- MIDAS -
Filmmanden Steen Herdel er Ib Spang Olsens galleribestyrer i København. han har kendt Ib Spang Olsen i mere end 35 år og produceret en film om tegneren. Ib Spang Olsen er 90 år og kunne ikke være til stede ved åbningen i Flensborg.

Filmmanden Steen Herdel er Ib Spang Olsens galleribestyrer i København. han har kendt Ib Spang Olsen i mere end 35 år og produceret en film om tegneren. Ib Spang Olsen er 90 år og kunne ikke være til stede ved åbningen i Flensborg. (Foto: Martina Metzger)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Sikke nogle streger

Udstilling

Den folkekære tegner og fortæller Ib Spang Olsen er 90 år og tegner fortsat på livet løs. Sydslesvigs Danske Kunstforening præsenterer en flig af hans helt enorme produktion.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

tor, 03. nov 2011, 22:15

FLENSBORG. Der er nogle kunstnere, der besidder den sjældne evne at tale til alle - uden at falde for dybt for den bredeste fællesnævners princip. Hvem ville for eksempel sige: Ib Spang Olsen.... han siger mig ikke en dyt!

Findes der nogen, der ikke kan lide hans tegninger. Næppe. De rører noget i os alle. Ib Spang Olsen har humor og varme og en helt utrolig evne til at gå i detaljen og alligevel samle det til en helhed. Næsten alt bliver skildret med kærlighed og også en god portion uskyld. Især børnene. Hans erotiske tegninger er kvinderne dog knap så uskyldige. Og hvor er det bare herligt.

Sydslesvigs danske Kunstforening viser på Dansk Centralbibliotek en lille, men fin udstilling med Ib Spang Olsens tegninger, plakater og illustrationer. Her hænger en halv snes originaler, der er til salg. Det er lidt med hans underfundige humor. Tegninger fra den kendte bogstavbog, som han blandt flere andre ting lavede sammen med forfatteren Halfdan Rasmussen. Der er nissebilleder (Ib Spang Olsen er fuldstændig overbevist om, at der findes nisser i virkeligheden) og erotik, så det forslår.

Udstillingen er tilrettelagt af Steen Herdel, der har lavet en film om Ib Spang Olsen og passer tegnerens lille galleri i en af de små pavilloner ved Kongens Have i København. Steen Herdel har kendt Ib Spang Olsen i mere end 35 år.

Vand i kælderen

I sommer fyldte Ib Spang Olsen 90 år. Han er stadig kvik i pæren, rask og rørig. Men sommerens enorme regnskyl i København var ved at tage pippet fra ham. Hans kælder i Bagsværd blev oversvømmet under skybruddet og ødelagde et ukendt antal af hans tegninger. Nogle tegninger stod til at redde. Andre ikke.

Det, der især fascinerer Steen Herdel, er Ib Spang Olsens store observationstalent:

- Han har et fantastisk øje for detaljer. Jeg har set ham sidde og smågrine i skægget, før han gik i gang med at tegne, og mens han tegnede. Og han har jo brugt hele sit liv på at tegne - og jeg mener hele sit liv. Hvor vi andre bruger tid på at gå i byen eller tage ud at rejse, da sidder Ib Spang Olsen fortsat derhjemme og tegner og tegner. Og det er fuldstændig vanvittigt, hvor meget han har tegnet. Han er slet ikke til at få bund i, og det mærker vi i galleriet, hvor vi kan blive ved med at sælge, siger Steen Herdel.

Generationer af danskere er vokset op med Ib Spang Olsens sødmefyldte værker. Han er oprindelig uddannet lærer, men i besættelsestiden begyndte han som bladtegner på Social-Demokratens tillæg, og det gav ham lysten til at studere på Kunstakademiet i København.

Parløb

For blot tre år siden fik han Gyldendals Børnebogspris for sine 25 børnebøger med illustrationer til egen tekst. Hans samarbejde med Halfdan Rasmussen var unikt. De mødte allerede hinanden, da Ib Spang Olsen gik på Kunstakademiet, og de fleste kender især deres parløb gennem bogen Børnerim og Halfdans ABC fra 1967 - genoptrykt et utallige af gange.

At Ib Spang Olsen også kan tryllebinde de voksne med sin pen viste han med sine meget roste erindringsværker, hvor hans sociale indignation og forkærlighed for samfundets skæve eksistenser kom til udtryk.

Det er en fornøjelig udstilling, Sydslesvigs Dansk Kunstforening præsenterer. Den bør man ikke overse.

(Sydslesvigs Danske Kunstforening: Udstilling med Ib Spang Olsens tegninger, plakater og illustrationer på Dansk Centralbibliotek i Flensborg - varer til den 26. november.)