som oftest besiddes af de bagmænd, der ægger til krig og kamp. Hvor mange nazisvin stod ved deres ansvar, da det kom til stykket i Nürnberg?

Biermann får et bragende bifald, men stopper lige på det tidspunkt, hvor man ville have kunnet høre den berømte knappenål falde på gulvet. Det usagte hænger i luften. Ingen blandt publikum siger den erklærede anti-pacifist imod. Det stopper, da det bliver allermest interessant. Øv.

Wolf Biermann på Dansk Centralbibliotek torsdag aften. Arrangør: Dansk Centralbibliotek og Den Slesvigske Samling.

Hans Christian Davidsen

hcd@fla.de