- MIDAS -
Et udsnit af  »Baren« af Franciska Clausen.

Et udsnit af »Baren« af Franciska Clausen. (Foto: FlA)

Absolut Avantgarde

Udstilling

Frem til efteråret viser Kunstmuseet Brundlund Slot en udstilling med byens maler, Franciska Clausen.

(FlA) (red@fla.de)

tor, 14. jul 2011, 19:15

AABENRAA. Ingen dansk kunstner har spillet så central en rolle i 1920 ernes europæiske avantgardekunst som Franciska Clausen, der blev født i Aabenraa i 1899 og døde samme sted i 1986. Kun 22 år gammel drog hun ud i Europa og opsøgte de kunstneriske kraftcentre i Berlin og Paris. Sammen med kunstnere som Laszlo Moholy-Nagy, Fernand Léger og Piet Mondrian var hun i forreste linje med til at skabe tidens æstetiske nybrud med konstruktivismen og art concret-bevægelsen.

På Kunstmuseet Brundlund Slot i Aabenraa kan man til den 23. oktober 2011 se udstillingen »Absolut Avantgarde - Franciska Clausen 1921-1931«.

»De heroiske år« kaldte Franciska Clausen selv sin tid i udlandet. Og det var her, hendes kunstneriske hovedindsats kom til at ligge. Efter at have gjort sig fortrolig med naturalismens og ekspressionismens formsprog skiftede hun retning, og med en klar, konstruktivistisk målsætning fulgte hun i årene 1921-1931 et eksperimenterende spor, der spændte fra de mest puritanske abstraktioner over saglige formanalyser, maskinæstetik og surrealisme til neoplasticisme. Det er værkerne fra den periode, der placerer Franciska Clausen blandt den internationale avantgardes pionerer.

Med mere end 90 malerier og skitser stiller udstillingen skarpt på denne intense periode i Franciska Clausens kunstneriske virke. Til udstillingen har museet lånt værker fra danske, norske og svenske kunstmuseer, ligesom private ejere af Franciska Clausens billeder fra Norden har været venlige at stille deres værker til rådighed. Udstillingen er den største separate præsentation af Franciska Clausens værk i Aabenraa nogensinde.

I forbindelse med udstillingen har tilrettelagt forskellige lege for børn, der kan gå på opdagelse i Fransciska Clausens billedunivers. Så tag gerne de små med til et på besøg på kunstmuseet. Franciska Clausens kunst er for alle.

Udstillingen ledsages af en forskningsbaseret og gennemillustreret bog om kunstneren, og den er tilrettelagt i samarbejde med Øregaard Museum i Hellerup.