- MIDAS -
»Ludwig van« består af Jesper Jacobsen (guitar og sang), Hinnerk Brunk (slagtøj), Lennart Dose (keyboard) og Pascal Flor (bas). Sydslesvigerne har haft pengeproblemer, kærestesorger, hjemvé, søvnløse nætter og lange køreture i turnébusser.

»Ludwig van« består af Jesper Jacobsen (guitar og sang), Hinnerk Brunk (slagtøj), Lennart Dose (keyboard) og Pascal Flor (bas). Sydslesvigerne har haft pengeproblemer, kærestesorger, hjemvé, søvnløse nætter og lange køreture i turnébusser. (Foto: FlA)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Ludwig van klar med debut-cd

Musik

Sydslesvigsk band har taget vejen til Berlin, hvor det er gået i pladestudiet. Resultatet er et let og opløftende album, der præsenteres ved en koncert i Flensborg den 18. marts.

Hans Chr. Davidsen (hcd@fla.de)

søn, 06. feb 2011, 22:15

BERLIN. Sig »Ludwig van«, og ham eller hende, du siger det til, vil sige »Beethoven«.

Men der er slet ikke noget »Beethoven« efter »Ludwig van«, når det drejer sig om et band, der har base i Berlin. Og musikken lyder af alt andet end Beethoven.

Nu er bandet ude med sin debut-cd, »Home Is Where Your House Is«. Seks år efter at hele den lange historie begyndte i Rockpalast Speicher i Flensborg. »Ludwig van« består af tre unge, der fik studentereksamen på Duborg-Skolen i Flensborg i 2007 - og en fjerde, der aldrig nåede at gøre sin skolegang dér færdig: Jesper Jacobsen (guitar og sang), Hinnerk Brunk (slagtøj), Lennart Dose (keyboard) og Pascal Flor (bas).

Cd en udkommer officielt den 18. marts, er indspillet i »Studio East« i Oberschöneweide i Berlin tæt på det gamle DDR-Funkhaus. Og på selve udgivelsesdagen arrangeres en release-koncert på hjemebanen i Volksbad, hvor »Ludwig van« har spillet flere gange. Den 23. april er »Ludwig van« indbudt som æresgæster ved John Lennon Talent Award Finale i Traumfabrik i Kiel, talentkonkurrencen som bandet selv vandt i 2009.

Selvbiografisk

Titlen »Home Is Where Your House Is« har en god portion selvbiografi, skriver bandet i en pressemeddelelse.

»Det er også en dokumentation af den udvikling, som bandet og bandets medlemmer har været igennem med personlige fejltagelser og forvirring. Plaget af en identitetskrise mellem dansk og tysk pakkede bandet kufferterne og rejste til det kulturelt spraglede Berlin, hvor »Ludwig van« stødte på nye inspirationskilder og udfrodringer«, skriver de.

Pengeproblemer

Der har været tider med pengeproblemer, kærestesorger, hjemvé, søvnløse nætter og lange køreture i turnébussen, der har børt »Ludwig van« til blandt andet Köln, Düsseldorf, Brandenburg og Saarland.

Men nu er den hårdeste fødsel med cd en overstået. Musikstilen er indie-britpop, og teksterne er på engelsk. De er ligesom musikken selv skrevet af de fire sydslesvigere med forsanger Jesper Jacobsen som den, der har taget initiaitvet. Musikken er let og opløftende og af den slags, der kan køre i baggrunden til en ungdomsfest.

»Ludwig van« er ikke uvante med de store scener. Jesper Jacobsen, Hinnerk Brunk, Lennart Dose og Pascal Flor har optrådt som supportnavn for det tyske-britiske band Trashmonkeys og Jennifer Rostock, der optrådte i Flensborg i forbindelse med de danske årsmøder for et par år siden.