- MIDAS -
»Den liggende kvinde« - skulptur af Joseph Hebroni.

»Den liggende kvinde« - skulptur af Joseph Hebroni. (Foto: FlA)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Jødisk kunstner i Rendsborg

Udstilling

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

fre, 10. jun 2011, 21:15

RENDSBORG. For første gang nogensinde vises i Nordtyskland en udstilling specielt med fokus på den jødiske kunstner Joseph Hebroni (1888-1963). Fra den 26. juni til den 16. oktober kan man se Hebronis tegninger, skitser og skulpture på Jüdisches Museum i Rendsborg. Udstillingen er blevet til i et samarbejde med Museumsberg i Flensborg. Begge museer råder nemlig over betydelige værker fra Joseph Hebronis hånd.

Hebroni blev født i Jerusalem i det daværende Palæstina. Han blev uddannet i den hellige stad og i Berlin, hvor han fik støtte af blandt andre maleren Max Liebermann og senere af Albert Einstein. Begge var i øvrigt også jøder.

I 1932 flyttede han til Paris, da han kunne mærke den stigende antisemitisme i Tyskland. Da det nordlige Frankrig blev besat af Tyskland, måtte han fra 1940 til 1944 leve i skjul.

Udstillingen i Rendsborg viser Hebronis store potentiale i plastiske skitser og enkeltfigurer af gips. Hans hustru, Magdila, og dennes søster, Moucki Christiansen, samlede Hebronis værker efter hans død. De to søskende stammede fra Flensborg.

Jüdisches Museum viser godt 50 værker af Joseph Hebroi, blandt andet en kvindelig torso og en buste af zionisten og filantropen Jacob Moser, der stammede fra Kappel. Rendsborg-museet er hjemsted for begge kunstværker.

Samtidig med udstillingens åbning udsendes for første gang en værkforetgnelse over Joseph Hebronis kunst.