- MIDAS -
Lauritz Tuxens maleri af Christian 9. og hans familie er malet under de såkaldte »Fredensborgdage«.

Lauritz Tuxens maleri af Christian 9. og hans familie er malet under de såkaldte »Fredensborgdage«. (Foto: FlA)

- Annonce / Anzeige -

 - Annonce / Anzeige -

Udstilling om dronning
Margrethes tipoldefar

Udstilling

Den danske kongefamilie stammer fra Sydslesvig. En udstilling på Lyksborg Slot fortæller historien. Næste år rykker udstillingen til Sønderborg.

Hans Christian Davidsen (hcd@fla.de)

ons, 25. apr 2012, 14:00

LYKSBORG. Christian af Glücksborg blev Danmarks konge som Christian 9. (1818-1906). Han blev senere kendt som Europas svigerfar, fordi hans mange børn med dronning Louise blev mere end standsmæssigt gift: Datteren Alexandra blev dronning af England, datteren Dagmar blev zarina af Rusland. Sønnen Vilhelm blev konge af Grækenland under navnet Georg 1.

Den spændende, men også omfattende historie om Glücksburg-slægten vises i år på en udstilling på Lyksborg Slot. »De europæiske kongehuses dansk-tyske vugge« hedder udstillingen, der er tilrettelagt af prinsesse Elisabeth zu Ysenburg und Büddingen, der er ud af glücksborgerne. I 2013 er det 150 år siden, Christian 9. blev kronet til konge, og derfor rykker udstillingen videre til Sønderborg Slot.

Glücksburg-slægten, Huset Glücksborg, er et fyrstehus, der i dag omfatter den danske kongefamilie. Slægten har sit navn efter Lyksborg Slot. Slægtens tidligere navn var Hertuger af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck men den tyske Prins Vilhelm fik i 1825 af Frederik 6. tilladelse til at føre navnet Hertug af Glücksburg.

Da kong Frederik 7. døde barnløs på Lyksborg i november 1863, var kongens slægtning Carl titulær hertug af Glücksborg.

Det blev hertug Carls yngre broder prins Christian af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Lyksborg, der efter de indviklede arvestridigheder besteg Danmarks trone som kong Christian 9.. Hans efterkommere har siden da regeret Danmark. Christian 9. er dronning Margrethes tipoldefar.

30. marts 1863 blev prins Christians næstældste søn, prins Vilhelm, valgt til konge af Grækenland som kong Georg 1., og glücksburgerne regerede Grækenland indtil kong Konstantin 2. blev afsat i 1973.

Da Norge blev uafhængigt af Sverige i 1905, blev den norske trone tilbudt prins Carl, søn af den senere kong Frederik 8., og den glücksburgske slægt har siden da også regeret Norge.